Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Guide: Ud med de digitale distraktioner

Man kommer nemt på gale veje: Man begynder dagen med de bedste intentioner, men inden man har set sig om, har man brugt tre timer på at se popvideoer på YouTube. Det er fint nok, hvis man blot hygger sig, men det er et problem, hvis man hygger sig, mens man faktisk burde arbejde. Cold Turkey Blocker gør det muligt at begrænse hyggen til et nærmere angivet tidsrum.

Af Torben Okholm, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Windows 10’s indbyggede Forældrekontrol dækker et tilsvarende område såsom definering af tidsgrænser, men Cold Turkey Blocker er endnu skrappere: Den fungerer på tværs af webbrowsere og med virtuelle private netværk, og hvis du beslutter dig for at investere i betalingsversionen (Pro), får du nogle virkelig avancerede blokeringsværktøjer. Men som vi skal se i denne guide, er den gratis version utrolig god til at skaffe det værste tidsspilde af vejen og sikre, at man er fokuseret på det, man formodes at foretage sig.

1 Hvilken extension skal du bruge?

Når du første gang installerer Cold Turkey Blocker på dit system, skal du også installere den relevante extension til Google Chrome (eller den browser, du nu bruger) [Billede A]. Cold Turkey Blocker understøtter både Firefox og Opera, men den fungerer desværre ikke sammen med den seneste version af Microsofts Edge-browser. Medmindre du er fanatisk Edge-fan, vil vi under alle omstændigheder anbefale dig at bruge en alternativ browser. Og i dette tilfælde må du blot forhindre dig selv i at falde for fristelsen til at bruge Edge for at omgå blokeringen.

Billede A

2 Installer applikationen

For det første skal du naturligvis hente den gratis version af Cold Turkey Blocker: Gå til https://getcoldturkey.com, klik på den store grønne “Get it now”-knap, og klik så på “Download Now” for at hente “Basic”-versionen. Når Cold Turkey er installeret på dit system, starter du programmet, hvorefter det spørger dig, hvilken browser-extension du vil installere. Klik på den grønne “Install”-knap i det nye vindue, der kommer frem [Billede B], så installerer programmet den relevante extension til din Chrome-, Opera- eller Firefox-browser.

Billede B

3 Slå din extension til

Du skal først slå din extension til, og det gør du ved at klikke på “On/Off”-knappen, så den ikke længere er grå. Du kan altid komme til denne side ved at skrive “chrome://extensions” i adressefeltet [Billede C]. Du skal også huske at klikke på “Details”-linket under Cold Turkey-ikonet, fordi der er en vigtig indstilling, vi skal slå til.

Billede C

4 Slå incognito til

Godt og vel halvvejs nede i extension-menuen finder du valgmuligheden “Allow in incognito” [Billede D]. Den skal være slået til, for ellers kan du eller en hvilken som helst anden person omgå Cold Turkey ved at sætte Chrome i incognito-tilstand, programmets privat-browsing-tilstand. Hvis du ikke tilvælger denne funktion, lukker Cold Turkey automatisk Chrome efter et minut, hver gang du starter den, for at forhindre potentielt uønskede narrestreger.

Billede D

5 Definer distraktionerne

Når du har sørget for, at Cold Turkey nu kan fungere i incognito-tilstand, kan du vende tilbage til desktop-applikationen. Fra Dashboard-skærmbilledet klikker du “Block Lists” [Billede E] for at begynde at finde ud af, hvordan du gør din dag distraktions-fri. Cold Turkey Blocker omfatter som standard en foruddefineret liste over tidsspildende websites såsom Netflix, diskussionsfora og clickbait-websites. Klik på “Edit”, hvis du vil se blokeringslisten eller tilføje dine egne fravalg.

Billede E

6 Skræddersy listen

Hvis du vælger betalingsversionen, kan du foroven se fire kategorier: “Websites”, “Apps”, “Win 10 Apps”, der blokerer applikationer, der ikke er exe-filer, og “Exceptions” [Billede F]. Den sidste kan du bruge til at hvidliste bestemte websider og programmer. Du vil for eksempel måske blokere Reddit, men stadig have mulighed for at gå til http://reddit.com/r/getmotivated. Det er en fiks lille funktion, men den gør programmet lidt ufleksibelt, hvis man ikke har betalt for det. Prisen er i øjeblikket 19 dollars for Pro-versionen, og det er en engangsbetaling.

Billede F

7 Indstil blokeringen

Nu, da vi har redigeret vores undtagelser, er tiden inde til at indstille blokeringen. Klik på “Timers”-ikonet for at indstille sluttiden for din distraktions-fri periode. I hovedskærmbilledet vælger du “Start a timer” og klikker på kalenderen under “Block Until.” Dernæst klikker du på datoen og på det tidspunkt, hvor din distraktions-fri periode skal slutte [Billede G]. Klik først den store “Status”-knap fra “Off” til “On”, når du er sikker på, at du har indstillet dato og tidspunkt rigtigt for din distraktions-fri periode.

Billede G

8 Tænd for sagerne

Når det hele er på plads, og du har trykket på den store røde knap og har filtre og timere slået til, sker der dette, hvis nogle – herunder dig selv – prøver at besøge et af de sites, du har begrænset adgangen til: I stedet for Netflix, for eksempel, får man et motiverende citat, der skal opmuntre os til at være mere produktive [Billede H]. Beskeden kommer frem ved ethvert forsøg på at få adgang, indtil den distraktions-fri periode slutter.

Billede H