Hvis du vil have et billede af det, som findes på din pc-skærm, behøver du ikke finde kameraet eller mobiltelefonen frem. I stedet kan du tage et billede af hele skærmen eller bare en del af den ved hjælp af værktøjer, der er indbygget i Windows. Faktisk findes der adskillige metoder, du kan bruge i Windows, og hvis du anvender et tredjepartsværktøj, vil du opdage, at mængden af muligheder bliver endnu større.
Skærmbilleder er relevante på flere måder. Måske du arbejder på et projekt, hvor du har brug for at henvise til noget på skærmen. Det kan være, du har behov for hurtigt at fange en fejlmeddelelse, der dukker op og forsvinder igen, eller vil dokumentere indholdet på en hjemmeside eller tage et stillbillede fra en film, du ser. Uanset hvad du leder efter, er der forskellige metoder for at tage skærmbilleder. Hver især er de velegnede i forskellige situationer og til forskellige behov.
Den nemmeste måde at tage skærmbilleder på er at trykke på tasten ”Print Screen”. På nogle computertasta-turer hedder den ”Prt sc”, ”Prt scr” eller lignende. Bliv ikke overrasket, hvis der ikke sker noget som helst, når du trykker. Et tastetryk kopierer blot et aktuelt billede af skærmen til Udklipsholder.
Printene (eller aftrykket af skærmen) kan nu importeres til et billedredigeringsprogram. Dette kan være alt fra Paint (følger med Windows 10) til et professionelt program som Adobe Photoshop. Processen er den samme. Åbn programmet, åbn ny fil og tryk på tasterne Ctrl + V, eller vælg ”Indsæt” fra menuen Rediger.
Med ”Print Screen”-tasten kopieres hele skrivebordet. Ønsker du kun at affotografere indholdet af et bestemt vindue, kan du bruge beskæringsværktøjet i din fotoeditor eller vælge tasterne Alt + Print Screen. Herved kopieres kun indhold fra det aktive vindue til Windows’ Udklipsholder.