En del af glæden ved fotografering er at dele billeder med andre. Du kan gøre det på forskellige måder, fra fremvisning af samlingen for venner og familie foran din bærbare pc til et større show med tv og projektor.
Der er selvfølgelig også mulighed for at dele fotos på sociale medier som Facebook, men en anden hurtig og nem måde er via mail.
Det helt centrale, når man sender billeder over mail er og bliver størrelsen.
Billedfiler af høj kvalitet ”skudt” med moderne kameraer og smart-phones kan være umulige at vedhæfte en mail. De fleste mailudbydere har nemlig en grænse for, hvor store mængder data man kan sende i en enkelt mail.
Derfor har vi lavet denne guide. Den viser dig trin for trin, hvordan du reducerer størrelsen på et foto for nemt at sende det til andre ved hjælp af mail.
Den nemmeste måde, hvorpå du kan sikre dig, at mails med fotos ikke kommer tilbage med en fejlmeddelelse, er ikke at vedhæfte for mange fotos ad gangen. Det maksimale antal afhænger af din udbyder, men jo færre filer du vedhæfter, jo større er chancen for, at din mail når frem. Fordel om nødvendigt dine fotos over to eller flere e-mails
Du reducerer nemt filstørrelsen på fotografier ved at mindske deres fysiske dimensioner. Moderne digitalkameraer og smartphones tager billeder i høj opløsning og dermed store filer. I Windows 8 og 10 kan du åbne billeder i den indbyggede billedfremviser og ændre størrelse under Indstillinger, eller du kan bruge en billededitor som Paint.Net til at klare opgaven.