Hardwaremæssigt er det ikke så svært at komme i gang med at rippe en cd-samling. Ofte vil det dog være nødvendigt at investere i noget ekstra lagringskapacitet.
Aktuelt er min altmulig-pc udstyret med et lille 240 GB C-drev af ssd-typen, som jeg bruger til Windows og de vigtigste programmer. Alt andet gemmer jeg på et internt E-drev, der består af to 2
TB-harddiske i en RAID 1-konfiguration. Min musik- og fotosamling sikkerhedskopierer jeg løbende til en Qnap TS-253B NAS med to 4 TB-harddiske, hvis indhold nemt kan streames kablet eller trådløst til husets mylder af opkoblede enheder.
Med denne løsning har jeg rigelig kapacitet til de første tusind cd’er, og meget mere kan jeg ikke forestille mig at få brug for.
Mit første råd lyder ”Start i det små”. Tag en håndfuld cd’er eller to og prøv at rippe dem for at få en fornemmelse af fremgangsmåden. Noget, der har drillet mig, men jeg har heller ikke en bibliotekars sans for orden og systematik, er navngivning og sortering af musikken, så den er nem at finde frem til. Skal titlerne ordnes efter kunstner, komponist, værk, solist, genre eller…? Skal grupper registreres som eksempelvis ”The Beatles” eller ”Beatles, The”? dBpoweramp har disse og masser af andre valgmuligheder.
Mit Asus-drev kan læse perfekte cd’er ved helt op til 48 gange normal hastighed. Så kan det tage mindre end to minutter at rippe en cd. Omvendt tager fedtede og/eller ridsede skiver længere tid at rippe – især i ”Secure”-indstillingen. Et enkelt fejlbehæftet nummer på 4 minutter kan det tage længere tid at rippe, fordi drevet går langt ned i fart – måske til 3 x eller mindre – og læser dataene flere gange, inden musikken kan stykkes sammen.
Derfor er det en god idé at studere en cd grundigt og fjerne fedtfingre med en syntetisk brille-klud eller lignende. Til mere sejlivede aflejringer bruger jeg et professionelt spray-rensemiddel (9036640) fra Ecolab, men der er masser af alternativer i handelen. Husk blot at afprøve dit rensemiddel på en cd, som ikke uerstattelig.
Hvad stiller man så op med de originale cd’er, når de er blevet rippet? Jeg har hørt om folk, som gør kort proces og forærer dem væk eller kører dem på genbrugsstationen. Andre flytter skiverne til loftet eller kælderen og glemmer alt om dem, indtil de får brug for pladsen til andet kasseret ragelse. Selv smider jeg de originale æsker ud og lægger de nøgne skiver sammen med deres indlægshæfter i nogle bløde plastlommer. Denne løsning er ca. 2,5 mm tyk og reducerer plads-behovet med 75 procent, så jeg kan have over 100 cd’er i en 30 cm dyb arkivæske – og udskyde det uundgåelige.