Naturligvis går vi allerede ud fra, at du har passende hardware – basalt set enhver pc kan gøre det, men ideelt set noget med et eller flere store drev. Vi vil dække RAID, hvilket vil hjælpe dig, hvis et (eller hvis du har valgt flere for ekstra redundans) af dine drev fejler. Husk på, at RAID ikke beskytter imod klodsede sletninger eller endda subtile drevfejl (hvor data i al stilhed bliver korrumperet eller læst ukorrekt).
Den eneste redning i dette tilfælde er regelmæssige backups. Heldigvis kan disse også håndteres af OMV, og flere plugins kan sørge for at kryptere dem og sende dem ud i verden til skylagringstjenester. Hvis du er modig nok til at gøre din NAS synlig for omverdenen (en beslutning, der ikke bør tages alt for uovervejet), kan OMV også håndtere firewall.
Hent den nyeste OMV ISO fra www.openmediavault.org/download.html, og skriv den på en USB-nøgle ved at bruge et værktøj såsom Etcher (det er tilgængeligt på Windows, Linux og macOS på https://etcher.io). Genstart og prøv at overbevise din firmware om at starte det nye medie.
Du er nødt til at slå sikker boot fra, da Debian Linux (som OMV er baseret på) ikke tror på denne funktion. Og før vi fortsætter, så vær klar over, at dit drev vil blive helt slettet. Der er ingen måde at installere det sammen med andre partitioner, så at bruge et stort drev til selve OMV er lidt spildt (det kræver kun omkring en halv GB). Enhver overflødig lagerkapacitet bør bruges til din NAS.
>> Installeren er en meget spartansk tekst-baseret affære, men den er meget ligetil. Bare følg anvisningerne, og du bliver guidet gennem lokaliseringen og indstillingerne. Du bliver bedt om et root-password (som du måske kun skal bruge en enkelt gang eller aldrig, men husk det nu alligevel), og derefter bliver du spurgt om at vælge en lokal spejling (til opdateringer) og specificere en proxy (hvis det er påkrævet). Til sidst er bootloaderen installeret, og du skulle være i stand til at genstarte i OMV.
Forhåbentlig vil OMV starte op uden fejlbeskeder og bede dig om at besøge web-kontrolpanelet. Under denne besked bør du kunne se IP-adressen på din NAS. Hvis den ikke vises (og det sker sommetider, hvis DHCP tager for lang tid), så log ind som root og skriv “ip a“.
På en anden maskine på dit netværk skal du besøge denne adresse i en webbrowser og logge ind med brugernavnet “admin” og password “openmediavault”. Det rootpassword, du oprettede tidligere, er kun til brug for konsol-login, hvilket du højst sandsynligt kun skal bruge, hvis noget går i stykker. Indtil da, så nyd den skønne brugergrænseflade på OMV [Billede A].
Herfra kan du med få klik indstille, hvad der ellers ville tage timer med besværlige kommandolinje-syntakser og tekst-redigeringsværktøjer, der ikke fungerer så godt i en almindelig Linux-distribution. Det første, du bør gøre, er at ændre standard-kodeordet, også selvom du stoler på de folk, der bruger dit netværk.
Det ville være forfærdeligt, hvis noget malware var i stand til at snuppe al din data, fordi det kendte standard-kodeordet. Du kan finde denne indstilling i “General Settings > Web Administrator Password.” Hvis du vælger at gøre din NAS tilgængelig fra hele internettet, er et stærkt kodeord essentielt.