Hvis du vil slippe for, at anbefalinger og andre forslag popper op i Start-menuen, kan du slå dem fra under Indstillinger > Personlig tilpasning > Start. Slå “Vis lejlighedsvis forslag i Start” fra. Hvis du vil undgå alle Windows’ forslag, kan du gøre det med Indstillinger > System > Beskeder og handlinger > Få tip, tricks og forslag, mens du bruger Windows.
Hvis du vil have fuld koncentration, mens du skriver, findes der heldigvis gode distraktionsfri skriveprogrammer. Nogle af dem – som Calmly Writer (www.calmlywriter.com) – er gratis og kører i en browser. Få den op i fuld skærmstørrelse ved at trykke F11. Du kan også vælge Focus Mode og Dark Mode for at fjerne alt andet, end den tekst, du netop sidder og arbejder på.
Hvis du bliver ved med at snuble over YouTube og ikke kan holde dig fra sociale medier, kan du få hjælp udefra i form af appen FocusMe. Den gør det muligt at blokere adgangen til specifikke apps og websider eller hele internettet i et bestemt tidsrum. Den kan også fungere som forældrekontrol. Den er ikke gratis, men måske pengene værd: 3,33 dollar pr. måned.