Home » Styresystem » Guide: Kom videre fra Windows 7
Guide: Kom videre fra Windows 7

Guide: Kom videre fra Windows 7

Share

Hvis du vil have det, findes der også en lettere uofficiel, men tilsyneladende ret effektiv rute til installation af Windows 10 ved hjælp af din eksisterende Windows 7-nøgle. Hvis den er legitim, ser det ud til, at en ældre nøgle virker udmærket på trods af, at Microsoft udadtil dropper sit opgraderingsregime. Vi stiller dog ikke nogen forsikringer i udsigt her, fordi det er muligt, at nogle nøgler slet ikke virker. Se på din hardware efter et autenticitetscertifikat, eller kør Nirsofts ProduKey (www.nirsoft.net) for at fiske nøglen op fra din eksisterende installation, hvis du ikke allerede kender den.

Husk, at brugen af en ældre nøgle på en ny installation gør den ubrugelig på den gamle. Derfor er dual-boot ikke en mulighed i dette tilfælde. Hvis du kommer ud for problemer, kan du meget vel miste nøgle i begge ender, og så må du foretage en ubehagelig opringning til Microsoft Support for at få orden i sagerne. Gør det, før Windows 7 bliver droppet – for det tilfældes skyld, at du får brug for at gå tilbage. Og igen: Sørg for, at du har backup af alting på hver maskine, før du går i gang.

Gør et kup

Er du ude efter en god handel? Kig indenfor i tredjeparts-sælgerens plettede regnfrakke. Du får måske en overraskelse. Man kan være heldig at få sig en Windows 10-nøgle, der typisk stammer fra en høkerhandel og er videresolgt fra en grossist.

Se også:  Guide: Log nemmere ind på Windows 10

Somme tider kan det være en nøgle, der er købt i en billigere udenlandsk valuta og sendt videre i systemet. Det er ikke vores opgave at tale dig fra at besøge et site som www.kinguin.net, www.pcdestination.com eller sågar en stor forhandler som Amazon eller Newegg i jagten på en billig nøgle, men der er nogle ting, som du skal være opmærksom på.

Det er risikabelt. Vi anbefaler ikke nogen af disse sites, fordi der er en lille risiko for, at den nøgle, du køber, ikke er lovlig, eller at den er resultatet af dobbeltsalg. Det er klogt at satse på et firma, der tilbyder alle pengene retur, hvis det hele går galt, og det gælder i dette tilfælde ikke for Amazon eller Newegg – her fanger bordet. Hvis der er et problem på disse sites, må man tage det op med den individuelle sælger. Nogle kræver et gebyr for refunderingsbeskyttelse (Software Pug forlanger yderligere 20 dollars, der også omfatter installa-tionssupport).

Der er ikke nogen specifik juridisk forhindring for at købe en nøgle på denne måde. Forhandlerne hævder, at der ikke engang er tale om et gråt marked, men at det snarere svarer til at købe skruer hos jem & fix i stedet for at vælge et kunstfærdigt udført produkt fra Illums Bolighus.
Der er ingen tvivl om, at du får den bedste behandling direkte fra Microsoft, men hvis du vil gøre en uaktiveret Windows 10-installation lovlig, er det bestemt en mulighed at bruge nogle få kroner på en tredjepartsnøgle.

Se også:  De 25 bedste apps til Windows 10
Tid til opgradering

Du har måske holdt fast ved Windows 7, fordi du tror, at din eksisterende hardware ikke kan følge med. Det er sandsynligvis ikke rigtigt; vi har kørt Windows 10 på så ydmyge maskiner som gamle netbooks, og det er gået fornuftigt på alt det udstyr, vi har prøvet. Faktisk er de angivne minimumskrav for både Windows 7 og Windows 10 identiske – en processor på 1 GHz, 1–2 GB ram, 16–20 GB harddiskplads og et DirectX 9-kompatibelt grafikkort. Det, der kører på den ene, burde også kunne køre på den anden. Microsoft fortjener ros for at strømline sit seneste styresystem. Hvis du tidligere gav Windows 8 eller 8.1 en chance og måtte rulle tilbage med væmmelse, vil du ikke opleve de samme ydelsesproblemer med 10.

Minimumskravene er dog netop udtryk for minimum. Vi anbefaler tungere hardware – mindst en dualcore-cpu på 2 GHz, mindst 4 GB ram og langt mere harddiskplads end det angivne, hvis du gerne vil have en pc, der ikke går i stå med et øjebliks varsel.

Vil du spille Overwatch? Med Wine kan man køre Windows-versionen på Linux.

Når det er sagt, kan du betragte Windows 7’s aktuelle placering på skafottet som en anledning til at få noget ny hardware. Vi overlader anbefalinger af specifikke opgraderinger til andre, fordi stort set alt, hvad man køber i dag, fungerer fint. Men det er værd at erindre, at Microsofts godkendelsesværktøjer ser på systemets sammensætning, når de vurderer din nøgles validitet. Hvis du bygger din egen pc eller laver store ændringer i en eksisterende maskine, hjælper det at have din Windows-nøgle knyttet til din Microsoft-konto, således at du kan bruge Aktiverings-fejlfinderen til at løse eventuelle problemer.

På Windows 10 går du til ‘Indstillinger > Opdatering og sikkerhed > Aktivering’ for at tjekke, om du er linket – hvis det er tilfældet, ser du “Windows aktiveres med en digital licens, der er linket til din Microsoft-konto’. Hvis det ikke fungerer, skal du først gå til ‘Indstillinger > Konti > Dine oplysninger’ og bekræfte, at du er logget på Win 10 som administrator via din Microsoft-konto, og derefter gå tilbage til Aktiveringes-panelet. Start Fejlfinding, fortæl den, at du har foretaget hardwareændringer, og skriv dine kontooplysninger. Vælg den hardwarepakke, du bruger, så knytter Windows sig selv til din aktuelle enhed.

Tag Backup

Du behøver ikke eksterne værktøjer for at kopiere Windows 7-filer.

Uanset hvor mange gange du har gjort det, og uanset hvor driftssikker processen er, er opgradering af en eksisterende installation til et nyt operativsystem skræmmende og lidt risikabel. Hvis noget går galt, er man ude at svømme – navnlig hvis man ikke har taget de rette skridt for at sikre sine dyrebare data.

Vi kan blive ved og ved med de backup-tip, du kender i forvejen – tre kopier på mindst to steder, hvoraf et er offsite – men vi formoder, at du allerede praktiserer dem. Her er den kritiske backup en sikkerhedsforanstaltning – en bunke af dine filer, som er parate til brug for det tilfældes skyld, at der er noget, som går galt. Denne backup er essentiel, uanset om du opgraderer, skifter styresystem eller hårdnakket holder dig til et nu mere sårbart Windows 7.

Du kunne oprette et komplet systemimage ved hjælp af Windows 7’s indbyggede backupværktøjer eller med noget i retning af Macrium Reflect til at spejle din hovedharddisk over på et eksternt medie. Det er ideelt, hvis du fornemmer, at du en gang i fremtiden vil vende tilbage til Windows 7, fordi det omfatter alting. Men det er ubrugeligt, hvis du senere får brug for at få adgang til dine filer direkte, fordi de er komprimerede og pakket i det pågældende image.

Windows 7’s vigtigste backupværktøj (skriv “backup” i søgeboksen) er en bedre mulighed, for det kopierer selve filerne – så snart de er på dit eksterne drev, kan du gendanne dem til din nye pc ved hjælp af Windows 10’s Filhistorik-værktøj, og du kan fortsætte med at bruge det til at tage ubesværet backup af dine vigtigste filer.

Hvis du kigger dig omkring i de klodset omdøbte sager i en Filhistorik-backup, kan du få det indtryk, at disse filer ikke er standardfiler, men de er nøjagtig de samme, som de var før, hvis man ser bort fra filnavnene. Derfor kan man også åbne dem i en Linux-installation uden nogen problemer.

TAGS
opgradering
Windows 10
Windows 7

DEL DENNE
Share

Seneste Tech test
Seneste konkurrencer

Mest populære
Populære
Nyeste
Tags

Find os på de sociale medier

Modtag dagligt IT-nyhedsbrev

Få gratis tech-nyheder i din mail-indbakke alle hverdage. Læs mere om IT-UPDATE her

Find os på FaceBook

Alt om DATA

Lautrupsgade 7,
DK-2100 København Ø
Telefon: 33 91 28 33
redaktion@altomdata.dk

Datatid TechLife

Lautrupsgade 7,
DK-2100 København Ø
Telefon: 33 91 28 33
redaktion@datatid.dk

Audio Media A/S

CVR nr. 16315648,
Lautrupsgade 7,
DK-2100 København Ø
Telefon: 33 91 28 33
info@audio.dk
Annoncesalg / Prislister:
Lars Bo Jensen: lbj@audio.dk Telefon: 40 80 44 53
Annoncer: Medieinformation


Alt om DATA, Datatid TechLife  © 2019
Privatlivspolitik og cookie information - Audio Media A/S