Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Guide: Opdatér dine filer

Nu er tiden kommet til at bringe harddisken i orden, få opdelt dine data fra systemet og udforske endnu flere måder at blive mere organiseret på.

Af Natasja Broström, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

En kosmetisk gennemgang gør hele dit pc-miljø mere behageligt at se på, men de underliggende problemer som at holde styr på programmer og filer er der stadig. Derfor går vi nu et spadestik dybere.

Opdel dit drev

Har du ikke gjort det før, er det nu tid til at adskille dine data fra dit Windows-drev. På den måde kan du geninstallere Windows en gang i fremtiden uden at være bekymret over, hvad der sker med dine data.

Har du to interne drev, er du godt kørende, hvis ikke skal du partitionere dit drev i to ved hjælp af et værktøj som AOMEI Partition Assistant Standard (www.disk-partition.com). Vores kollegaer på Alt om DATA har lavet en guide med en vejledning i at bruge det, herunder hjælp til patitionering af et drev. Du finder guiden på: www.altomdata.dk/guide-giv-din-computer-nyt-liv.

Opdel dit drev i to for at beskytte dine data mod nedbrud og under geninstallering.

Har dit C-drev masser af plads, skal du blot vælge det i Partition Assistant. Brug derefter menuen ”Partition Operations” til først at kontrollere partitionen, før du ændrer størrelsen på den. Du skal skrumpe dit C-drev med den størrelse, du har brug for til din datapartition. Som tommelfingerregel bør der være minimum 60 GB til din Windows-systempartition eller 120 GB, hvis du har mange store programmer som for eksempel spil.

Vælg derefter drevet, som aktuelt er tildelt bogstavet ”D” (oftest dit dvd-drev), og klik på ”Change Drive Letter”. Skift det til ”Z” for at reservere bogstavet ”D” til din partition. Vælg nu den ledige plads, der blev oprettet, da du ændrede drev C og vælg ”Create Partition”.

Standardindstillingerne er gode nok (sørg for, at det er NTFS), men giv partitionen en tilpas beskrivende etiket som ”Data”. Klik på ”Apply > Proceed” og genstart for at partitionere dit drev.

Sæt turbo på Skrivebordet

Mange bruger kun deres Skrivebord som baggrund med eventuelle genveje til mapper. Vil du udnytte hele pladsen og gerne optimere den funktionalitet, som SideSlide tilbyder, skal du downloade Rainmeter (www.rainmeter.net). Dermed kan du placere flere ”skins” (lag) øverst på Skrivebordet, hver med en specifik funktiona-litet.

Har du før brugt de såkaldte gadgets i tidligere versioner af Windows, har du nok en idé om, hvordan Rainmeter fungerer. Mens SideSlide begrænser sine ”containere” til et enkelt vindue, vil Rainmeter gladelig sprede sig over hele dit Skrivebord. Når det først er downloadet og installeret, ser du nogle få standardlag.

Klik på ikonet for Rainmeter, når du bliver bedt om at åbne konfigurationsskærmen, og du får mulighed for at vælge mellem flere forudinstalle-rede lag. Hvert lag er uafhængigt og kan derfor trækkes ind hvor som helst på skærmen. Der er også et lag kaldet Welcome med nyttige links til at gå i dybden med, hvordan programmet fungerer, samt at købe flere lag på nettet.

Når du igen er tilbage på Skrivebordet, vil drev D være klar. Den bedste metode at overføre filer på er at flytte dine brugermapper: Dokumenter, Bil-leder etc. – til det nye drev. Dermed ved systemet, hvor Windows skal finde dem.

Åbn Stifinder, højreklik på en brugermappe og vælg ”Egenskaber”, derefter fanen ”Placering”. Klik på ”Flyt” og vælg et passende sted på dit nye drev (skriv D:\(dit navn)\Dokumenter for Dokumenter), og klik på ”Anvend”, der-efter ”Ja” og mappen overføres.

Filhistorik fortsætter med at sikkerhedskopiere dine dokumenter til dit backupdrev, og du kan nu tage diskafbildninger af dit systemdrev med Macrium Reflect Free. Skal du af en eller anden årsag rulle tilbage til en tidligere fungerende version af Windows, er dine data uberørte.

Med data flyttet over, er det nu tid til at konsolidere dine filer og bevare dem tilgængelige. Først skal du bruge værktøjet Duplicate Cleaner Free (www.digitalvolcano.co.uk/duplicatecleaner.html) for at udrydde datafil-kopier samt gennemgå din liste over installerede programmer ved hjælp af IObit Uninstaller (www.iobit.com/en/advanceduninstaller.php) for helt at fjerne apps og programmer, som ikke længere er relevante.

Gruppér relaterede vinduer med hjælp fra værktøjet TidyTabs.

Når nu dine filer og programmer er bedre organiseret, hvorfor så ikke an-vende lignende justeringer på Skrivebordet? Start med at omdanne åbne programvinduer til faner ved hjælp af TidyTabs (www.nurgosoftware.com). Det gør det nemt at skære ned på rodet.

Er Skrivebordet i sig selv rodet til med genveje og filer, skal du overveje at flytte filerne til deres rette hjem, og derefter bruge et værktøj som SideSlide (www.northglide.com/sideslide.html).

Det gør dig i stand til at oprette et enkelt og flydende arbejdsområde, der kan tildækkes (og skjules) efter ønske. Her kan du oprette containere til genveje, mappeindhold, billed-fremvisning, tekstnotater, påmindelser med mere.

Det er utrolig smidigt, det har en ultrahurtig startfunktion (start op til 10 programmer med et enkelt tastetryk), og så findes det i en portabel version.

Ja, læringskurven er lidt stejl. Men tryk på ”F1”-tasten for at få en rundtur online, og flyt markøren hen over udvalgte dele af brugerfladen (herunder individuelle indstillinger) for at få en pop-up forklaring på, hvad de enkelte dele er. Brug nogle kræfter på det, så vil du kunne forandre den måde, som Skrivebordet fungerer på.

Sådan bruger du SideSlide

1 Opret genveje

Højreklik inde i hovedvinduet og vælg derefter New > File Shortcut. Find .exe-filen, du vil oprette en genvej til. Brug barren over genvejen til at tilpasse udseendet, eller højreklik på genvejen og vælg ”Properties” for flere muligheder.

2 Tilføj et RSS-feed

Højreklik i containeren, og vælg derpå New > RSS News Feed. Indtast relevant web-adresse i URL-feltet og klik på Add > Finish. En liste af overskrifter vises. Kør musen over en for et resumé af indholdet eller klik for at besøge siden.

3 Indføj en påmindelse

Højreklik, og klik derefter New > Add reminder. Indtast en beskrivelse, og brug kontrollerne til at indstille tid og dato. Klik på ”Set”. Når tiden er inde, hører du en lyd, og påmindelsen vises i Proceslinjens meddelelsesområde.