Home » Hjemmeunderholdning » Computeren bliver musikalsk: Nu har computeren følelse for musikken
Computeren bliver musikalsk: Nu har computeren følelse for musikken

Computeren bliver musikalsk: Nu har computeren følelse for musikken

Share

Den elektroniske hjerne har fået mere følelse for musikkens sjæl, og computeren bliver nu musikalsk. Samtidig er en dansker blevet førende inden for forskningen i algoritmer og musikalske følelser. Målet er en musikalsk søgemaskine

Kun otte minutter tager det supercomputeren Lamus at komponere en komplet komposition i klassisk stiI. Computeren, der befinder sig på universitetet i Malaga i Spanien, og som benytter en særlig musiksoftware fra Melomics, indledte sin ”karriere” allerede i 2010.

Her skabte den Opus One, et troværdigt og vellydende stykke musik, som ikke blot er en efterligning af kendte menneskelige komponisters stil, og det blev starten til en lang række efterfølgende computerværker.

Nøjagtigt ét år efter Opus One fulgte kammersuiten Hello World! Denne computerkomposition har så meget sjæl og substans, at værket senere er blevet indspillet af London Symphony Orchestra. Selv klassisk uddannede musikeksperter er blevet ganske overbeviste og har udråbt ”Hello World” til at være ægte musik i fransk tradition fra perioden 1920 til 1930.

Lagerhukommelse på 70 TB

Lamus er konstrueret af computereksperten Francisco Vico og et ingeniørteam fra Malagas universitet. Den er opbygget af 352 AMD-processorer og anvender styresystemet Debian GNU/Linux. Lamus har en ram-hukommelse på 704 GB og en lagerhukommelse på 70 TB. Softwarealgoritmerne genererer først tilfældige temabidder af forskellig længde og arrangerer dem derpå i overensstemmelse med gældende musikalske regler.

Det ligner virkelighedens kompositionsteknik, idet eksempelvis en musikform som en fuga også er skabt over et kort grundtema, der udvikles og udvides gennem kompositionen. På samme måde opbygges også sonater, etuder og suiter mv. efter helt bundne regler.

Forholder sig til den fysiske verden 

Melomics tager desuden hensyn til, hvordan de enkelte stemmer kan spilles på ægte instrumenter af menneskelige musikere. Visse tonemønstre er for eksempel ikke fysisk mulige at spille på violin. Det er noget, som mange menneskelige komponister ofte glemmer. Det kan let forekomme, hvis pianister skriver for strygere eller omvendt, for pianister har også kun ti fingre og kan derfor ikke anslå otte toner med én hånd.

Den professionelle komponistsoftware Melomics fås også i forskellige, lettere versioner blandt andet som apps til mobiltelefoner.

Det er netop sådanne finesser, der har fået mange musikeksperter til at tro på, at det ikke kan være algoritmer, der har skabt musikken, men en erfaren, uddannet musiker. Selve kompositionen klarer Lamus på et minuts tid, men så tager det computeren yderligere omkring 8 minutter at arrangere og omsætte musikken til noder og udskrive et partitur.

Se også:  Her er den danske pris på Sonys nye topmobil - lavere end ventet

En tidligere søstercomputer og forløber for Lamus, Melomics109, kan også komponere, men har slået sig på mere populær slagermusik, så den har ikke opnået samme status. Til gengæld har Lamus’ præstationer høstet så bred anerkendelse fra både musikere og publikum, at man næsten kan sige, at denne computer (og dens specielle musiksoftware) har bestået Turing-testen, hvad musikalitet angår.

Skepsis overfor at computeren er blevet musikalsk 

En del kritikere har anført, at indtil Lamus barsler med musik, der kan sammenlignes med stykker af Mozart og Beethoven, må enhver bevare en sund skepsis over for computerens mulige musikalske evner. Men Francisco Vico mener, at Lamus ikke så meget skal betragtes som komponist som sådan, men snarere som en slags fabrik for musikalske ideer, som levende musikere kan udnytte til inspiration. Derfor har han oprettet et firma, Melomics Media, der udbyder melodier og temastumper fra Lamus’ ”hånd” til to dollar pr. styk. Han har også udviklet forskellige apps, der kan tilpasse disse melodibidder til brugerens behov.

Det får dog igen nogle til at frygte, at Melomics kan gøre rigtige komponister og arrangører arbejdsløse. Ikke mindst professionelle leverandører af filmmusik og musiktemaer til tv og computerspil kan i hvert fald teoretisk nu blive udkonkurreret af et computerprogram, der kan skrive royaltyfri symfonier og musik til en hel spillefilm på otte minutter og ikke behøver løbende andel af indtægterne.

Computeren bliver musikalsk: Emily og Sony er med på vognen
Spanske Lamus er ikke alene om computerkompositioner.

Allerede i 1990’erne udviklede musikprofessoren David Cope fra UC Santa Cruz musikprogrammet “Emily Howell”. Emily er en slags interaktivt interface, der komponerer musik på basis af forskellige temaer, der er skabt af et tidligere musikskriveprogram ved navn ”Experiments in Musical Intelligence” (EMI). Men Cope har udviklet programmet, så det også kan modtage og reagere på feedback fra hjemmesidens besøgende, og det har ført til en egenartet stil. Emily Howells første album ”From Darkness Light” fra 2010 opfattes dog generelt som ret søgt og kontroversielt.

Musikprogrammet Emily Howells første album fra 2010 opfattes i dag som et spændende, men ikke specielt vellykket eksperiment bedømt med musikalske alen.

Brug AI og avanceret algoritmer

Senest har forskere ved Sony CSL Research Lab skabt en række melodier, der er de første, der udelukkende er blevet til med brug af AI (kunstig intelligens). Til formålet har forskerne udviklet programmet FlowMachines, der er et projekt under det franske universitet Pierre et Marie Curie. Der er tale om en avanceret algoritme, som kan producere nye melodilinjer og temaer på basis af en kæmpe LeadSheet-database med 13.000 sangnumre i så forskellige stilarter som jazz, pop og latin.

Se også:  Sony WH-H910N [TEST]: Spraglet hovedtelefon med punch i gengivelsen

Disse temaer kan en menneskelig musiker så arrangere og udskrive med melodilinje og becifringer Altså hjulpet af et intelligent program ved navn FlowComposer. FlowComposer. Dette gør det muligt at få udskrevet nodeark (lead-sheets) med forskellig harmonisering i forskellig stilart og dermed få skabt mange variationer af samme melodi.

Moderne musikcomputere kan sagtens omsætte noder til musik. Samlet kan de to programmer vel nærmest betegnes som en hjælper for kreative musikere, der nu kan komponere numre ved blot at vælge en stilart og nummerets længde i minutter.

Endnu et program (Rechord) fra Sony-laboratorierne kan sammenligne de fremkomne leadsheets med bidder af optagelser af andre sangnumre for at se, om dette kan føre til videre udvikling af numrene. Programmet er i stand til at frembringe musikalsk akkompagnement ud fra forløbet af akkordrækker.

Musikprofessoren David Cope skabte allerede I 1990’erne musikprogrammet Emily Howell.

1 2 3 4Næste

TAGS
Computeren bliver musikalsk
Emily
Musik Algoritmer
Sony

DEL DENNE
Share


Mest populære
Populære
Nyeste
Tags

Find os på de sociale medier

Modtag dagligt IT-nyhedsbrev

Få gratis tech-nyheder i din mail-indbakke alle hverdage. Læs mere om IT-UPDATE her

Find os på FaceBook

AOD/AOD.dk

Brogårdsvej 22
DK-2820 Gentofte
Telefon: 33 91 28 33
redaktion@aod.dk

Audio Media A/S

CVR nr. 16315648,
Brogårdsvej 22
DK-2820 Gentofte
Telefon: 33 91 28 33
info@audio.dk
Annoncesalg:
Lars Bo Jensen: lbj@audio.dk Telefon: 40 80 44 53
Annoncer: Se medieinformation her


AOD/AOD.dk   © 2020
Privatlivspolitik og cookie information - Audio Media A/S