Denne udvidelse føjer et ikon til den øverste værktøjsbjælke og viser dermed, hvilke nye e-mails du har. Hvis du klikker på ikonet, bliver der åbnet et lille billede af din indbakke. Her kan du åbne e-mails og besvare dem, hvis der er brug for det. Programmet understøtter også flere konti.
Fraværet af en “Fortryd lukning af fane”-knap og en nemt tilgængelig historikside er måske Firefox’ eneste svaghed sammenlignet med Google Chrome. Du kan imidlertid hente en fiks lille udvidelse ved navn Undo Close Tab. Klik på pileikonet i værktøjslinjen, så bliver den seneste fane, du har lukket, genåbnet. Klik igen, så er det den næstseneste – og så videre. Du kan også højreklikke på den og få en menu, der viser dig alle dine nyligt lukkede faner.