Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Guide: Sådan rydder du op og får mere plads på computeren

Er du ved at løbe tør for plads på dine pc-drev, er det på tide at rydde op. Du bør også sørge for, at den resterende plads er velholdt, så du undgår samme problem i fremtiden. På otte sider får du den store guide til, hvordan du vedligeholder, rydder ud og eventuelt flytter filer, du gerne vil beholde.

Af Natasja Broström, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Overvåg din diskplads

Første skridt er overvågning af dine diske – og at få ryddet ud, når grænsen er ved at være nået.

En advarsel om lav diskkapacitet er sandsynligvis ikke første tegn, du får, om at du er ved at løbe tør for plads. Windows’ advarsel dukker først op, når du har 200 MB eller mindre tilbage af ledig diskplads, hvilket blot er en dråbe i havet.

I stedet opdager du det sikkert først, når du åbner posten Denne pc inde i Stifinder og opdager, at dit drev ikke længere har en fin, blå bjælke, men en rød. Den indikerer, at under ti procent af drevets plads er ledig.

Hvor alvorligt, du skal tage det, afhænger selvfølgelig af drevets størrelse. For eksempel er et 64 GB-drev, som har under 6 GB tilbage, mere bekymrende end et 2 TB-drev med omkring 180 GB ledig plads.

Flere drevalarmer

Windows Update advarer også, når systemet opdager, at der ikke er tilstrækkelig plads til at installere seneste opdateringer. Normalt får du beskeden, når din pc ikke har et ekstra lager tilknyttet, som kan bruges til midlertidig fillagring.

Den kan dukke op, selv hvis der er op mod 11 GB ledig plads på drevet til større funktionsopdateringer. Mere bekymrende er det, hvis beskeden vises, når du prøver at installere en samlet kumulativ opdatering. Det indikerer, at dit drev har mindre end 3 GB tilbage.

En rød bjælke betyder, at der er under 10 procent tilbage af et lagers ledige plads.

Alle computere bruger små gendannelsespartitioner (størrelsen svinger fra 500 MB til en basal Windows-gendannelsespartition op til 8 GB for en partition med de filer, der er nødvendige for at geninstallere Windows).

Nogle gange tildeles gendannelsespartitioner drevbogstaver i Windows; ofte ved en fejl. Fordi de er designet til at gemme specifikke filer og ikke noget andet, kan de næsten fyldes helt op, hvilket resulterer i, at Windows får en advarsel om diskplads med lav plads.

Løsningen er enkel: skriv ”partition” i Proces-linjens søgefelt og vælg ”Opret og formatér harddiskpartitioner” for at åbne Diskhåndtering. Find din gendannelsespartition på listen, højreklik på den og vælg ”Skift drevbogstav og sti”. Klik på knappen ”Fjern” efterfulgt af ”Ja” ved advarslen og til sidst ”OK”. Nu bør du ikke få flere advarsler for dette drev.

Overvåg diskforbruget

Det er fint at være opmærksom på, at ledig plads forsvinder, men hvad optager pladsen? Start her med Windows’ egne værktøjer. Åbn Indstillinger > System > Lager. Efter lidt tid viser Windows, hvilke filtyper der tager mest plads på dit systemdrev.

Du kan se kategorier som ”Apps og funktioner” og midlertidige filer. Klik på ”Vis flere kategorier” for at få en mere præcis liste over forbruget fordelt efter kategorier. For eksempel Mail, Dokumenter og Videoer.

Opsæt Lagerassistenten med Indstillinger > System > Lager. Klik ”Konfigurer Lagerassistent ...”. eller kør den nu”.

Klik på en post på listen, for detaljer og for at rydde op. Hvis dine midlertidige filer æder gigabyte af plads, skal du klikke på posten ”Midlertidige filer” for at rense ud. Bemærk, at de dækker over filer gemt i mappen Overførsler, selvom de som standard er ekskluderet.

Du bør også overveje brug af Windows’ nye Lagerassistent til automatisk at administrere pladsen ved at fjerne midlertidige filer, således at din pc ikke løber tør for plads.

Visuel visning

Selvom Windows kan vise store mapper, er det sværere at danne sig et overblik over de enkelte filer og mapper, der fylder mest. Vil du se dem, kræver det et tredjeparts-værktøj, som leverer en visuel gengivelse af hver fil på din harddisk eller diske i form af blokke, hvor størrelsen på hver blok svarer til størrelsen på den aktuelle fil.

Et gratis værktøj er WinDirStat (https://windirstat.net/), som du kan hente og installere fra dets overordnede hjemmeside eller føje til dine PortableApps for at køre det on-demand. Føj det til dine bærbare apps ved at åbne PortableApps-platformen.

Klik på Administrer apps > Find flere programmer > Efter kategori. WinDirStat ligger under Værktøjer. Højreklik efter installation på programgenvejen og vælg ”Kør som administrator” for at lade værktøjet kontrollere hele drevet.

Får hurtigt plads tilbage ved at tjekke mængden af midlertidige filer på din pc. Herfra kan du vælge, hvad der skal slettes.

Find alternativer

Tjek den trinvise vejledning for at finde ud af, hvordan du bruger det til både at udse og – hvis nødvendigt – slette enkelte filer. Kig i PortableApp efter alternativer, hvis WinDirStats noget specielle grænseflade irriterer dig. Når du har fundet ud af, hvad der fylder, kan du gå videre og beslutte, hvordan du skal tackle problemet.

[su_box title="Overvåg diskpladsen med WinDirStat" box_color="#9c100d" titel_color="#ffffff" radius="1" class="verdict-box"]

1 Få et resume

Med det gratis WinDirStat kan du overvåge alle drev eller fokusere på et enkelt. Vælg og klik på ”OK”. Vent, til WinDirStat afslutter sin analyse, hvorefter du får vist et vindue med tre paneler. Bunden består af et farvelagt ”kort” over din harddisk inddelt efter, hvordan den bruges.

2 Undersøg i detaljer

Klik på et element på kortet for at få vist dets filnavn og sti i øverste venstre rude som en traditionel mappevisning. Højreklik, og vælg derefter ”Zoom in” for at se et kort over næste niveau. Det er enten et specifikt drev eller den mappe, der indeholder den pågældende fil.

3 Fjern store filer

Når du har identificeret en fil, som du synes, det er sikkert at fjerne, vælger du den og åbner så menuen ”Clean Up”. Du kan slette her eller vælge ”Explorer Here” for at åbne et vindue i Stifinder med den overordnede mappe, så du kan undersøge den nærmere.

[/su_box]

Ryd ud på din pc

Før du bruger penge på at investere i mere diskplads, skal du være sikker på, at du ikke rutter med den plads, du allerede har

Windows’ Lagerassistent gør en del af arbejdet med at rydde op. Funktionen er designet til at gøre tredjeparts-programmer som CCleaner overflødige. Start med at slå assistenten til for at frigøre yderligere plads på dit drev.

Naviger til Indstillinger > System > Lager, og klik på linket ”Konfigurer Lagerassistent, eller kør den nu”. Slå skyderen til og vælg, hvornår værktøjet skal køre. Som standard sker det, når du har lidt tom plads på harddisken, men hvis du ønsker en mere forebyggende fremgangsmåde, kan du køre månedligt, ugentligt eller endda dagligt.

Opsat korrekt kan Lagerassistent hjælpe dig med at rydde op og holde drevpladserne ledige.

Filer on-demand

Rul ned for at justere flere indstillinger, for eksempel fjerne midlertidige filer, tømme papirkurven efter en defineret periode og periodisk rense mappen Overførsler.

Du kan også konfigurere OneDrives funktion Filer on-demand, så downloadet indhold vender tilbage til kun at ligge online, hvis det ikke er åbnet i en given periode.

Er du Microsoft OneDrive-bruger, kender du sikkert allerede on-demand. I stedet for at opbevare alt fysisk lagret på din computer, oprettes i stedet en række genveje, som peger på online-filerne. Dermed fylder de kun en brøkdel af pladsen, mens de sikrer, at dine filer altid er tilgængelige (så længe du er på nettet).

Giv dig selv et sikkerhedsnet, før du luger ud i dubletter med AntiTwin.

Åbn en fil på den normale måde, og den bliver downloadet til din pc. Du kan gemme den der på ubestemt tid eller, hvis opsat som beskrevet ovenfor, indtil filen ikke har været i brug i en given periode. Herefter lægger den sig kun online, hvorved du får frigivet plads på din pc, indtil du næste gang åbner filer.

Kontroller, at funktionen er slået til ved at højreklikke på OneDrive-ikonet og vælge Indstillinger > fanen Indstillinger. Tjek, at boksen under Filer on-demand er markeret.

Opspor dubletter

Det er forbløffende, hvor let vi får produceret kopier af filer, eller næsten-kopier af digitale fotos, når vi jagter det perfekte skud. Her kan du med fordel bruge Duplicate Cleaner Free (søg på www.microsoft.com/da-dk/) og AntiDupl (https://sourceforge.net/projects/antidupl/).

Pro-versionen af Duplicate Cleaner (262 kroner på www.digitalvolcano.co.uk/dcpurchase.html?source=dccom) opsporer også filer, som ligner hinanden. Inden du lægger pengene, er det værd at prøve Anti-Twin (www.joerg-rosenthal.com/da/antitwin/).

Arkivér gamle filer

En anden måde at spare plads på er at flytte mapper og filer til et sekundært drev, for eksempel et USB-drev. Er det ikke muligt, sparer du plads ved at zippe sjældent anvendte filer og mapper. Højreklik på emnet eller emnerne og vælg Send til > ZIP-komprimeret mappe.

Vent, mens komprimeringen til en enkelt zip-fil finder sted. Højreklik på den og vælg Egenskaber. Sammenlign derefter størrelsen med den originale fil. Er der en betydelig pladsbesparelse, sletter du den originale fil eller mappe. Gentag for andre emner for at frigøre mere plads.

Symbolsk link

Selvom det ikke er blevet opdateret siden 2010, fungerer værktøjet perfekt i Windows 10. Dine valg er tydeligt markeret, før du tager springet og sletter filer, og når du klikker for at slette, får du muligheden for at flytte dem til en mappe på samme drev. Herfra kan du overføre dem til andre steder, smide dem i papirkurven eller slette dem.

Undersøg også muligheden for at erstatte filen med et symbolsk link til den fil, du har bevaret. Det betyder, at et program, der refererer til den slettede fil, bliver omdirigeret til den bevarede fil, så du kan arbejde med den i stedet.

[su_box title="Fjern dubletter med AntiTwin" box_color="#9c100d" titel_color="#ffffff" radius="1" class="verdict-box"]

1 Vælg harddisk

Start med at åbne AntiTwin. Klik på ”Select folder” ved siden af ”Basic folder” for at vælge roden til dit drev, såfremt kun ét drev skal undersøges. Marker ”2nd folder” for at vælge flere drev- eller mappestier, hvis du vil rydde op i dubletter på tværs af to harddiske.

2 Fokus-søgning

Lad ‘Include subfolders” være markeret, og klik på knappen ”File filter”. Fravælg mindre filer (og gør søgningen hurtigere) med en nedre grænse. Klik i rullemenuen som vist for at vælge type. Marker ”Compare images (pixels)” for søgning efter visuelt lignende billeder.

3 Vælg sammenligningsmetode

Som standard sammenlignes filer kun efter indhold. Du kan dog også sammenligne med navn og størrelse. Med ”Match min” kan du matche lignende, men ikke identiske filer. Det er bedst til billedsøgning. Klik bagefter på knappen ”Search”.

4 Vent tålmodigt

Et statusvindue vises. Bliv ikke overrasket, hvis det en gang imellem fryser, når filer kontrolleres. Du kan altid pause eller annullere søgningen. Når mappeindholdet er læst, tjekkes filer for dubletter og (hvis valgt) for tætte match.

5 Gennemgå resultaterne

Valgte du to stier, så læs advarslen. Du kan klikke på ”OK”, da dette kun er et problem, hvis begge peger mod samme mappe. En liste over grupperede duplikater og lignende filer vises. Sammenlign ved at vælge et billede og få vist et pop-op-vindue.

6 Fjern dubletter

Højreklik på en fil for at beslutte, om du vil beholde eller slette den. Du får også mulighed for at markere mapper som duplikater. Brug bagefter oversigten til at kontrollere, at du har valgt rigtigt, før du sletter ved at klikke på ”Delete selected files”.

[/su_box]

Flyt dine filer

Let belastningen på din harddisk ved at flytte filerne, som fylder. Det kan være til et andet drev eller op i skyen.

Teknologien stiller uundgåeligt øgede krav til din computer, især hvis du har en pladskrævende hobby som spil eller 4K-videoredige-ring. Vil du blot udvide den tilgængelige lagerplads til dine filer, har du grundlæggende to muligheder. Du kan investere i yderligere lagerplads.

Ejere af stationære pc’er skal undersøge, om pc’ens kabinet har plads til en ekstra intern harddisk. Med 4 TB-drev til under 1000 kroner løser du nemt de fleste typer af akut pladsbehov.

Før du åbner tegnebogen, slukker du for pc’en og tjekker, at der er en ekstra drevbakke, som passer til det drev, du har udset dig. Kontroller også, at strømforsyningen har et ekstra SATA-stik (se foto). Hvis ikke, så tag en tur på Google og søg efter ”molex til sata-strømadapter”. Husk, at dit bundkort også skal have et ekstra SATA-stik.

Du har også brug for et SATA-datakabel. Disse kan fås til under 80 kroner, men det skal være til SATA III (6 Gbps), og overvej et rektanglet stik i den ene ende til kontakter, som er svære at nå.

Gem oppe i skyen

Du kan bruge skydrevet OneDrive til at frigøre plads på din computer, men andre tilbyder lignende funktioner i deres betalingsudgaver. Dropbox (www.dropbox.com) kalder den lignende funktion for Smart Sync. Her skal du gå til en mappe inde i din Dropbox-mappe.

Højreklik på den, og vælg Smart Sync > Kun online. Du kan også bruge Præferencer > Synkronisering. Vælg din konto og derefter ”Kun online”. Nu er det standarden for dine filer.

Mountain Duck kan ”mounte” dine skylagre som virtuelle drev. Dermed holdes filer online på et sikkert sted.

Vil du have adgang til mapper i Dropbox på denne måde uden en betalt konto, kan du mod engangsbetaling (35 euro, cirka 260 kroner) bruge et værktøj som Mountain Duck 3 (gratis prøveversion på https://mountainduck.io/).

Med det kan du oprette virtuelle drev med forbindelse til en række online-lagringstjenester. Det understøtter on-demand-adgang som den, der findes i OneDrive på tværs af alle tilsluttede tjenester. Bare sørg for at indstille forbindelsestilstand til ”Smart Synchronization”, første gang du opretter forbindelse til en ny sky-konto.

Alternative opgraderinger

Med hensyn til hastighed er en intern harddisk bedre end en ekstern model, men dette er ikke altid en mulighed i praksis. For eksempel i en bærbar computer. Eksterne drev er mere velegnede til langtidslagring, såsom sikkerhedskopiering eller arkiv. Til nød kan de bruges i det daglige, selvom det stadig er en god ide at opbevare ofte tilgængelige filer på dit interne drev.

Vil du benytte eksterne drev, har du to muligheder: USB eller NAS. Lagre med USB falder hastigt, faktisk er de lidt billigere end interne modeller med priser fra omkring 800 kroner for 4 TB til op omkring 1200 kroner for 6 TB. De fleste modeller har USB 3.0 for bedste ydelse, så sørg for at sætte lageret til en USB 3.0-port (typisk markeret med blåt) på din pc.

Forvent en anelse højere pris for mindre og bærbare-venlige 2,5” eksterne drev. Du kan også benytte en Network Attached Storage (NAS) i stedet. Disse er langsommere, men ved brug af din netværksforbindelse er det et praktisk alternativ, hvis du ikke vil have din bærbare computer permanent tilsluttet et USB-drev.

Når dit nye drev er konfigureret, overfører du data til det. Læs mere i boksen Flyt data til et nyt drev. Her beskriver vi, hvordan du gør for alle dine brugermapper, hvor hovedparten af dine data ligger.

SteamMover giver dig mulighed for at flytte ethvert program på din pc til et andet drev uden geninstallation.

Flyt enkelte programmer

Kører du Windows på et meget lille opstarts-drev, for eksempel 32 GB, er det ikke nok at flytte data fra dit systemdrev. Du vil også snart løbe tør for plads til nye apps og programmer. Er det ikke muligt at opgradere dit systemdrev til en større model, kan du undersøge måder at flytte programmer fra dit systemdrev til dine datadrev.

En advarsel først: I de fleste tilfælde vil dit nye datadrev være langsommere end dit Windows-drev, især hvis du starter fra en ssd. Vær derfor forberedt på ringere ydeevne og søg at bevare apps, du bruger oftest, på dit opstartsdrev.

Der er to måder at flytte på til et nyt drev. Windows Store-apps (inklusive apps som Billeder, der er forudinstalleret på din pc) kan undertiden flyttes via Indstillinger > Apps > Apps og funktioner’. Klik på den pågældende app, og kig efter knappen ”Flyt”. Er den ikke nedtonet, klikker du på den, vælger et drev til flytning og klikker igen på den.

Almindelige programmer er så godt integreret i styresystemet, at du ikke bare kan flytte deres mappe fra Programfiler til dit nye drev. Du kan afinstallere og geninstallere, men prisen er, at du mister dine præferencer, og at programmet tillader, at du selv vælger, hvor det skal geninstalleres.

En enklere løsning er SteamMover (www.traynier.com/software/steammover). Værktøjet flytter programfiler til dit datadrev, men efterlader et symbolsk henvisningslink på dets plads. Genvejen narrer Win-dows til at tro, at programmerne stadig er på dit C-drev, hvorved de fortsætter med at fungere uden problemer. Klik på ”...” under Steam Apps Common Folder og vælg C:\Programmer.

Brug tasten Ctrl til at klikke på de programmer, du vil flytte vurderet ud fra deres størrelse og jævnlige brug, og klik derefter på højre pil for at flytte dem. Skifter du mening, vælger du programmet og klikker på venstre pil for at flytte det tilbage. Windows 64-bit-brugere bør også tjekke mappen C:\Programmer (x86) for 32-bit-apps, der kan flyttes.

[su_box title="Flyt data til et nyt drev" box_color="#9c100d" titel_color="#ffffff" radius="1" class="verdict-box"]

1 Opret en ny mappe

Åbn Stifinder og opret en mappe under brugermappen Dokumenter. Klik på et tomt sted i vinduet og vælg ”Ny” fra funktionsmenuen og derefter ”Mappe”. Læg heri udvalgte filer og mapper, som fylder unødvendigt, eller som du sjældent bruger.

2 Flyt brugermapper

Gå tilbage til Denne pc. Højreklik på Dokumenter, og vælg Egenskaber >
Placering. Klik på Flyt ... for at gennemse og vælg mappen, du lige har oprettet. Klik på ”Vælg mappe” efterfulgt af ”Anvend”.
Klik på ”Ja” for at flytte dine data til dit nye drev.

3 Ryd op og gentag

Gentag nu processen for alle de andre listede mapper. Vær forberedt på at vente, hvis du har store mapper, som skal flyttes til dit nye drev. Fordelen ved processen er, at når du er færdig, har du frigjort plads på dit systemdrev uden at skulle slette noget.

[/su_box]

Opgrader din harddisk

Du kan også øge din diskplads ved at migrere Windows til et nyt, separat drev. Med en ssd får du tilmed et hurtigere fungerende styresystem.

Hvorfor ikke gøre dit pladsproblem til en mulighed? Har du ikke allerede gjort det, har du nu en perfekt lejlighed til at undersøge en af de mest effektive opgraderinger, du kan få for penge: En hurtig ssd til dit Windows og dine programmer. At udskifte en ældre, fodslæbende disk til en ssd er som at forlade stenalderen.

Windows indlæses på under et minut, apps åbnes inden for få sekunder, og dit liv foran skærmen bruges ikke længere på at klikke og vente på, at filer indlæses.

Eksterne drevkabinetter på 2,5” er relativt billige, og du kan nemt skyde dit drev ind i det.

Samtidig rasler ssd-priserne ned; også for relativt store lagere, så tiden må siges at være inde. Fordelen er også, at dit gamle drev kan bruges som dedikeret datadrev, og ved flytning af Windows og andre dedikerede programmer til det nye drev frigives masser af gigabyte.

Valg af rigtigt drev

Processen består af tre trin. Først skal du finde ud af, hvad din pc kan rumme, og vælge det passende drev til opgaven. Undersøg herefter det praktiske ved montering af drevet i din pc. Til sidst udser du dig den bedste metode til at migrere alt (eller nøgleelementerne) fra dit gamle drev til det nye.

Ejer du en bærbar maskine, er du dybest set på udkig efter et enkelt, større drev, som kan rumme Windows, apps, programmer og en anstændig mængde personlige data. Opgaven kan involvere flytning fra en relativt lille ssd (for eksempel 128 GB eller mindre) eller en migrering fra et stort (for eksempel 1 TB eller større), men besværligt drev.

Programmer, som starter med styresystemet, indlæses hurtigt med et NVME-lager som dette Samsung.

Det er altid fristende at spare penge på kort sigt, men strækker du budgettet, får du et bedre og mere fremtidssikret køb. Et 500 GB ssd til cirka 500 kroner bør være minimum. Forøg dit budget til omkring 800 kroner, og du får adgang til flere ssd-drev med 1 TB. Du skal også købe et USB- eller NAS-drev for filer, du bruger sjældnere.

Ønsker du at opgradere en stationær pc, skal du tjekke, om kabinettet kan rumme et drev mere ud over dit nuværende. Sandsynligvis får du her det bedste af to verdner: en ny ssd, der kan være lille (for eksempel 256 GB eller 500 GB for gamere eller de, som kører med virtuelle maskiner), samt at dit gamle drev nu udelukkende bruges til datalagring.

Har du en pc med understøttelse af M2 NVMe-grænsefladen (en lille stik på bundkortet, hvor ssd formet som ram-blokke stikkes i) bør du lægge det ekstra, da denne lagertype er op til seks gange hurtigere end andre ssd'er. Samsungs 970 EVO Plus er blandt de bedste for tiden. 250 GB ligger på 600 kroner, og 500 GB på omkring 830 kroner.

Montering af drevet

På næste side kan du læse om, hvordan du kloner dit drev ved hjælp af Macrium Reflect Free. Men lige en advarsel inden: Både det gamle og nye drev skal tilsluttes din pc på samme tid. For ejere af en stationær pc betyder det, at du skruer dit nye drev i en ledig bakke på 2,5” eller 3,5” og tilslutter via SATA, eller forsigtig presser ssd’en ned i NVMe-stikket og holder den vandret på plads ved hjælp af den medfølgende skrue.

Adaptere ned til 40 kroner gør det nemt at forbinde et lager til din pc’s USB-port.

Ejere af bærbare maskiner har andre muligheder. Vil du beholde det gamle drev som ekstra lager, skal du investere cirka 200 kroner i et USB 3.0 2,5”-kabinet og montere det nye drev deri. Hvis ikke, køber du en USB-til-SATA-adapter, som koster omkring 100 kroner.

Brug det til midlertidigt at tilslutte dit nye drev til en ekstra USB-port. Når det gamle drev er klonet til det nye, bytter du dem rundt. Din bærbare pc skal starte med alle indstillinger og data intakte.

Opret og overfør til nyt systemdrev

1 Partitionér det gamle drev

På en stationær pc kan du migrere Windows og apps til en ssd, men efterlade data, med MiniTool Partition Wizard Free (www.partitionwizard.com). Vælg ”Split Partition”, og træk skyderen helt til venstre. Klik OK > Apply. Genstart, når du bliver bedt om det.

2 Flyt data til en ny partition

Følg miniguiden “Flyt data til et nyt drev” som før beskrevet. Du skal lægge de data, som flyttes, på din nyoprettede partition. Hent og installer Macrium Reflect Free fra www.macrium.com/reflectfree.aspx, hvis du ikke allerede har den installeret på din computer.

3 Vælg partitioner til kloning

Start Macrium. Vælg dit Windows-drev, og klik på ”Clone this disk ...” Sørg for, at kun de partitioner, du har brug for, bliver kopieret over. Herunder ”System”, din reelle Windows-partition og eventuelle skjulte partitioner. Fjern alle andre, og klik på ”Select a disc to clone to …”.

4 Indstil placeringen af kloningen

Vælg din nye ssd-disk. Træk hver partition over. Klik på ”Cloned Partition Properties” for at ændre størrelsen på din hovedpartition efter at have trukket den over. Sæt ”Free Space” til at matche sidste partition (i MB). Klik ”OK”, og træk den endelige partition på plads.

5 Vent på at drevet klones

Klik på ”Finish”. Fjern ”Save backup and schedules as an XML Backup Definition File” og klik på ”OK” for at udføre kloningen. Hver partition kopieres efter tur med en hurtig filtjek. Derefter begynder den faktiske kloningsproces. Vær tålmodig, det kan tage lidt tid.

6 Monter et nyt ssd-drev

Sluk din computer. I en bærbar pc bør du udskifte den aktuelle harddisk til ssd’en. I en stationær pc genstarter du og sikrer dig, at den nye ssd er den primære boot-enhed i UEFI/BIOS-indstillingerne. Er alt godt, starter Windows efter planen. Og det går meget hurtigere end før.