Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Hands on: Flyv mere præcist med interaktiv solbrille

Især for professionelle dronepiloter kan solen være en generende faktor under arbejdet. Men heldigvis kan Augmented Reality løse problemet. Alt om DATA har testet Moverio BT-300 fra Epson, der er dyrt, men godt.

Af Henrik Malmgreen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Når først man har prøvet at flyve med drone, skal man være mere end almindelig hård om hjertet for ikke at falde pladask for denne teknologi, der både kan benyttes til sjov og leg, men så sandelig også til mange seriøse formål.

Især i forhold til dem, der skal benytte en drone professionelt, gør et enkelt stort irritationsmoment sig dog gældende - selv med solskygge kan det i kraftigt sollys være endog særdeles svært at følge flyvningen på mobilens skærm. Problemet er knapt så stort, hvis man benytter tablet, da skærmen her er større, men til gengæld kan den være klodset og ikke mindst tung at have siddende oven på sin fjernbetjening.

Man kan selvfølgelig købe sig en mini-tablet, men en endnu smartere løsning, der kan eliminere problemet med genskær fra sollyset, er i stedet at investere i en AR-brille. AR står for Augmented Reality og betyder, at du dels ser, hvad dronen ser, direkte på brillen, samt dels kan kigge gennem brillen og se, hvor dronen fysisk befinder sig.

Især til racerdroner benytter man ofte lukkede skærmbriller, hvor man udelukkende oplever flyvningen gennem dronens kamera, og det er da også fint nok til f.eks. konkurrencer i en sportshal. Men til flyvning i det offentlige rum, er det et krav, at du - med mindre du har specialcertifikat - hele tiden kan se dronen fysisk.

Kampen for at finde skygge

Det kan du i sagens natur ikke med en lukket skærmbrille, og derfor er de transparente AR-briller en fortrinlig løsning. De er naturligvis ikke kun opfundet til flyvning med droner, men benyttes eksempelvis også af montører, der under arbejdet både kan se, hvad de laver med hænderne og kan bladre rundt i digitale monterings- eller installationsvejledninger. En AR-brille fungerer imidlertid rigtig godt til droneflyvning, og efter testen af Moverio BT-300, kunne jeg sagtens forestille mig, at en AR-brille bliver et fast tilbehør til min DJI Phantom 4 Pro og fotografiske opgaver.

Jeg har mange gange vendt fjernbetjeningen og smartphonens skærm eller ledt desperat efter en lille smule skygge for at kunne se, hvad det egentlig er, jeg filmer. For selv om jeg naturligvis kan se dronen i det fjerne, skal jeg jo også præcist kunne vurdere mine optagelser, både når det gælder kameraføring og komposition.

Det kan faktisk være ganske svært i kraftigt sollys - ikke kun på grund af reflekser på skærmen, men også fordi man det ene øjeblik misser med øjnene mod solen for at se dronens placering, og det næste mere eller mindre blændet kigger ned på skærmen.

God ergonomisk fornuft

Også ergonomisk er der god fornuft i at benytte en AR-brille, fordi man er fri for hele tiden at skifte mellem at kigge ned på smartphonens skærm og kigge op for at følge med i, hvor dronen befinder sig. Med Moviero BT-300 leveres to forskellige solbrilleforsatser, og jeg følte størst komfort ved at benytte den mørkeste, da man med den i sagens natur får det tydeligste billede på brillen i kraftigt sollys. Og skulle man i et øjeblik miste orienteringen i forhold til dronens placering, er det blot at kigge over kanten på den forholdsvis smalle brille.

Moviero BT-300 er faktisk en selvstændig computer, og via Epsons egen appstore - Moverio Apps - er det blot at hente DJI-appen og køre installationsprocessen. Betjeningsmæssigt er der ikke den store forskel i forhold til betjening på smartphone bortset fra, at man peger og klikker på den trackpad, der er monteret på fjernbetjeningen, i stedet for på smartphonens skærm. Skulle man ønske at skjule alle funktioner og menuer, er det blot at tappe to gange på siden af brillen. Så får man fuldskærmsvisning fra dronens kamera.

Godt men dyrt koncept

Alt i alt gør Moviero BT-300 et særdeles fornuftigt indtryk. Eneste minus kan synes en forholdsvis høj pris på 6600 kr. inklusiv moms. Det gør, at det er et stykke tilbehør, der primært henvender sig til professionelle dronepiloter. Til gengæld vil jeg sige, at hvis man er helt afhængig af at kunne levere de helt rigtige optagelser til kunden, er det vigtigt, man ikke blot flyver på må og få. Det skal nævnes, at indtil videre er Epson Moviero BT-300 kun kompatibel med droner fra DJI, men mon ikke andre mærker kommer til senere.

Moviero BT-300 er udstyret med eget kamera og en række sensorer, så brillen naturligvis også kan benyttes til andre formål, men i denne hands on er fokus lagt på samspillet med en drone. Som tilbehør kan fås forskellige solbrilleforsatser fra tredjepartsleverandører, blandt andet med og uden polarisering, samt en holder til trackpaden, så den kan sidde fast på fjernbetjeningen.

Brillebærere som jeg selv kan benytte Moviero BT-300 uden på egne briller, men jeg oplevede at miste en del af synsfeltet i siderne, hvilket er uhensigtsmæssigt i forhold til betjening af funktionerne i DJI-appen. Derfor vil jeg anbefale, at man får lavet et sæt glas i egen styrke til den medfølgende indsats med henblik på at få brillerne så tæt på øjnene som muligt.