Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Guide: Knyt mobilen tæt til din pc

Nu kan du knytte din smartphone tættere til din pc. Her viser vi, hvordan du bruger den nye app Din Telefon. Prøv den af, og se om den er noget for dig. Appen er gratis.

Af Redaktionen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Med October 2018 Update kom der en række nye, spændende funktioner ind i Windows 10. En af de mest brugbare er appen Din Telefon. Denne app gør det muligt for dig at læse sms’er, du modtager på din smartphone, direkte i Win-dows 10. Du kan endda bruge Din Telefon til at svare og sende sms’er fra din pc. Du behøver ikke engang tage din mobil ud af lommen.

Hvis du har en Android-mobil-telefon, kan du med Din Telefon se, redigere og kopiere billeder fra mobilen i din pc. Hvis du har en iOS-enhed, for eksempel en iPhone, er dine muligheder lidt mere begrænsede. Du kan kun sende weblinks. Men Microsoft lover at arbejde sammen med Apple for at skabe mere funktionalitet i fremtiden.

1 Få fat på appen

Først skal du sørge for at installere Din Telefon på din pc. Hvis den ikke allerede findes i Microsoft Store, skal du skrive Windows Update i søgefeltet ved siden af knappen Start og søge efter opdateringer. Når Windows 10 October 2018 Update er installeret, skulle du kunne få adgang til Din Telefon i Microsoft Store.

2 I gang med Din Telefon på din pc

Når appen er installeret, kan du aktivere den fra menuen Start. Første gang du åbner Din Telefon, bliver du bedt om at indstille appen. Klik på “Kom i gang”. Det vil igangsætte et forløb, hvor din pc bliver tilknyttet appen. På det næste skærmbillede vil du blive bedt om at bekræfte din Microsoft-konto. Klik derefter på “Fortsæt”.

3 Installer mobil-appen

Herefter installerer du appen på din smartphone. Android-versionen har i øjeblikket flere funktioner end i-Phone-appen. Du henter appen i Google Play (Android) ved at søge på “Din telefonhjælper” eller i App Store (iOS) ved at søge på “Continue on PC”. Når du ser appen, vælger du den og klikker på den for at få den installeret.

4 Forbind mobiltelefonen til din pc

Når appen er installeret, kan du forbinde din smartphone til din pc. Åbn appen og aktiver den på mobilen om nødvendigt. Log ind på din Microsoft-konto og giv din tilladelse, når du bliver bedt om det. Det kan for eksempel være ved deling af fotos eller delingen af en webside via appen. Nu er din mobil og din pc forbundet til hinanden.

5 Få adgang til dine billeder

På pc’en kan du nu se fotos lagret på din mobiltelefon (kun Android) uden brug af kabler. Klik på “Billeder” i menuen til venstre, eller vælg “Se billeder” fra hovedvinduet. Måske du får en meddelelse om en tilladelse. I så fald klikker du på “Send Meddelelse” og herefter på “Til-ladelse”, når meddelelsen dukker op på din smartphone.

6 Se og rediger dine fotos

Din Telefon viser de seneste fotos, du har taget med din mobil. De vises som miniaturer, hvilket giver et hurtigt overblik. For at få en større visning, dobbeltklikker du på et foto. Nu åbnes det i Paint eller Photoshop, eller et andet program du har valgt som standard til fotovisning. Du kan se fotoet, udskrive det, sende det og redigere det.

7 Få sms’er på din pc

En anden mulighed er visning af sms’er på din pc. Klik på “Beskeder (i eksempel)” i menuen til venstre. Sidste del “(i eksempel)” betyder, at Microsoft stadig tilpasser funktionen. Klik på “Se sms’er”. Måske bliver du bedt om at give din tilladelse via en notifikation, da beskederne sendes med sms-takst. Vælg “Tillad” på din telefon.

8 Send en sms

For at sende en sms skal du klikke på “Ny besked”. Øverst ser du en tekstboks med “Til” skrevet i den. Start med at skrive navnet på den kontaktperson, du vil sende til, og Din Telefon udfylder deres detaljer. Indtast derefter beskeden i tekstfeltet nederst i vinduet. Tryk enten på Enter-tasten eller klik på knappen med ikonet af et papirfly.

9 Fejlfinding i meddelelser

Appen er under udvikling, og nogle gange er der problemer med sms’erne. Sørg for, at din telefon og din pc er på samme trådløse netværk. Du skal muligvis også ændre nogle få indstillinger på din telefon for at sikre, at du kan se alle dine sms’er. Microsoft har en supportside på https://support.microsoft.com/da-dk. Søg på “Din Telefon”.

10 Nye funktioner på vej

Microsoft har store planer med appen. I fremtiden vil du få mere kontrol over visning og redigering af fotos, samt en nemmere træk og slip-funktion af filer mellem din pc og din telefon. Du vil snart kunne indsætte billeder og sende dem via mms. Microsoft håber også, at der kommer bedre understøttelse af iPhone. Lad os se.