Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Guide: Lav din egen podcast - med gratis software

Vil du springe ud som podcaster? Det kræver blot en god mikrofon, din pc og en interessant idé.

Af Redaktionen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

En podcast er som et radioprogram, man downloader eller streamer i stedet for at lytte til den på en radio. Og det har aldrig været nemmere at få sine gode ideer ud til lytterne. Det kræver blot en pc, en app som den gratis Audacity (www.audacityteam.org) og et sted, hvor man kan uploade sin færdige podcast.

Her viser vi, hvordan man optager, importerer og redigerer tale og musik i Audacity. Appen kan virke lidt skræmmende, men den er faktisk ikke så svær at bruge.

Selvom det er muligt at optage en podcast med pc’ens indbyggede mikrofon, vil vi ikke anbefale det.Kvaliteten er ikke god nok, og USB-mikrofoner af ordentlig kvalitet er ikke dyre. Vi vil også anbefale et popfilter, som skal sidde foran mikrofonen, hvor det forhindrer klusiler (såsom p- og b-lyde) i at blive for dominerende i lydbilledet.

1 Track på track

Man kan bruge enhver audio-app til at optage en podcast, men vi anbefaler at lede efter en, der understøtter multitrack-projekter. Det betyder, at man kan have mere end et audiotrack eller lydspor: Du har måske et track til din egen stemme, et andet til den interviewede, et tredje til jingler og et fjerde til sange. Audacity-appen er multitrack, og den er fuldstændig gratis.

2 Vælg din kilde

Vi anbefaler varmt at bruge en USB-mikrofon: Hvis du satser på pc’ens indbyggede mikrofon, bliver lydkvaliteten ikke ret god. Det svarer til forskellen på at høre en person via en skrattende telefonforbindelse og høre hende ansigt til ansigt. Windows bør automatisk genkende din mikrofon: Vælg den i rullemenuen nederst i Audacitys værktøjsbjælker.

3 Styr på lydstyrken

Foroven ser du et mikrofon-ikon. Klik på det, så kan du se lydstyrke-indikatorerne – de begynder med grøn og bliver gule, orange og røde i takt med, at lydstyrken stiger. Snak en stund, og se, hvad de gør. Hvis de konstant rammer rødt, taler du for højt. Læn dig tilbage, eller skru ned for mikrofonen med Windows’ volumenkontrol.

4 Rød knap til optagelse

Du optager din stemme ved at trykke på den røde optageknap – det er den med en rød prik foroven til venstre – og begynder at tale. Mens du taler, ser du de takkede blå linjer, som er vist her. Det er den bølgeform, din stemmes lydbølger skaber. Hold øje med lydstyrken, således at du ikke går i rødt. Hvis du taler for højt, stopper du, sletter og begynder forfra.

5 Importer audio

Podcasts består sjældent kun af én stemme: De rummer som regel gæster, musik eller lydklip. Du kan føje et ekstra track til dit Audacity-projekt ved at klikke File > Import. Som du kan se, giver det et separat par tracks i stedet for at føje det nye til slutningen eller erstatte det, du har optaget. Til stereofiler som sange har man et track til den venstre højttaler og et til den højre.

6 Trim tracket

Vi vil kun bruge en stump af denne sang, og vi skal derfor trimme den. Med musen markerer vi den del, vi vil af med, og trykker på tasten Del. Det gør vi på begge sider af den musikbid, vi ønsker, så der kun bliver 30 sekunder tilbage. Vi markerer de første fem sekunder og vælger Effect > Fade In, så den kommer langsomt ind. Vi tilføjer en fade til sidst ved at vælge “Fade Out”.

7 Klip og kopier

Man kan flytte audio, ligesom man flytter rundt på ord i Word. Market blot den sektion, du vil flytte, tryk Ctrl + C, og flyt markøren til sektionens kommende placering. Tryk nu Ctrl + V. Din sektion bliver flyttet, men den er stadig på sine egne tracks, og du kan derfor bruge trackstyringen til at justere lydstyrke og panorering, så den ikke overskygger noget andet.

8 Mix det sammen

Mixning – justering af tracks – er en vigtig del af podcasting: Musikken skal ikke være hårrejsende høj, og folk skal ikke tale for sagte. Du justerer niveauet med skyderen til venstre. Tegnene + og - øger eller reducerer dette tracks lydstyrke, mens L og R flytter den mellem venstre og højre højttaler. Her kan du også eksperimentere med nogle effekter.

9 Eksporter audio

Podcasttjenester importerer ikke Audacity-filer. Derfor er det ikke kun vigtigt, at man gemmer sit arbejde; man skal også eksportere en audiofil, som tjenesten kan bruge. Forskellige tjenester har forskellige krav (det skal de nok fortælle dig!), men hvis du er usikker, er en WAV-fil i cd-kvalitet et sikkert valg. Din pod-castudbyder konverterer WAV’en til download og streaming.

10 Upload din podcast

Denne proces er meget enkel, men specifikationerne varierer fra udbyder til udbyder, og dem er der massevis af. De udgiver den færdige podcast til Apple Podcasts, Google Play, Spotify og alle de andre store podcasting-platforme. Man kan som regel offentliggøre sin podcast gratis, men tjenesten lægger lidt reklamer omkring den for at kunne betale regningerne.