Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Guide: Optimér din mus og dit tastatur i Windows 11

Selvom Windows 10 og 11 bygger på samme kerne, er brugerfladen visuelt ofte forskellig. Indstillinger kan være lidt anderledes at finde rundt i, blandt andet opsætningen af mus og tastatur. Har du behov for bedre styring af dit Windows 11 – så viser vi dig her, hvordan du gør.

Af Redaktionen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Medmindre du bruger en tablet eller pen, er mus og tastatur uundværlige, når vi bruger computeren. Måske har du lært blindskrift eller en række genvejstaster for at gøre arbejdet hurtigere, men der findes en række indstillinger, som kan gøre endnu flere ting smartere.

Alene musen kan indstilles på måder, de fleste nok ikke er helt klar over. Oprindeligt var indstillingerne og værktøjerne udviklet til brugere med særlige behov, men alle kan få gavn af dem.

I Windows 11-universet er mulighederne samlet under ”Tilgængelighed”, i Windows 10 hed indstillingerne ”Øget Tilgængelighed”. Den lille navneforandring indikerer, at meget trods alt ligner sig selv, selv om du er skiftet fra Windows 10 til Windows 11. Mest forandret er nok den visuelle brugerflade, så den går vi nærmere i dybden med her.

1 Styr musens bevægelser med piletaster

Klik og flyt med musen er ikke altid den hurtigste, mest effektive måde at flytte skærmmarkøren på, for eksempel i et Excel-ark. Brug i stedet tastaturets markørtaster. Åbn Indstillinger > Tilgængelighed > Mus. Slå skyderen foroven til ud for ”Musetaster”. Vælg, om tasterne kun skal bruges, når NumLock er slået til. Med de lange skydere forneden vælger du hastighed og acceleration for musetasterne.

2 Gør markøren mere synlig

Musemarkøren er ikke låst i et bestemt design, så du kan for eksempel gøre den større eller give den anden farve, så den er nemmere at se. Gå ind under Tilgængelighed > Musemarkør og touch. I de fire felter foroven vælger du mellem sort, hvid, inverteret og den farve, du nu foretrækker. Med skyderen under ”Størrelse” kan du give markørpilen en størrelse, som er behagelig for dig.

3 Juster musen yderligere

Juster musen ved at vælge Bluetooth og enheder > Mus. Vælg mellem primære museknap, markørhastighed, og hvor mange linjer ad gangen hjulet skal rulle. Ellers åbn vinduet ”Egenskaber for mus” med tasterne Win + R. Skriv ”main.cpl”, og tryk på ”Enter”. Under fanen ”Knapper” justerer du hastighed for at opnå dobbeltklik. Under ”Markør”-fanen vælger du mellem typer og eventuel skygge.

4 Få tastaturet op på skærmen

Hvis du ikke ønsker at bruge et normalt tastatur, kan du bruge et skærmtastatur, som du kan styre med musen. Gå til Tilgængelighed > Tastatur > Skærmtastatur. Slå skyderen over mod ”Slået til” for at hente tastaturet frem med det samme, eller brug fremover kombinationen af Win + Ctrl + O. Sidstnævnte er en smutvej fremfor at skulle forbi Indstillinger hver gang.

5 Gør tasterne langsommere

Ikke alle har hurtige eller smidige fingre, og her kan ”Træge taster” gøre en forskel. Aktivér funktionen under Indstillinger > Tilgængelighed > Tastatur ved at slå skyderen til under punktet ”Træge Taster”. Klik på pilen ude til højre for yderligere indstillinger. Nu kan du taste en kombination ved at trykke på tasterne en ad gangen. Tryk på Skift-tasten fem gange for at slå funktionen fra.

6 Få advarsel om låste taster

”Til/fra-taster” er nyttig, da funktionen afspiller en lyd, når du trykker på en af de tre ”lock”-taster på tastaturet: Caps Lock, Num Lock eller Scroll Lock. De fleste af os har nok prøvet at ramme en af dem ved en fejltagelse, hvilket kan forstyrre arbejdet. Du kan aktivere funktionen ”til/fra-taster” gennem Indstillinger eller slå den til eller fra ved at holde NumLock-tasten nede i fem sekunder.

7 Gør tastaturet mindre følsomt

Aktivér ”Filtertaster”, hvis du ofte rammer forkerte taster eller holder dem for længe nede, så det samme tegn utilsigtet skrives flere gange. Herefter ignorerer Windows korte tastetryk eller – i kombination med ”Elastiktaster” (Tilgængelighed > Tastatur > Elastiktaster) – gentagne tastetryk, medmindre de skal være der. Aktiver ”Filtertaster” ved at holde højre Retur-knap nede i otte sekunder.

8 Sæt lup på skærmen

Anvend et forstørrelsesglas til at zoome ind. Find værktøjet under Tilgængelighed > Forstørrelsesglas. Klik på feltet eller pilen til højre for at slå det til og indstille zoomniveauet. En smutvej er kombinationen Win + ”+”-tasterne, som aktiverer luppen. Tast samme genvej, derefter plus eller minus for at forstørre eller formindske. Tryk på Win + Esc for at deaktivere.