Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Gulvslave der vasker dit gulv

Skal du lade din støvsugerrobot få selskab af en gulvvaskerobot? Du vil elske den – Hvis du har pengene og tiden ...

Af Mette Eklund Andersen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Tidligere på året testede vi en gulvvaskerobot til badeværelset, og nu sætter vi fuldblods-vaskerobotten på testbænken ... eller rettere gulvet. Vi var glade for iRobots lille badeværelses/gang-vaskerobot, der kunne vaske rundt om vores toiletkumme og afsløre, hvor dårlig vi var til at vaske gulv. Heldigvis findes der også en voksen version ved navn iRobot Scooba 390, der er klar til at indtage større arealer.

Klargøring
Efter at have ladt robotten op måtte vi et smut forbi manualen for at finde ud af, hvordan man fyldte bæstet. Scooba 390 har nemlig en lidt anderledes opbygning end sin lillebror Scooba 230 og er naturligvis en del større – faktisk på størrelse med almindelige støvsugerrobotter, selvom man kunne have frygtet, at den grundet sin vandbeholdning ville være større.

Vi fandt dog ud af, hvordan vi skulle tage overdelen af robotten fra, så vi kunne fylde den. Herefter var det blot at klikke overdelen på plads og placere den midt i et rum. Robotten kan vaske op til 40 kvadratmeter pr. vaskecyklus, før den futter tilbage til opladeren, hvilket nok er rigeligt til de fleste husholdninger. Lillebroren Scooba 230 kan til sammenligning kun æde snavs i rum på op til 12 kvadratmeter.

Gulvvask
Scooba 390 fungerer ved, at den først støvsuger gulvet, da der er placeret en lille støvsuger i fronten – dermed slipper du for at støvsuge først, medmindre gulvet er meget beskidt. Derefter sørger skrubber for at skrubbe gulvet, og børster prøver at fjerne pletter, inden vandet til sidst bliver suget op igen. Du kan bruge iRobots egen rengøringsmiddel, eller som en iRobot-medarbejder fortalte mig til et pressemøde, blot bruge almindeligt postevand uden tilsætninger eller tilsætte lidt klar eddike.

Vi satte iRobot i gang i et rum på ca. 12 kvadratmeter, og det første jeg bemærkede, var, at den virkede til at larme mere end sine støvsugerbrødre. Som Scoobas robotstøvsugende søskende tager en rengøringscyklus længere tid, end du selv ville gøre, men der er naturligvis den åbenlyse fordel, at du slipper for at svinge moppen og i stedet foretage dig andre ting. Derudover var der et par centimeter rundt i kanterne, hvor robotten ikke kunne nå ind. – Støvsugerrobotterne har derimod den fordel, at de har små roterende børster, der netop kan nå længere ind i kanterne.

Efter vaskerobotten havde været lokalet rundt (jeg stoppede den inden 45 minutter, da alt var vådt), hældte jeg vandet ud, og selvom gulvet ikke nødvendigvis så særligt snavset ud og reelt set burde være vasket dagen før, var vandet overraskende mørkegråt og temmelig beskidt.

Der medfølger en virtuel væg, så du kan afgrænse en del af dit rum, hvor du ikke vil have vasket, eller du kun vil vaske ét rum, men der følger desværre ikke en fjernbetjening med trods prisen. I de fleste tilfælde vil du lade robotten køre sin rengøringscyklus færdig, men i de tilfælde at du vil stoppe den, fordi du f.eks. får et telefonopkald eller andet, så ville det være mere praktisk end at skulle jagte robotten rundt.

Mere hygiejnisk
En af de store fordele ved robotgulvvaskere er, at Scooba 390 har to beholdere. Den ene, du fylder med vand, sprøjter en lille mængde vand på gulvet, og når robotten kører over det, suger den vandet op igen med den anden tank. På den måde søber du ikke gulvet til i beskidt gulvevaskevand, hvilket du jo rent faktisk gør, hvis du selv finder gulvspand og moppe frem. – Ellers skal du i hvert fald skifte vand ved hvert moppetag.

iRobot selv hævder, at det gør gulvet mere hygiejnisk og fjerner op til 98 procent af baktierne på gulvet. Og selvom vi ikke havde midlerne til at undersøge det, virker det som en logisk konklusion, givet du ikke hælder beskidt vand på gulvet. Det kunne måske også forklare, hvorfor vores vand var så beskidt på trods af en nylig gulvvask.

Pengene værd?
IRobot Scooba 390 er ikke billig, og ligesom robotstøvsugerne vil jeg vælge at kalde vaskerobotten et ofte tiltrængt supplement frem for en erstatning for al gulvvask. Robotten kan trods alt stadig ikke komme helt ud i hjørnerne.