Home » Hardware » Guide: Tag perfekte backups
Guide: Tag perfekte backups

Guide: Tag perfekte backups

Share
Op i skyen

Hvis du er ude efter den ideelle backup-kombination, er den ultimative løsning offsite-backup. For de fleste vil det indebære en cloud-baseret tredje kopi af alle filer, fotos eller indstillinger. Cloudlager er eksploderet i de seneste ti år og har udviklet sig til en branche, der jonglerer med mange milliarder. Hvis du har brug for omfattende offsite-backup, kan du vælge mellem mange cloudtjenester: Amazon S3/Glacier, Rackspace, Microsoft Azure, IBM, Oracle og flere andre.

Disse tjenester er dog beregnet til backup på mere professionelt niveau, og her vil vi koncentrere os om lettilgængelige forbrugerløsninger, der kombinerer cloudlager med et desktop-synkronise-ringsværktøj. Heldigvis har Microsoft – uden skjulte motiver – inkluderet sit eget OneDrive-redskab i Windows. Det giver automatisk mulighed for cloud-synkronisering af alt, hvad der ligger i OneDrive-mappen. Dyk ned i OneDrive-notifikationsikonet.

Windows! Hjælp os med at redde vores filer.

Her kan du udvide denne “backup”-beskyttelse til også at omfatte de kendte mapper Dokumenter, Skrivebord og Billeder. Så længe dine dyrebare filer er lagret her, har du også potentielle cloudbackups af dem. Microsoft tilbyder 5 GB lagerplads gratis, mens 50 GB koster 14,69 kr. pr. måned. Hvis du vælger Office Online, får du 1 TB for 549 kr. pr. år eller 799 kr. for 5 TB (op til fem brugere).

Hvis du føler dig hjemme i Googles økosystem, vil du sikkert gerne prøve værktøjet Google Backup and Sync tool (www.google.com/drive/download). Det er en anelse mere fleksibelt end Microsoft OneDrive af den enkle årsag, at det omfatter muligheden for at tilføje enhver mappe, der skal synkroniseres med din konto. Som vi beskriver i “Cloud”-boksen til venstre, omfatter tjenesten mulighed for at uploade fotos og få adgang til ubegrænset lagerplads til dem, forudsat at du bruger tjenestens kompressionsprogram.

Gratis cloud

På alt om DATAs redaktion bryder vi os ikke om at blive kaldt fedtede, men der er afgjort en række gratis cloudtjenester, som du trygt kan bruge til backup af specifikke filtyper. De rummer ofte et nyttigt offsite-alternativ og andre tjenester. Men hvis dine data betyder virkelig meget for dig, vil vi på det varmeste anbefale, at du overvejer at betale for en egnet tjeneste – hvis et produkt er gratis, er det dig, der er produktet.

Lad os begynde med at nævne, at Google Photos tilbyder ubegrænset gratis fotolagring, når du vælger tjenesten “compressed”. Google har gennemgået bjerge af avanceret research i billedkomprimering, og du kan sandsynligvis ikke se forskel. Her får man også gratis 1080p-videolager til klip på under 30 minutter. Det formodes at passe til brug af Android-enheder.

Et godt alternativ er Flickr, der nu tilhører det ikke-hackede SmugMug i stedet for Yahoo, og man får 1 TB lagerplads, hvilket slet ikke er så ringe. Hvis vi vender tilbage til Google, tilbyder Google Play Music gratis lager til 50.000 numre, hvis du ikke hører til typen, der får svip af tilbagevendende opfordringer til at abonnere på betalingsversionen, som ikke har nogen begrænsninger. Tjenesten understøtter mp3, aac, WMA, flac, Ogg og ALAC, og de enkelte numre kan fylde op til 300 MB.

Se også:  Pc’ens fantastiske historie

Der er et uploader-værktøj, som kan kværne løs med uploading i baggrunden. Til almindelig lagring er der en tilbøjelighed til at vælge den gratis tjeneste Mega.nz, som leverer 50 GB gratis lager via sin ret fikse desktop og de mobile systemer. Hertil kommer et væld af tjenester som Box, pCloud og MediaFire, der tilbyder omkring 10 GB gratis plus betalingsversioner. Og så er der naturligvis det, som Microsoft OneDrive og Google Drive har at tilbyde.

System-images

Det er et spørgsmål om tid versus anstrengelser: Hvor lang tid tager det at lave og gendanne et komplet system-image versus installation fra grunden? Det første kan lyde som det hurtigste, men man skal huske, at der vil være et væld af opdateringer og patches, der skal på plads, og en frisk installation kan håndtere det langt mere ubesværet. Microsoft prøvede at skubbe folk væk fra system-images, da man lancerede Windows 8, ved helt at aflive det gennemprøvede og driftssikre Windows 7 Sikkerhedskopiering og gendannelse.

Det var et fint system, der oprettede et image af systemdrevet på et lokalt drev, en netværksdeling eller en række dvd’er via Øjebliksbillede – på den måde kunne man blive ved med at arbejde på systemet. Det var “nemt” at gendanne dette image via den systemgendannelsesdisk, som man blev opfordret til at lave, når et image var færdigt.

Efter megen jammer og tænderskæren genindførte Microsoft heldigvis systemet i Windows 8, og det er gemt af vejen i Windows 10 under den traditionelle
Kontrolpanel-sektion i “System og sikkerhed > Sikkerhedskopiering og genoprettelse (Windows 7).”

Rene tekst-grænseflader. Savner vi dem?

Der er en begrænsning ved et Windows-systemimage: Der er ingen valgmuligheder. Det affotograferer hele systemdrevet, og man kan ikke gendanne enkelte filer. Det tager også kun backup af roden af et udvalgt drev, samtidig med at det insisterer på at få et netværksbrugernavn og kodeord til netværksdelinger – også selvom det har offentlig adgangsrettigheder. I dette tilfælde skal man angive fjernsystemets standard-brugernavn og kodeord.

Windows har også en mulighed for at oprette en bootbar gendannelses-dvd, hvormed man kan gendanne sit system-image. Vi anbefaler varmt, at du gør det, fordi vi tidligere har haft kvaler med at prøve at gendanne images, der adskiller sig fra den installerede version af Windows. Marker den tydeligt, og gem den et sikkert sted.

Når du vil gendanne din pc, har du to valgmuligheder. Den ene er at reboote med din gendannelses-dvd, den anden er at starte Windows i Genoprettelsestilstand. Hvis Windows kan køre, åbner du Start-menuen, skriver “Indstillinger for genoprettelse”. Under “Avanceret start” vælger du “Genstart nu”.

Vælg “Fejlfinding > Avancerede indstillinger > Gendannelse af system-afbildning.” Nu genstarter Windows i Genoprettelsestilstand. Drevet med dit system-image skal være sluttet til din computer. Følg anvisningerne, så bliver dit system-image gendannet.

Se også:  Her er de bedste gratis-programmer lige nu

Der findes et Linux-baseret open source-projekt ved navn CloneZilla (fra den tid, da alting skulle hedde noget med zilla), som vi tøver lidt med at anbefale det. Det er mere fleksibelt end Windows’ løsning, når det gælder det, der bliver afbildet, og hvordan det bliver gemt, men det er mindre praktisk, fordi man skal boote en live disc.

Og endnu mere irriterende er det, at det er vanvittig indviklet på en måde, som kun Linux-folk kan finde ud af. Hvis du ikke bliver skræmt af drev, der hedder sda, og af at partitionerne hedder sda1 eller sda2, gør det arbejdet med at afbilde et drev eller klone det lettere. Det afhænger naturligvis af, hvordan du definerer ordet “let”.
Nu ved du, hvordan du får det hele sikkerhedskopieret, klonet, afbildet og sendt op i skyerne med så lidt besvær som muligt. Gør det!

Backupteori

Det er ikke alle backups, der er født lige. Der findes meget forskellige former for “backups”, afhængig af tilgangen og formålet. Den specifikke type backup kan ændre overførslen og måden, sagerne bliver lagret på. Det vil derfor være en god ide at kaste et hurtigt blik på de forskellige fremgangsmåder. Vi har i denne artikel navnlig beskæftiget os med aktive backups, og vi begynder med dem.

Som navnet antyder, er der tale om identiske filer af aktivt brugte system- eller datafiler. De står i modsætning til arkivbackups, som vi kommer ind på om et øjeblik. En aktiv backup tilstræber at tage backup af alle filer, hvorefter den håndterer up to date-versioner af dem i overensstemmelse med et skema, der er defineret af brugeren. Arkivbackups adskiller sig fra de aktive, idet de kun beskæftiger sig med data, der ikke længere er i aktiv brug, men det er stadig nødvendigt at opbevare kopier af dem.

De angår primært virksomheder, men også enkeltpersoner, der ønsker sikker opbevaring af økonomiske eller juridiske dokumenter, beskeder og så videre. Her er der brug for en anden tilgang end aktive backups, når der gælder pålidelig langtidsopbevaring. Synkroniserede filer er en moderne variant af den aktive backup. Den gør det muligt at få adgang til en fil fra en hvilken som helst lokation, og filen kan også forblive den samme på flere lokationer.

Dropbox er et klassisk eksempel, men moderne “office”-tjenester som Google Drive leverer noget lignende, blot med multibruger-adgang og versionering. Synkroniserede tjenester kræver typisk en internetforbindelse til at køre backuppen, medmindre man kører en lokal tjeneste såsom Own-Cloud eller Nextcloud.

Det er bedst at køre en aktiv backup over et lokalt netværk eller et kabelforbundet drev, men til mere begrænsede formål vil en cloudtjeneste være tilstrækkelig. Man kan overveje redundans på backupmediet, for eksempel raid. Arkiver kan man med fordel lagre offsite – en cloudtjeneste vil være ideel – og hvis dataene er uerstattelige, vil et bitrot-genkendende filsystem som ZFS eller Btfs være at anbefale.

TAGS
backup
pc
Tips og trick

DEL DENNE
Share


Mest populære
Populære
Nyeste
Tags

Find os på de sociale medier

Modtag dagligt IT-nyhedsbrev

Få gratis tech-nyheder i din mail-indbakke alle hverdage. Læs mere om IT-UPDATE her

Find os på FaceBook

AOD/AOD.dk

Brogårdsvej 22
DK-2820 Gentofte
Telefon: 33 91 28 33
redaktion@aod.dk

Audio Media A/S

CVR nr. 16315648,
Brogårdsvej 22
DK-2820 Gentofte
Telefon: 33 91 28 33
info@audio.dk
Annoncesalg:
Lars Bo Jensen: lbj@audio.dk Telefon: 40 80 44 53
Annoncer: Se medieinformation her


AOD/AOD.dk   © 2020
Privatlivspolitik og cookie information - Audio Media A/S