Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Guide: Træk lyden ud af en videofil

Du har et dejligt stykke musik, som du gerne vil lytte til. Det eneste problem er, at det ligger på en video. Men giv ikke op: Du kan trække lydsiden ud af videoen med for eksempel Pazera Free Audio Extractor.

Af Redaktionen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Pazera Free Audio Extractor finder du på www.pazera-software.com/products/audio-extractor. Her benytter vi den portable 64-bit version.

1 Rip en optisk disk

Hvis den audio, du vil hente, ligger på en optisk disk, skal du først rippe tracket til video. Download og installer MakeMKV (www.makemkv.com), der virker med både dvd og Blu-ray, og som laver en ukomprimeret kopi i mkv-format, som Pazera kan læse.

Efter start sætter du disken i drevet, åbner MakeMKV og klikker på drevikonet for at læse diskens indhold. Dernæst vælger du titlen, idet du bruger dens størrelse som rettesnor (eller rip alle tilgængelige titler, hvis du ikke er sikker).

For at forhindre forvirring senere hen kan du pakke hver titel ud og fravælge alle audiotracks på nær det, du vil beholde. Når det er gjort, vælger du en mappe på drevet og klikker på knappen “Make MKV” for at rippe den.

2 Vælg de tracks du vil hente

Uanset om du har rippet en disk eller har en eksisterende videofil ved hånden, er dit næste skridt at starte Pazera Free Audio Extractor. Klik på knappen “Add files” for at gennemse og vælge den video, der rummer den lyd, du ønsker. Hvis den pågældende film er delt op i flere kapitler, finder Pazera dem og opregner dem under hovedtitlen.

Pazera går faktisk endnu længere og vælger automatisk hvert enkelt kapitel i stedet for hovedfilen, og det betyder, at der bliver oprettet separate audiofiler for hvert kapitel i din film. Hvis du hellere vil hente hele audiotracket eller ønske at uddrage en specifik del af filmen, højreklikker du på et af sporene og vælger “Invert selection” eller trykker Ctrl-I [Billede A] for at vælge hovedfilmen i stedet for dens enkelte kapitler.

Billede A

Hvis du vil gemme audio fra en specifik del af filmen, skal du identificere de nøjagtige start- og sluttidspunkter i timer, minutter, sekunder og (valgfrit) millisekunder fra filmens begyndelse.

Det gør du ved at åbne din videofil i en filmafspiller med en tidslinjeskyder, der viser tiden – Windows 10’s Film & TV-afspiller går for eksempel ned til sekundniveau.

Hvis du ønsker endnu større kontrol, kan du prøve VLC Media Player. Vælg Playback > Speed > Slower, hvis du døjer med at finde de nøjagtige start- og sluttidspunkter, og installer Time-add-on’en, hvis du vil have vist den aktuelle tid i millisekunder med henblik på et mere præcist valg [Billede B].

Billede B

3 Indstil grundlæggende parametre

Du vil bemærke fire faner, der kan foldes ud, i feltet til højre. Fold først “Output” ud for at vælge, hvor du vil gemme din konverterede fil. Klik på rullemenuen “Output directory” for at vælge en anden mappe, end den videoen i øjeblikket ligger i.

Du kan også vælge at omdøbe filen ved at føje et præfiks og/eller suffiks til det eksisterende filnavn – vælg enten din egen navnekonvention, eller klik på pil ned for at tilføje et tidsstempel eller et outputformat.

Hvis du hurtigt vil vælge et forudindstillet audioformat, folder du “Profile” ud og klikker på rullemenuen for at fremkalde et udvalg af almindelige outputformater fra mp3 til wav og færdige indstillinger, der bygger på den ønskede kvalitet. Vælg en profil, du vil bruge som skabelon til din audiofil, og gå videre.

4 Indstil encoder

Fold nu “Audio”-sektionen ud. Efter at have bekræftet (eller ændret) dit outputformat skal du justere visse andre indstillinger – i mange tilfælde kan de automatiske indstillinger fint bruges, men du vil måske gerne prøve forskellige indstillinger (hvis du for eksempel henter musik i et surroundsoundformat, og du gerne vil mixe den ned til en basal stereooptagelse med to kanaler).

Der er en hel sektion med encoder-indstillinger til avancerede brugere – der er et emne, du kan vende tilbage til, hvis din hentede audiofil ikke lyder så godt, som du havde forventet. Lige nu skal du lade de fleste audioindstillinger stå på auto (en undtagelse kunne være rullemenuen “Audio Channels” til at indstille den førnævnte tokanal-stereoindstilling), og rulle ned.

Med en volumenskyder kan du øge trackets lydstyrke (op til tre gange det originale lydstyrkeniveau) eller mindske den (vælg et tal mellem 0 og 0,99). Begynd med 1 x – det kan du eventuelt senere justere.

Hvis din videofil skulle indeholde flere audiotracks, klikker du i rullemenuen på “Audio track to convert” for at bekræfte, at det er det korrekte track, som er blevet valgt.

Hent audio fra onlinevideo

En anden rig kilde til audio er onlinevideoer. Det kan lade sig gøre at downloade videoen og derefter hente audiodelen ved hjælp af Pazera Free Audio Extractor, men en endnu bedre fremgangsmåde er at installere et dedikeret værktøj til download og udskilning af audiosporet på én gang.

Et sådant værktøj er 4K YouTube to MP3 (www.4kdownload.com/products/product-youtubetomp3). Til trods for dets navn understøtter programmet en lang række onlinekilder, herunder Soundcloud, Vimeo, Facebook og Flickr, og det kan konvertere til OGG og M4A, foruden mp3.

Efter installationen starter man programmet og klikker “Preferences” for at indstille det valgte format, kvaliteten (standardindstillingen er “original”) og outputmappen. Find så det videoklip, som indeholder den audio, du ønske at udskille, i din browser, og kopiér URL’en til Udklipsholder. Gå så tilbage til 4K YouTube to MP3, og klik på knappen “Paste Link”. Læn dig tilbage, og vent på, at filen bliver downloadet og konverteret.

5 Indstil time offset

Fold fanen “Additional settings” ud. Her kan du angive et start- og sluttidspunkt. Man kan skrive det ene eller dem begge. Ingen starttidsangivelse betyder, at man henter alt fra begyndelsen af filmen til den tid, der er specificeret i “End time offset”, og det modsatte gælder også: Hvis du angiver et “Start time offset”, men intet “End time offset”, bliver alting efter dit starttidspunkt gemt i audiofilen [Billede C].

Skriv dine ønskede tal i felterne “Hours”, “Min”, “Sec” og – hvis det er muligt – ”Millisec”, og klik på knappen “Play” foroven i hovedvinduet.
Det starter afspilning fra nøjagtig det tidspunkt, der er angivet under “Start time offset”, og du kan således bekræfte (eller ændre) det punkt, hvor din audiofil begynder.

Billede C

6 Udskil din audio og afprøv den

Gennemgå dine indstillinger endnu engang, og klik “Convert”. Dit track bliver hentet på få sekunder [Billede D]. Afspil nu den hentede audiofil for at høre, hvordan den lyder. Er den for lav? Brug “Volume Slider” under “Audio” til at skrue op for lyden, og prøv igen.

Er lydkvaliteten ikke god nok? Du oplever måske forvrængning, hvis lydstyrken ikke er konsistent. Prøv en anden profilindstilling, eller udforsk encoder-indstillingerne, og prøv ikke-automatiske indstillinger for at se, hvad der sker.

Billede D

Når det gælder om at forbedre kvaliteten hos mp3-filer, burde de fleste valgmuligheder under “Audio” mere eller mindre give sig selv. I de fleste tilfælde vil det forbedre situationen at vælge højere tal såsom bitrates, bitdybde og sample-frekvenser, til trods for at det betyder forøgede filstørrelser.

Endelig gælder det, at jo mere processorkraft og ram man har, desto hurtigere går udskilningsprocessen – vores 32 GB Ryzen 7 2700-pc udskiller audio ved omkring et sekund for hver minut af lyd. Det gør det praktisk muligt at eksperimentere med forskellige indstillinger, indtil man har fundet den ideelle audioudgave, man ønsker sig.