Guide: Optimer dine opgraderinger

Guide: Optimer dine opgraderinger

Share

Find flaskehalse, og bryd igennem med professionelt testarbejde

Computere er sjove sager: En kompliceret samling komponenter, der arbejder sammen om at levere det ønkede output. Men ligesom med andre former for holdarbejde er der altid et svagt led i kæden.

Efterhånden som flere og flere tilslutter sig miljøet af pc-entusiaster, er det nemt at blive indfanget af hypen og opgradere et meget basalt system med kostbare komponenter. Det er ikke altid en dårlig ide, men det kan medføre, at de svage led bliver spændt til bristepunktet, når hardware i den tunge ende kommer ind i et system, der ikke er beregnet til at rumme den.

Det kan føre til flaskehalse, hvor ét stykke hardware ikke yder så godt, som det burde, fordi en anden komponent i systemet ikke kan leve op til de potentielle ydelsesniveau-er. Det er kun en vis mængde, der kan komme igennem samtidig, og derfor bliver systemets kraft ikke udnyttet.

Det er gerne nemt at afsløre, hvilken del der ikke yder godt nok – en gpu, cpu eller raid-opsætning – men det kan være sværere at afgøre, hvilken komponent der er skyld i flaskehalsen.
Hvilke dele giver oftest problemer? Hvordan kan vi identificere dem? Og hvordan gennembryder man den barriere? Læs trygt videre …

Integrerede systemdele

Den vigtigste årsag til flaskehalse er ens platform og processor.

CPU

Flaskehalsproblemer hænger typisk sammen med processoren. Din cpu bearbejder alt lige fra renderede spil-frames til hukommelseslagring, komplekse programprocesser og meget mere. Den er en afgørende brik i puslespillet og den, der nemmest bliver overvældet i noget system.

De mest udbredte flaskehalse, navnlig i spil, hænger sammen med, at processoren ikke er hurtig nok til at håndtere alle de data og processer, den bliver udsat for på et givet tidspunkt.

For seks-syv år siden krævede de fleste spil to til fire højtydende kerner for at klare sagerne. Enkeltkerne var kongen, og jo flere instruktioner pr. clockcyklus ens cpu kunne klare, desto bedre. Intels velfunderede enkeltkerne-bedrifter stammer fra firmaets tidlige Nehalem-arkitektur, som har gennemgået ikke færre end syv generationer siden da.

Hver af dem har nydt godt af forbedret enkeltkerne-ydelse og support af nyere hardware. Den dag i dag holder Intels ry endnu, og til trods for at Ryzen nu er meget tættere på Intels enkeltkerne-ydelse, holder gamingmiljøet stadig lidenskabeligt fast i Intel i stedet for at gå til AMD.

Se også:  ​IT-problemer? Kvinder spørger ægtefællen. Mænd spørger vennerne
CPU-Symptomer

Det mest udbredte og tydelige tegn på en cpu-flaskehals er lave framerates i spil, selv når man bruger en stærk gpu. Kort sagt er det cpu’en, der styrer hele spillet. Udtrykt forenklet kører cpu’en proceslogikken, håndterer brugerens input til spillet, kører de fysiske aspekter, beregner chippenes respons, mixer den relevante lyd og slutter af med at bede gpu’en om at rendere framen.

Og så vender den tilbage til proceslogikken og begynder forfra. Alt dette passer den, mens den kører operativsystem og baggrundsapplikationer og flytter data ind i og ud ad forskellige frame-buffere, dram, cache og ud fra lagermediet – frem og tilbage til gpu’en. Hvis man skal opnå en glidende framerate på 60 fps, skal ens processor kunne håndtere alt dette 60 gange i sekundet.

Ved mere komplekse spil bliver der føjet endnu flere trin til spil-logikprocessens kæde, og eftersom der sker flere handlinger samtidig, er det nemt at se, hvorfor en cpu i den billige ende kan døje med at håndtere et moderne spil.

Flere kerner slår ikke altid højere enkeltkerne-kraft.

Spilkodning

Det er spiludviklerne, der bestemmer, hvordan processoren yder i spillet. En cpu arbejder altid ved samme hastighed og frekvens, og den bearbejder det samme antal instruktioner pr. clockcyklus hvert sekund.

Hvis man sætter den til at beregne en kompleks proces, som er fuld af unødvendig jargon og redundant kode, bruger processen flere af processorens ressourcer, og det tager derfor længere tid at gennemgå den kæde, vi nævnte tidligere, og det medfører lavere framerates. Udviklerne kan også beslutte, hvilke processer der skal drage fordel af hvilke og hvor mange kerner.

Gådens løsning

Hvordan afslører man en cpu-flaskehals? Blandt de typiske symptomer finder man lange indlæsningstider, langsom teksturindlæsning og lavere framerates, end man skulle forvente. På den anden side kan man også komme ud for tilsyneladende høje framerates, men teksturerne bliver ikke renderet korrekt, og man oplever hårrejsende forekomster af hakkende drift og fastlåsning.

Når vi skal bekræfte denne diagnose, skal vi foretage noget testarbejde og dataindsamling. Det kræver en meget dybdeborende benchmark som den, der er integreret i Assassin’s Creed Origins eller Tom Clancy’s Ghost Recon: Wildlands, og en tredjeparts-applikation til systemovervågning såsom HWInfo eller HWMonitor.

Assassin’s Creed omfatter en benchmark, der aktivt viser dig, hvor mange kerner der bliver brugt, og hvor stor en procentdel belastning de er under, samtidig med at den viser dig den maksimale gpu-belastning. Uanset hvad du bruger, fokuserer vi på det samme: cpu- og gpu-belastning.

Se også:  Guide: Opret brugervenlige gendannelsesmedier

Hvis du for eksempel har en processor med to kerner og multithreading – det kunne være en gammel Intel Core i3 – og alle fire af disse logiske kerner registrerer 100 procent belastning i den tid, din benchmark varer, samtidig med at gpu’en ligger omkring 60-80 procent, kan du trygt konstatere, at cpu’en er flaskehalsen, fordi disse tal i den bedste af alle verdener ville være omvendte.

Det er det, vi kalder en absolut flaskehals, hvor man begynder at se kvalitetsforringelse; teksturer, der ikke bliver indlæst; langsom indlæsning og hakkende frames.

Når det er sagt, behøver du ikke nødvendigvis at have alle dine cpu-kerner kørende ved 100 procent belastning for at komme ud for en flaskehals. Mindre flaskehalse kan opstå på grund af langsommere enkeltkerne-ydelse, som du kan se i vores benchmark-resultater.

Forskellene er mest mærkbare ved højere refresh-rates med stærke cpu’er, men de eksisterer også i den billigere ende. Og hvis man for eksempel spiller konkurrencedygtige skydespil ved 144 Hz og derover og ved 1080p, er enkeltkerne-ydelse stadig i høj grad førende i forhold til rå kraft med mange kerner.

En forenklet version af det, din cpu gennemgår, når den skal producere en frame.

Hvad med flaskehalse?

Modsat hvad mange mennesker tror, har vi set meget store fremskridt i løbet af de seneste syv år. Og til trods for, at Intels trinvise stigninger på 10 procent generation for generation ikke har revet tæppet væk under nogen af os, har de i næsten ti år ført til, at enkeltkerne-ydelse er steget med hele 93 procent siden Sandy Bridge.

Hvis man kombinerer det med adgang til flere kerner i takt med, at markedet bliver hedere på grund af slaget mellem Intel og AMD, står vi med quad core-i3’er, der pumper næsten dobbelt så meget kraft ud, som deres søskende gjorde i 2010.

Set i det lys er spiludvikling stagneret. Grafikken i de store historiedrevne AAA-spil er blevet forbedret undervejs, men det er de færreste udviklere, der udnytter mere end fire kerner. Det skyldes simpelthen, at hovedparten af markedet stadig sidder på quad core-enheder.

Konsekvensen er, at nu om dage vil selv en Core i3-8100 være mere end nok til at spille langt hovedparten af moderne AAA-spil uden at skabe nogen gpu-flaskehalse – og gerne ved 4K.

1 2 3 4 5 6 7Næste

Del denne