Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Guide: Sådan får du mere ud af dit Wi-Fi

Er du en af de efterhånden mange, som har fået en hurtig internetforbindelse? Lever den også op til dine forventninger? AOD giver gode råd og guider dig uden om de mest almindelige faldgruber.

Af Knud Søndergaard, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Flere store virksomheder taler seriøst om, at deres ansatte skal tilbringe en stor del af deres arbejdstid i hjemmet. Samtidig vil vi gerne kunne game online og streame video. Alt dette forudsætter hurtige, stabile og sikre internetforbindelser.

Derfor har folk travlt med at få installeret hurtigt bredbånd, og mange vælger at gå all-in med 1 Gbps. Rent teknisk kan det være overkill, men prissætningen på markedet gør det nærmest tåbeligt at nøjes med mindre.

Når man etablerer bredbånd i forbindelse med en kabel-tv-installation, skal det såkaldte modem fra teleudbyderen forbindes til den første antennestikdåse på kabelforbindelsen. Dette skyldes, at modemet skal indkobles, inden tv-signalerne filtreres ud til boligens fjernsyn.

Denne hovedstikdåse er mange gange placeret der, hvor installationen har været nemmest og billigst for udbyderen. Det er sjældent det optimale sted, for når modemet også skal fungere som trådløs Wi-Fi-router, bør det placeres centralt i boligen.

YouSees aktuelle standardmodem, SagemCom F@ST 3890V3 W, dækker uden problemer trådløst to etager på hver 80 kvadratmeter i AOD’s testmiljø.

Hvordan klarer man så den udfordring?

I en eksisterende kabel-tv-installation er det mest overkommeligt at trække et antenne-kabel med F-stik i begge ender fra den første stikdåse og hen til det sted, hvor modemet skal stå. Sammen med et YouSee-modem fik denne skribents et par meter meget stift installationskabel med gode F-stik, men det behøver man ikke føle sig bundet af. I vores hjem har vi prøvet at forlænge forbindelsen med 10 meter langt, fleksibelt og billigt F-kabel fra Harald Nyborg, og det giver overhovedet ingen forringelse af hastigheden på vores gigabit-forbindelse.

Alternativt kan man investere i en dedikeret Wi-Fi-router, placere den optimalt og forbinde den til modemet med et CAT 6a LAN-kabel, som kan overføre 10 Gbps og være helt op til 100 meter langt.

Find et godt navn

Denne skribents SagemCom PACK F@ST 3890V3 W YouSee-modem kommer fra fabrikken med netværksnavnet (SSID) ”WiFimodem-0FB8”. Det lyder måske meget tilforladeligt, men hvis man bor i en ejendom med mange andre YouSee-kunder, anbefaler vi et mere individuelt SSID, som umiddelbart kan genkendes, for eksempel familiens navn(e) eller vejnavn plus husnummer.

Adgangskoden er det endnu vigtigere at ændre, for hvem kan huske et Uffe Elbæk-kampråb som ”ktatzwtmhr”, når de står og skal logge en enhed på uden WPS-parring? 

Begge dele kan hos YouSee klares på flere måder. Mange vil sikkert bruge appen Mit YouSee på en smartphone eller logge sig ind fra en browser. Vi synes, at det er nemmest at skrive ”mitwifi.dk” i en browser. Så er vi heller ikke så langt fra modemets routerindstillinger, som kan tilgås fra ”192.168.0.1”. Dette gøres med brugernavnet ”admin” og en adgangskode, der står på en label på modemmet. 

I en større bolig kan Wi-Fi-dækningen forbedres betydeligt ved hjælp af to eller tre mesh-enheder som disse fra AirTies, der kan lejes hos YouSee.

Wi-Fi kan drille

Så længe man holder sig til kabel, bliver man sjældent skuffet over hastigheden på sin internetforbindelse. På vores gigabit-opkobling oplever vi typisk 940 Mbps download og 115 Mbps upload samt en pingtid omkring 8 milli-sekunder. Det er godkendt.

Så snart man skifter til et trådløst Wi-Fi-netværk, må man regne med lavere hastigheder, men det bliver nemt et helt åbent spørgsmål, hvor meget man skal nedjustere sine forventninger.

Det virker logisk nok, at jo længere en klient som en smartphone kommer routeren, desto svagere bliver radiosignalerne – og hastighederne tilsvarende lavere. Men hvordan kan det gå galt, når man står i samme rum som gigabit-routeren med et stærkt Wi-Fi-signal på smartphonen, og Speedtest-appen melder om en downloadhastighed på f.eks. sølle180 Mbps?

En forklaring kan være, at når flere Wi-Fi-netværk skal klemmes ind på et forholdsvis smalt frekvensbånd, bliver der ikke ret meget båndbredde til hver. Trængslen er normalt størst på det langtrækkende 2,4 GHz-frekvensbånd med lav kapacitet, og derfor kan det ofte hjælpe at skifte til det mere rummelige 5 GHz-bånd, hvis dets kortere rækkevidde ikke giver andre problemer.

I den perfekte Wi-Fi-verden kan routere og klienter som smartphones automatisk synkronisere sig og automatisk vælge de optimale indstillinger. I praksis lykkes det dog ikke altid, og nogle gange kan det give en forbedring, hvis man giver routerens frekvensbånd forskellige SSID’er og tvinger klienterne ind på de bedste kanaler. I et større setup kan dette være bøvlet, og vi undgår det helst, så længe prisen ikke er højere end en let reduceret streaminghastighed.

I vores testmiljø, som er et lille hus på 220 etagemeter fordelt på tre etager, kan de fleste routere levere et signal, som er tilstrækkeligt til tv-streaming på første sal, men heller ikke meget mere.

Derfor indgår et avanceret mesh-system altid i vores eget netværk – når netværket da ikke bruges til test. Vores aktuelle favorit er en 2-pak med Wi-Fi 6-teknologi, som kan levere mere end 400 Mbps download til kompatible klienter på første sal.

YouSee er klar over, at selv deres bedste modem heller ikke rækker uendeligt. Derfor har de længe haft en såkaldt extender eller repeater i sortimentet.

Vi bryder os ikke om extendere/repeatere, primært fordi de danner et ekstra netværk med eget navn, og det kan være forvirrende, når man har sin smartphone eller tablet med rundt i boligen. En mesh-booster kan bruge samme SSID og adgangskode som routeren i et system, så brugerne oplever et enkelt, sammenhængende netværk, hvor klienterne selv finder den bedste forbindelse.

YouSees WiFi Booster-app viser trafikhastigheden mellem de tre mesh-enheder i vores test-miljø. Det er ikke her, eventuelle flaskehalse skal findes.

Mesh fra yousee

Nu er YouSee heldigvis begyndt at tilbyde en booster med mesh-teknologi, som vi også har testet. Som udgangspunkt kommer boosteren i et startsæt med to identiske, fabriksparrede enheder. Hvis de ikke rækker, kan man udbygge sit trådløse netværk med flere enheder.

Det er nemt både at komme i gang og bygge videre på et netværk, for man kan blive guidet af en dedikeret app samt få hjælp fra trykte manualer og udmærkede instruktionsvideoer.

Vi har prøvet at udbygge det tidligere omtalte F@ST 3890V3 W-modem med tre WiFi Booster-enheder. Det har gjort Wi-Fi-dækningen i hele huset mere ensartet, og på første sal er gevinsten særdeles mærkbar. I tilgift har vi kunnet placere den ene enhed, så den ”ser” ud over gårdhaven og gør vores udendørs musik-streaming meget mere stabil.

Startsættet med to enheder koster 39 kr. om måneden, og hver ekstra enhed fordyrer løsningen med 20 kr. om måneden. Det vil sige, at den testede løsning koster 708 kr. om året. Aktuelt er det ikke muligt blot at købe WiFi Booster-enheder én gang for alle, så hvis man regner med at blive boende på adressen i et par år eller mere, kan det være umagen værd at støvsuge nettet for en 3-pak med lignende enheder. 

Selv det hurtigste bredbånd kan blive sløvt, hvis der er for mange klienter om kanalerne på det smalle 2,4 GHz-frekvensbånd          – her fra et elektronisk overfyldt kontormiljø.

 

Nyttige gratis værktøjer

Det er altid rart, hvis man kan sætte tal på eventuelle problemer, som man oplever med teknik, eksempelvis kablede netværk og Wi-Fi.

// Speedtest fra Ookla, der er det nærmeste vi i øjeblikket kommer en industristandard, kan køres fra en browser eller app og er tilgængelig på alle relevante platforme. Softwaren måler Ping (responstid), Download og Upload samt i Android-versionen Jitter (signalstabilitet) og Loss (tab). I AOD’s test af routere og andre opkoblede enheder publicerer vi de tre første data, hvor især Download er vigtig, fordi den fortæller, hvor meget og hvor hurtigt man kan streame.

// Wifi Analyzer fra farproc er en Android-app, som kan vise trådløse netværk i nærheden samt deres styrke og kanalplacering på både 2,4 GHz- og 5 GHz. Den seneste version 3.11.2 er dateret april 2018 og er fast inventar på AOD’s aktuelle reference-smartphones. Men appen kan give problemer med nogle smartphones og Android-versioner, så fremtiden virker noget usikker for denne app.

// 100% WiFi fra Fullrate under YouSee-paraplyen er en danskudviklet app og nærmest et pædagogisk sammenkog af Speedtest og Wifi Analyzer. Denne app tager brugeren ved hånden og leder vedkommende rundt i boligen, måler signalstyrke og hastighed og kommer med forslag til forbedringer, hvor dækningen er dårlig. Den kan især anbefales, når man starter fra bunden med en installation.