De fleste har vist prøvet at have en Windows-pc, som er alt, alt for længe om at komme i gang, efter at du har trykket på startknappen.
Heldigvis kan du selv gøre meget for at give pc’en et skub bagi, så apps, programmer og hardware igen arbejder smidigt sammen, og din maskine igen spinder som en mis.
Blandt de mest klassiske årsager til en langsom opstart er rod og manglende sortering på harddisken eller manglende opdatering af drivere – alt sammen noget, som belaster Windows 10.
Andre gange kan alvorligere ting være på spil, for eksempel vira og malware.
Sidst, men ikke mindst, kan et pc-skrivebord være fyldt med ikoner og genveje, og en masse overflødige filer kan også være årsag til miseren.
Det meste kan du ordne ved hjælp af tredjepartsprogrammer og Windows selv, hvilket vi viser dig i denne miniguide. Ingen af trinene i guiden koster dig en krone. Tværtimod får du gratis en hurtig pc tilbage.
AODs bedste tip
Skift opstartsrækkefølgen, det vil sige det drev, hvorfra Windows 10 først starter op. Nogle BIOS’er er som standard sat til at starte op fra dvd-drevet. ”Del”, ”F2”- eller ”F11”-knappen åbner som regel BIOS under opstart.
Med tiden fyldes pc’en med skrammel: Rester af afinstallerede apps og programmer, logfiler, forældede drivere. Åbn Stifinder, og lokaliser dit primære drev under ”Denne pc”. Højreklik, og vælg ”Egenskaber” i funktionsmenuen. Klik på ”Diskoprydning” under fanen ”Generelt”, derefter på ”Ryd op i systemfilerne”. Lad Windows scanne og finde filer, du kan slette.
Ryd op i apps og programmer. Kontrollér først lagerpladsen under Indstillinger > System > Lager for at få en oversigt over, hvad det er for programmer og filer, der fylder. Du kan slå Lagerassistenten til for løbende at lade Windows rydde op, eller du kan vælge ”Apps og funktioner”. Her finder du også en anden mulighed for diskoprydning under ”Midlertidige filer”.