Guide: Ryd op og tag en backup

Guide: Ryd op og tag en backup

Share

Alle computere bliver fyldt op. Derfor er det en god idé med en årlig rengøring. Datatid TechLife viser dig her, hvordan du får muget sikkert ud og bagefter laver en sikkerhedskopi i skyen

Der er ingen grund til at miste data. I den perfekte verden har du allerede en omfattende plan på plads med mindst en sikkerhedskopi (og helst to eller tre, hver især isoleret fra den anden). En af disse bør ideelt set gemmes online, så du dermed også har en billig, rigelig og let tilgængelig skybaseret lagring af data på et sted, som er fysisk adskilt fra din pc.

Er du endnu ikke kommet i gang med at udforske de mange fordele ved at sikkerhedskopiere dine vigtige dokumenter, fotos og andre data til skyen, så vil denne vejledning hjælpe dig med at vælge den rigtige udbyder af onlinelagerpladser i forhold til dine behov.

Der er også gode råd til dig, som allerede er godt på plads i skyen. For eksempel vil du finde ud af, hvordan du trimmer dine data for at maksimere den ledige plads, og du får gode tips til at administrere dit onlinelager.

Hvis du er utryg ved at overlade vigtige data til en tredjepartsleverandør, så gennemgår vi også en række muligheder for en skylignende backup med de fordele, det kan have. For eksempel at have adgang fra hvor som helst og muligheden for at synkronisere mellem flere computere hjemme hos dig selv.

Start med at rydde op

Få orden på de filer og mapper, som skal sikkerhedskopieres. Så sparer du både tid og plads, og processen går hurtigere.

Sandsynligvis har du ikke uanede mænger GB til rådighed i dit onlinelager. Især ikke, hvis du har en gratis løsning. Derfor er det fornuftigt at gennemgå filer og mapper, du vil sikkerhedskopiere, før du begynder at lægge data op i skyen.

Omhyggelig nedbarbering giver dig ikke blot mere plads at arbejde med, det fremskynder også den bagvedliggende sikkerhedskopiering, da færre data skal uploades. Vi gennemgår ikke her en komplet rengøring af din pc. I stedet skal du fokusere på de mapper, du planlægger at sikkerhedskopiere til skyen. Det vil typisk være dine brugermapper: Dokumenter, Billeder og så videre.

Fokusér din oprydning på dine personlige brugermapper.

Fjern dubletter

En nem måde at få plads på er at fjerne dubletter og lignende filer. Den trinvise vejledning på næste side viser, hvordan du bruger to gratis værktøjer i tandem. Den første (Duplicate Cleaner Free) dækker alle dubletter, mens den anden (AntiDupl) også fjerner billederfiler, som minder om hinanden. Et perfekt værktøj, hvis du ikke orker gennemgå alle de fotos, du engang tog, men aldrig har brugt tid på at sortere ud i og få valgt de bedste.

Se også:  Guide: Få mere ud af Word

Når du bruger AntiDupl, så er her lige et par tips: Resultatet af en søgning viser billeder i grupper af lignende/dubletter, hvor øverste billede i listen betragtes som ”master” og derfor ikke berøres.

Som standard antages det, at du vil beholde dette billede, men forhåndsvisninger til venstre sammen med en række funktionsknapper giver dig mulighed for at ændre, hvad der sker. Vi anbefaler, at du vælger Help > Help til at få adgang til onlinehåndbogen. Vælg derefter ”Table of Results” for en omfattende beskrivelse af, hvad du skal gøre.

Kan du ikke lide måden, som forhåndsvisningerne sidder til venstre for resultatlisten, skal du vælge View > View mode of results > Table of vertical Pairs for at få en bedre visning.

Sikkerhedskopier dine arkiver

En backup er ikke en backup, hvis du kun har en kopi af filen. At arkivere data betyder normalt, at du overfører til et nyt medium for langtidsopbevaring. Det kan være på et gammelt, ekstern drev, dvd eller Blu-ray.

Dit arkiv skal også sikkerhedskopieres, for eksempel ved at brænde en ny disc og gemme det separat fra det originale arkiv for at beskytte mod tyveri, brand etc. Komprimerer du med zip-formatet for at spare plads, så gem en u-zippet version, i tilfælde af at arkivet bliver ødelagt.

Arkivér gamle filer

Du sparer også plads ved ikke at uploade alle filer til skyen. Måske kan ældre filer udelukkes fra din sikkerhedskopiering, hvis du lægger dem på et eksternt drev, som derefter gemmes på et sikkert sted uden kontakt med din pc.

Alternativt sparer du plads ved at zippe gamle filer eller mapper, som du sjældent eller aldrig åbner igen. Filernes størrelse reduceres betydeligt, men du har stadig adgang til dem. Vi anbefaler zip frem for andre komprimerede filformater, fordi det er et universelt format understøttet af Windows.

Se også:  Guide: Gør din pc til et fart-monster

Zip-filer kan være pernitne omkring filnavne. Afvises dine filer, fordi du har brugt tegn som for eksempel punktum, så brug Advanced Renamer (www.advancedrenamer.com) for hurtigt at erstatte de uønskede tegn (eller blot fjerne dem helt).

Du kan søge i indholdet af zip-filer. Ligger dine zip-filer på en ikke-indekseret placering (uden for dine brugermapper), åbner du Stifinder og skifter til fanen ”Vis”. Klik på Indstillinger, derefter fanen ”Søg”, og markér ”Medtag komprimerede filer…” Klik på ”OK”-knappen for at inkludere dem i fremtidige søgninger.

Fjern unødvendige dubletter
1 Fjern kopierne

Hent Duplicate Cleaner Free i Microsoft Store. Værktøjet hjælper med at spore identiske kopier ud fra filens navn og indhold. Du skal blot tilføje drevet eller mappen med den fil, du vil sikkerhedskopiere, og derefter køre en fuld scanning.

2 Manuelt eller filtre

Matchende filer har farvekoder for nem identifikation. Du kan manuelt fjerne dubletterne eller bruge filtrene til venstre og vælge ud fra bestemte kriterier, for eksempel en bestemt mappe. Når du er færdig, fjerner du de uønskede filer.

3 Fjern lignende billeder

Hvis du har taget bunker af billeder for at få det perfekte skud, så har du sikkert en hel masse fotos, som ligner hinanden, men som ikke er helt ens. Identificer og fjern disse ved hjælp af AntiDupl (https://ermig1979.github.io/AntiDupl).

4 Indstil søgeparametre

AntiDupl er en såkaldt bærbar app, som du blot udpakker og åbner. Vælg Search > Options for at medtage spejlvendte og roterede billeder i din søgning. Vælg derefter Search > Paths for at tilføje drev, mapper og filer til din søgning.

5 Scan og gennemgå

Klik på ”Play”-knappen og vær forberedt på at vente. Klik på ”Background Mode” for at minimere AntiDupl til Proceslinjen, hvis du er i gang med andet på pc’en. Når AntiDupl er færdig, dukker en liste op med dubletter og lignende filer.

6 Fjern lignende elementer

Klik på den relevante knap for hvert resultat, og det forsvinder herefter fra listen. Anvend ”Ctrl”-tasten, hvis du ønsker at vælge flere elementer ad gangen. Har du brug for det, så luk programmet og vend tilbage senere for at fortsætte arbejdet.

Del denne