Sandsynligheden taler for, at din maskine allerede er meget mere stille, end da du gik i gang, men vi kan skrue endnu mere ned for støjen. Når det gælder maskinens temperaturer, foretrækker man, at de er så lave som muligt, men det er ikke altid nødvendigt. De fleste cpu’er og gpu’er kan udmærket køre ved en temperatur på op til 90 grader, og nogle få er i stand til at fungere ved endnu højere temperaturer. Det er imidlertid umagen værd lige at dobbelttjekke online, hvor varme din cpu og gpu må være, uden at det giver problemer.
>> Med den viden in mente er der nogle løsninger, man kan bruge til at optimere maskinens ventilatorkurver. Det reducerer støjen, og du bør derfor tænke over, hvad det er, du vil opnå. Man kan satse på kurver, der prioriterer stilhed ved alle belastninger; sætte systemet til at køre stille uden belastning og skrue op, når der sker noget; eller man kan sætte systemet til konstant maksimal køling – det øger støjen.
>> Naturligvis er den sidstnævnte løsning stort set aldrig at foretrække, men der kan være gode argumenter for en af de to første eller for et sted midt imellem afhængigt af, hvad man foretrækker.
>> Ved Asus-bundkort åbner man Fan Xpert 4. ASRock bruger OC Tuner, mens Gigabyte bruger Smart Fan 5 og så videre [Billede B]. Hver producent har sit eget værktøj, og det er også muligt, at du har en ekstern ventilatorcontroller fra NZXT eller en anden producent. Til dit grafikkort skal du bruge MSI Afterburner.
Billede B
Et tip: Hvis du bruger en støvsuger eller trykluft til dine ventilatorer, er det klogest at trække stikket til bundkortet ud. Trykluft kan få dem til at dreje hurtigt og få motoren til at virke som en generator, der sender strøm ind i pc’en. Det kan beskadige ventilatorcontrolleren på kortet. De fleste systemer kan klare det, men det er ikke noget, der gavner. Lad ikke dovenskab koste dig dyrt. Husk blot at sætte stikkene i igen, når du er færdig.