Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Harman Kardon Citation 300: Gennemført stemmestyret højttaler

Google Asisstant sniger sig ind overalt, ikke mindst i højttalere, hvor de gør stemmestyring mulig. Citation er en helt ny serie af Harman Kardon-højttalere, der rummer alt fra gulvhøjttalere, soundbars og subwoofere til højttalere i mindre format.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Google Assistant er integreret og udgør en betydelig del af oplevelsen. Faktisk sker hele opsætningen via Google Home-appen, hvor du også har mulighed for at koble højttalere sammen i multirums-setup. Samtidig kobles de på resten af dine kompatible enheder, så smarte elpærer, termostater, Chromecast og lignende kan styres ved at tale til Citation-højttalerne. Der er desuden de gængse muligheder for at sætte alarmer, lave kalenderaftaler, ønskelisten osv.

Brugervenlig og vellydende

Musikstyringen er dog det vigtigste og den fungerer ganske udmærket. Sig ”Hey Google, spil Jimi Hendrix”, så finder den noget med Hendrix til dig, eller du kan være mere specifik og vælge en sang eller et album. Vi savner dog integration med Tidal, som endnu ikke er understøttet. Kun YouTube Premium, Google Play Music og Spotify kan bruges med stemmestyring. Der er dog indbygget Chromecast, så du med mobilen kan sende musik fra Tidal og hundredvis af andre tjenester til højttaleren. Citation 300 har et display i toppen, hvor du kan se, hvad der spiller samt styre musikken og foretage andre justeringer. Der er desuden en simpel volumenkontrol integreret i ståloverfladen.

Det er en ganske nydelig højttaler, moderigtig beklædt med stof. Dog kan det undre, at man har valgt at bryde den ellers helstøbte kvalitetsfornemmelse ved at anvende plast i stedet for stål i bunden. Højttaleren leverer en stor, rund og behagelig lyd, hvor der også er plads til de finere detaljer i toppen af spektret. Absolut godkendt. Man kan måske brokke sig over, at højttaleren er lidt langsom til at starte, men ellers må man sige, at Citation 300 er et gennemført og vellydende bud på en stemmestyret højttaler.