Guide: Optimer dine opgraderinger

Guide: Optimer dine opgraderinger

Share
Grafik-flaskehalse

Den herlige vram, og sådan gør en gpu det, den skal

Hukommelse er også en afgørende komponent, når det gælder rendering af grafik – både med integrerede og dedikerede gpu’er. Det hele drejer sig om en frame-buffer. Kort sagt afhænger de gpu-kerner, man finder i både grafikkort og cpu’er, af en frame-buffer, der gemmer renderede teksturer, som man siden kan hente, når det er nødvendigt, og opnå hurtig og effektiv rendering og dermed stykke frames sammen i et spil.

Med en enkeltstående gpu har kortet sin egen dedikerede hukommelse, der er udviklet specifikt med henblik på denne opgave. Disse hukommelseschips kører typisk hurtigere end deres dram-slægtninge, og de har en bredere bus, der giver mulighed for, at en større mængde data kan passere igennem.

For eksempel har et Nvidia GTX 1080 en bus på 256-bit, og dets gddr5X-chips kører ved en grund-clockfrekvens på 5 GHz (eller 10 GT/sek.) og kan overføre data op til 320 GB/sek. til og fra den hukommelse, der er på selve grafikkortet. Og alt det foregår via en enkelt kanal (der er rygter om, at vi får dualchannel med gddr6).

Integreret grafik kører via et meget tilsvarende system, idet både Intels og AMD’s seneste APU’er omfatter meget mindre hukommelseskapacitet på cpu’ens integrerede gpu, og den fungerer på nøjagtig samme måde.

Det store problem for gpu’er opstår imidlertid, når den samlede dedikerede vram-lagerkapacitet bliver fyldt op. Det er ikke bussens bredde, der er problemet; sagen er snarere, at den totale kapacitet ikke er stor nok til at rumme alle de høj-definitions-teksturer og forud renderede frames, der skal til for at levere flydende renderede frames i det spil, man spiller.

Se også:  Corsair One Elite [TEST]: Rå kraft i miniformat

I denne situation sender gpu’en eventuelle resterende teksturfiler over til traditionel dram, der er meget langsommere end sin vram-slægtning. Disse filer skal så overføres fra gpu’en til cpu’en og derefter til dram, før de igen kommer tilbage til det punkt, hvor der er brug for dem.

Dette øger cpu-belastningen, forsinker indlæsning af teksturer og forøger frame-latens, idet data skal gå tilbage til gpu’en via cpu’en. Det er her, man begynder at få sin hukommelses-flaskehals, og det er grunden til, at man sommetider ser gpu’er med kerner, der er i stand til at køre spil ved to separate opløsninger, og de omfatter ofte flere vram-konfigurationer.

Vram kører ved en langt højere frekvens og med en bredere bus end traditionel hukommelse.

Belastning og 4K

Når det gælder gpu-kerneydelse, spiller opløsning og frames per second en stor rolle i den generelle systembelastning. Man kan generelt sige, at jo højere ens framerate er, desto hårdere skal cpu’en arbejde for at bearbejde al den information effektivt. Resultatet er en større risiko for, at cpu’en bliver til en flaskehals i systemet.

Når opløsningen stiger fra 1080p til 4K, bliver belastningen overført til gpu’en, og grafikkernen bruger mere tid på at rendere hver scene (på grund af stigningen i antallet af pixel på 300 procent). Det fører til, at belastningen bliver ført væk fra cpu’en og over på gpu’en, og samtidig falder framerates, fordi gpu’en simpelthen ikke kan følge med.

Se også:  Guide: Fyr op under windows

Det er vigtigt at forstå, fordi en kombination af GTX 1080 Ti og Core i3-8100 fungerer sandsynligvis bedre ved 4K end ved 1080p, når det gælder flaskehalse.

Overkompensering

Hvis du har læst det ovenstående, bør du nu have en fornemmelse for, hvor vigtigt det er at købe den rette gpu til den opløsning, du ønsker at udnytte, og de spil, du vil spille. Hukommelse og gpu-kerner bliver typisk godt parret. For eksempel er et GTX 1060 i kombination med 3 GB vram mere end tilstrækkeligt til 80 procent af de mest moderne AAA-1080p-spil, mens 6 GB vram rækker til at fremtidssikre dig for de kommende fire år.

Og du kan lige akkurat få det til at slå til med 1440p. Det store problem rammer imidlertid dem, der punger ud til et GTX 1080 Ti for efter blot at spille ved 1080p. Medmindre man er fuldstændig besat af at spille first-person-skydespil ved 200 Hz og derover og med superlave latenstider, giver sådan et indkøb ikke megen mening fra et forbrugersynspunkt.

Selv hvis man mener, at man satser på at opnå en fremtidssikker beslutning, er realiteten den, at HD-teksturer næppe kommer til at nå 11 GB i størrelse i den nærmeste fremtid, og hvis de alligevel gør det, vil 1080p til den tid være en fuldstændig antikveret teknologi i sammenligning med fremtidens gpu’er og opløsninger. 4K flytter hovedparten af belastningen væk fra cpu’en og over på gpu’en.

Del denne