Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Guide: Sådan gendanner du slettede filer

Lad dig ikke overmande af panik, hvis du er kommet til at slette en fil eller har tabt dine data i et harddisk-crash. Med programmet Recuva kan du få det tabte tilbage.

Af Redaktionen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Der er mange måder at frigøre harddiskplads på. Det første du sikkert gør er at gå på jagt efter filer, som du ikke længere har brug for, slette dem og derefter tømme Papirkurven. Men hvad nu, hvis det går op for dig, at du har slettet noget vigtigt, så er filerne jo væk for evigt, ikke?
Eller hvad hvis din eksterne disk ikke længere virker og tager dine fotos og videoer med i faldet? Eller du ved en fejl kommer til at slette en USB-stick?

Når du sletter en fil i Windows, er den ikke helt fjernet. Den plads, som filen optager på drevet, markeres blot som “tilgængelig” og kan nu overskrives af nye filer. Men indtil det er sket, kan du gendanne filen ved hjælp af et gratis værktøj, som hedder Recuva. For at kunne reagere hurtigt er det bedst at have Recuva installeret på sin pc – bare for en sikkerheds skyld.

1 Installer Recuva

Du kan hente gratisversionen af Recuva på www.piriform.com/recuva. Når installationsprogrammet er hentet, dobbeltklikker du på ikonet og installerer programmet. Før du klikker “Install”, vælger du sprog. Vi vælger selvfølgelig dansk. Før du installerer, kan du fravælge at få det ellers udmærkede program CCleaner med.

2 Hvor er filen?

Når en fil skal genoprettes, åbner du Recuva, som vil guide dig igennem processen. Først skal du vælge filtype fo eksempel billeder, e-mails og videoer. Hvis du kan præcisere dette, hjælper du Recuva med at fokusere og være hurtigere. Du bliver også spurgt, hvor filen er gemt, men det er ikke så vigtigt at huske (øger blot hastigheden).

3 Scan efter filer

Klik på “Start” for at scanne. Recuva tilbyder en “Dyb Scanning”, men den er ikke nødvendig nu. Recuva leder efter filer, som er slettet for nylig, i de områder du har valgt. Når scanningen er slut, ser du de filer, som matcher din søgning. Rød, gul eller grøn markering ud for filerne viser, hvor nemme de er at gendanne.

4 Gendan og gem

Udvælg de filer, du vil gendanne, og klik “Gendan”. Du bliver rådet til at gemme dem på et andet drev, hvilket du bør gøre, hvis det oprindelige drev er beskadiget. Selv om Recuva har markeret en fil som grøn, er det ikke en garanti for, at den kan gendannes. Det modsatte er også tilfældet: Nogle gange kan “røde” filer gendannes.

5 Prøv om igen

Hvis Recuva ikke kan finde og gendanne filer, skal du lukke programmet og åbne det igen. Vælg ny filtype og område, men denne gang tilvælger du den dybe scanning. Den kan tage ret lang tid, men Recuva angiver et groft tidsestimat. Forvent, at der kan gå op til en time på store drev og endnu længere, hvis du har flere drev.

6 Avanceret scanning

Hvis du kender navnet på den fil, som du leder efter, kan du gøre brug af Recuvas avancerede indstillinger. Åbn programmet, sæt flueben ved “Vis ikke guide ved opstart”, luk vinduet (klik på “X”). Skriv filens navn i søgefeltet, vælg drev, og klik på “Scan”. Alle filer, som svarer til dine kriterier, bliver vist i resultatvinduet.

7 Reparer filer med Office

Programmer i Microsoft Office kan reparere beskadigede filer, når de er blevet gendannet med Recuva. Åbn programmet, for eksempel Excel, og tast Ctrl + O. Vælg Åbn > Åbn og reparer. Der er ingen garantier, men det er et forsøg værd at benytte denne metode, hvis du ikke har kunnet gendanne en fil på nogen anden måde.

8 Vær beredt

Recuva fås også som en portabel app, du ikke behøver installere. Du kan gemme appen på et USB-drev og bruge den på alle pc’er. Det er en smart måde at være beredt på, hvis ulykken skulle ske. Hent den portable app på www.piriform.com/recuva/download/portable, og kopier exe-filen til et drev med mindst 4 MB fri plads.