Guide: Kom i gang med at bygge din første app

Guide: Kom i gang med at bygge din første app

Share

Penge, nysgerrighed eller interesse – der er mange grunde til at lave en mobil-app. Har du mod på det, skal du først og fremmest have en god idé. For det tekniske hjælper vi dig i gang med her

Apps er på et årti blevet en verdensøkonomi i milliardklassen. I 2016 var den globale app-omsætning ifølge statista.com på 70 milliarder dollar – det er ikke mindre end 445 milliarder kroner. Ifølge samme site vil omsætningen i 2020 nå 1,2 billioner kroner.

Men det er ikke kun lækre, dyre eller topprofessionelle minihjælpere, vi henter ned til vores smartphones, smart-ure og tablets. Flere og flere apps laves af mennesker uden lang uddannelse i kodning eller noget kæmpefirma bag sig. Det betyder ikke, at en app ikke tjener penge hjem til sin eller sine udviklere og idémænd. Tværtimod. Har du den rigtige idé – især til en niche, som ingen før har betrådt – er der gode muligheder.

Se også:  Guide: Få styr på din musiksamling

Penge er ikke altid det primære mål. Nogle firmaer laver apps, der fungerer som indirekte reklame, for eksempel som en service til kunderne (løbe-app fra Nike) eller en mobiludgave af en tjeneste (Mofibo). Andre apps er gratis, men ekstra indhold og funktioner koster. Andre gange må brugerne betale for at få en særlig premium-udgave, så den ellers gratis app ikke fyldes med reklamer fra L’easy. Sidst men ikke mindst kan en app være en funktion, som idémanden syntes, han manglede. For eksempel en guide til offentlige toiletter som er en af de sjove apps, der er dukket på de seneste år.

Meningen med appen

Før du kaster dig over opgaven, skal du vide, hvilket behov din app skal opfylde. Er det hjælp til de tissetrængende? Til de danskere, som skal koordinere indkøb af julegaver og lægge budget for højtiden? Eller til gymnasieelever, der mangler en overskuelig formelsamling i lommen? Kort sagt: hvad er formålet med appen, og hvem henvender den sig til?

Se også:  Bliv rockstjerne med apps og elektronik

Husk også at tjekke, hvad der i forvejen findes inden for emnet. For hvor mange flere billedredigeringsprogrammer, storbyguider og mini-strategispil har vi brug for?

Find den rette mobilplatform
Apple

Apples App Store har over 2,2 millioner apps. Skal din app være en af dem, skal du bruge programmet Xcode (https://developer.apple.com/xcode/ide) og sprog som Swift, Objective C eller C# til at bygge din app. Læs mere om Swift på apple.com/dk/swift. Test af din app skal ske med TestFlight. Du skal tilmelde dig som udvikler hos Apple, hvilket koster 99 dollar om året. Tilmelding foregår på: https://developer.apple.com/programs/enroll. Bemærk, at Apple snupper 30 procent af den pris, du tager for din app. Det er en dårlig aftale, men den er ikke til forhandling. Du kan ikke udvikle en Apple-app uden at have en Mac-maskine, for Xcode kører kun på Mac OS X. Der findes måder at omgå det på, men de fleste appudvikler-fora fraråder det.

Android

App-butikken Google Play har 2,8 millioner apps, hvilket gør den til verdens største. Apps skal skrives i Java, men Android findes til et hav af enheder, fra tablets til smart-tv, med forskellige tekniske specifikationer. Du skal oprette en Google Play Developer-konto – enten ved hjælp af en Google-konto du har i forvejen eller ved at oprette en ny. Brug udviklerplatformen Google Play Console til at håndtere din app, din prissætning og mulige justeringer til forskellige Android-platforme. Det er gratis at registrere sig som udvikler, men det koster 25 dollar at få sin app lagt ud i Google Play. Læs mere om de forskellige trin på https://support.google.com/googleplay/android-developer/answer/6112435?hl=da. Du skal også bruge programmet Android Studio – Androids svar på Apple-verdenens Xcode – og det finder du på https://developer.android.com/studio/index.html.

Del denne