Home » Stationær computer » Gunstigt hjemmekontor
Gunstigt hjemmekontor

Gunstigt hjemmekontor

Share

Medions MD8366 er en enkel pc til hjemmekontoret uden dikkedarer, men til en meget fordelagtig pris

Medions nyeste stationære computer, MD8366, er målrettet de brugere, der ved, de vil, og måske især hvad de ikke vil eller har brug for. Den bliver solgt i Aldi-forretninger fra onsdag den 13. juni.

Specifik målgruppe

Det hænder, producenterne tager munden lidt for fuld, når deres produkter skal beskrives. Her er det heldigvis ikke tilfældet, for Medions betegnelse af MD8366 GHz som værende hovedsageligt beregnet til hjemmekontor brug og andre lettere opgaver er fuldt berettiget.

Ud fra specifikationerne kan det udledes, at det ikke er en computer for gamere per se. Den anvendte Intel Pentium-processor lægger op til en ydelse, der ligger lige i underkanten af, hvad man kan forvente af en modsvarende Intel Core i3-processor. Tunge databaser, animationsprogrammer, videoredigering med mere er nok derfor heller ikke lige sagen.

Hvis man derimod søger en billig stationær computer til hverdagsbrug, til at surfe på internettet med og se hd-film på, burde denne computer rent ydelsesmæssigt passe fint ind for mange brugere.

Ud over at anvende computeren til dagligdags gøremål i testperioden har vi kørt en række benchmarks for at få en ide om, hvilke anvendelser den egnede sig til. Vi fravalgte en decideret spiltest grundet specifikationerne og kastede os ud i PCMark Vantage, SiSoftware Sandra, HD Tune Pro samt CineBench. Til slut målte vi energiforbruget i forskellige situationer.

Men inden det kommer, præsenteres de overordnede egenskaber ved Medion MD8366.

Det ydre

Der er ingen tvivl om familieskabet – MD8366 ligner fuldstændig de fleste andre stationære Medion-computere, som er blevet solgt i Aldi. Der er tale om samme computerkabinet i sort stål med sort blank plasticfront.

Sædvanen tro er der to pladser til optiske drev bag vippelåger, hvor der i den øverste er installeret et dvd-multidrev. Under disse befinder kortlæserne sig bag en låge, der ligeledes kan klappes ned. Øverst på fronten er der en usb 3.0-port samt en usb 2.0-port, foruden hovedtelefonudgang og mikrofonindgang. Øverst i toppen af kabinettet befindes Medions dock til eksterne drev sig vanen tro.

De indre værdier

Computerens kabinet er lille, hvilket kan være en fordel, da den ikke fylder meget på bordet. Det begrænser dog i sagens natur, hvor meget man kan proppe i computeren af ekstra hardware, hvis behovet skulle opstå.

Der er på bagsiden fire udvidelsesslots, hvoraf der dog maksimalt kan udnyttes tre, da bundkortet blot har 1 pci-e 2.0 16 slot og to pci-e 2.0 x1 slots. Det vil dog sige, at man kan øge grafikydelsen betragteligt ved at montere et mellemklasse-grafikkort.

Se også:  Guide: 7 tips til et sikkert hjemmekontor

Større kan det ikke blive af pladsmangel samt det faktum, at strømforsyningen blot er på 350 watt.

Man kan i princippet godt forøge mængden af ram til 8GB, dog er der kun to ramslots, der fra fabrikken begge er fyldt.

Der er fire sata-stik på bundkortet og plads til en ekstra 3,5″-harddisk hvis ønsket. Det indre af kabinettet domineres af den store tragt, der udgår fra cpu-køleren og munder ud ved udluftningsgitret i den ene side.

Tilslutningerne bagpå inkluderer fire usb 2.0-porte, vga-stik og hdmi-stik, hvor især det sidste er et plus. Der er desuden ethernetstik og tre stik til audio.

De målte værdier

Ud over at anvende computeren til diverse hverdagsopgaver måltes ydelsen i følgende programmer.

PCMark Vantage viste, hvorledes computeren ville klare sig i en række forskellige dagligdags opgaver af forskellig art. Den samlede score blev på 4.814 PCMarks, hvilket er en acceptabel score i den lidt beskedne ende. Men den passer ganske udmærket med computerens rolle og det faktum, at der er tale om en traditionel harddisk.

I SiSoftware Sandra kiggede vi isoleret på processorens råstyrke. Vi kiggede på den aritmetiske score, der kalkulerede ydelsen for integer-operationer og flydende kommatal-operationer og returnerede en værdi for begge samt en samlet aggregeret score. Den samlede aggregerede score blev på 25,5 gops, alias ”giga-operationer pr. sekund”. Det er langtfra de hurtigste quad core-processorer, men stadig en hel del hurtigere end Atom-processorer og andre dedikerede low voltage-processorer.

Den anvendte Pentium G630 dual core-processor er teknisk set i realiteten en Core i3 uden hyperthreading og uden Turbo Boost, undtagen på grafikkernen, hvor hastigheden kan øges dynamisk fra 850MHz til 1,1GHz ved behov.

I CineBench R11.5 64bit kom OpenGL-ydelsen under lup og desuden også den samlede processorkraft. OpenGL-scoren endte på 7,47fps, hvilket er meget beskedent. Her er ikke tale om voldsomt grafisk overskud.

Der er da heller ikke tale om en computer, der er beregnet til gaming andet end i lettere grad. Cpu-scoren blev på 2,02 point, hvilket viser, at processoren har rigeligt med kræfter til grundlæggende opgaver, men så heller ikke meget mere.

HD Tune 5.00 Pro-testen af harddisken var opmuntrende, i den forstand at den gennemsnitlige læsehastighed ved overførsler lå på 93,1MB/s, hvilket slet ikke er dårligt. I filtesten nående den sekventielle hastighed ved tilfældige skrivninger op på 118MB/s ved læseoperationer og den sekventielle skrivehastighed op på 114MB/s, begge ved filstørrelser på 500MB. Det er absolut godkendt.

Ingen energifrådser

Vi sluttede målingerne ved at måle, hvor meget MD8366 belastede energiforbruget under forskellige forhold. I slukket tilstand trak den 0,3 watt til 0,4 watt, det er ikke meget og løber ikke op i alverden, men er dog set bedre. I idle, hvor computeren står i Windows’ skrivebord uden at lave noget, forbrugte computeren lige i underkanten af 29 watt.

Se også:  Her er 3 ukendte – men gode – videomøde-løsninger

PCMarks gamingtest blev brugt til at presse såvel cpu’s og gpu’s del af processoren, men forbruget steg aldrig over 61 watt. Det vil kunne stige en del ved rigtig tung belastning. Men det er flotte resultater, der viser, at MD6388 er temmelig energisparsommelig i hverdagen.

Yderlige iagttagelser

Foruden computeren følger der tastatur og mus med begge i kablede usb-udgaver, der er en anelse plasticagtige i det, men absolut brugbare. Foruden dette medfølger der gendannelses-dvd med, så computeren kan gendannes, hvis uheldet skulle være ude.

Desuden er der installeret diverse tidsbegrænsede prøveprogrammer samt Ashampoo MediaPack, der er en samling af fuldgyldige programmer.

Computeren larmer under normale omstændigheder ikke. Man kan dog lejlighedsvis høre harddisken ved skriveoperationer. Under vores benchmarkprogrammer, der pressede cpu’en, blev blæserstøjen noget tydelig. Det viser, at kølingen i hvert fald ikke er overdimensioneret.

På den anden side var støjen langt mere begrænset under normal brug, hvor computeren opførte sig noget mere stille.

Til sidst skal den indbyggede WiFi nævnes. Det gør det meget lettere at placere computeren uden hensyntagen til trækning af kabler. I vores test, hvor netværket primært blev brugt til opkobling til internettet, viste det trådløse netværk at være alt andet rigeligt til opgaven. Der er selvfølgelig ingen tvivl om, at ethernetforbindelsen er langt hurtigere, hvis rå ydelse er påkrævet.

Konklusion

Medion MD8366 er ikke for alle, det er en stilfærdig stationær computer, der fungerer godt i rollen som computer til hjemmekontoret. Man kan også se fuld hd-film og anvende andre multimedieprogrammer samt surfe uden problemer. Men til tunge opgaver vil den nok føles for træg.

Det er altså en computer for dem, som ved med sig selv, at deres computerbrug er begrænset til en række hverdagsagtige anvendelser. Det gælder for så vidt sikkert en masse mennesker.

Men selvom ydelsen ikke er i top, er det heller ikke en snegl som visse low voltage-computere. Der er også indført usb 3.0 for hurtig dataoverførsel til og fra computeren. Hdmi-stik er også inkluderet, så computeren hurtigt kan tilsluttes moderne computerskærme i bedste billedkvalitet.

Alt i alt en god allround-computer til næsten ingen penge. Man er så indskrænket, hvad udvidelsesmuligheder angår, men træerne gror som bekendt heller ikke ind i himlen. Til prisen er MD8366 et solidt valg, ingen tvivl om det.

[themepacific_accordion] [themepacific_accordion_section title=”Fakta”]

Specifikationer

[/themepacific_accordion_section] [/themepacific_accordion]


MD8366
4

Alt om DATA siger

Ikke den stærkeste computer, men en prisbombe til hjemmekontoret og andre lettere opgaver.

Sending
User Review
0 (0 votes)
TAGS
Dula Core
Hjemmekontor
Medion MD8366
pentium

DEL DENNE
Share


Mest populære
Populære
Nyeste
Tags

Find os på de sociale medier

Modtag dagligt IT-nyhedsbrev

Få gratis tech-nyheder i din mail-indbakke alle hverdage. Læs mere om IT-UPDATE her

Find os på FaceBook

AOD/AOD.dk

Brogårdsvej 22
DK-2820 Gentofte
Telefon: 33 91 28 33
redaktion@aod.dk

Audio Media A/S

CVR nr. 16315648,
Brogårdsvej 22
DK-2820 Gentofte
Telefon: 33 91 28 33
info@audio.dk
Annoncesalg:
Lars Bo Jensen: lbj@audio.dk Telefon: 40 80 44 53
Annoncer: Se medieinformation her


AOD/AOD.dk   © 2020
Privatlivspolitik og cookie information - Audio Media A/S