Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Guide: I gang med nettets Vivaldi

Den er muligvis ikke det største navn inden for web-browsere, men Vivaldis udvalg af unikke funktioner gør afgjort programmet værd at se nærmere på.

Af Redaktionen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Ee fleste af os er nok vant til at surfe på nettet med programmer som Internet Explorer, Edge, Mozilla Firefox og Google Chrome, men det er ikke de eneste browsere, der findes. Vivaldi er en forholdsvis ny browser, men den er bestemt ingen undermåler.

Dens renderingsmaskine for websider er præcis mage til den, som bruges i Google Chrome, og den rummer et væld af funktioner, man ikke fin-der andre steder. Det er en browser, der gør det nemt at organisere links og andet, og som gør det trygt at søge.

Tilmed er den kompatibel med de fleste udvidelser, som anvendes i for eksempel Google Chrome, bortset fra dem, der ændrer Chromes brugergrænseflade. Så man kan virkelig indrette Vivaldi-browseren, som man selv vil.

Nok er Vivaldi endnu ikke særlig populær – den har blot 0,04 procent af verdensmarkedet for browsere – men det bør ikke afholde nogen fra at afprøve den. Her finder du en trin for trin-guide med de vigtigste funktioner.

1 Få fat i browseren

Brug den webbrowser, du kender, til at gå ind på vivaldi.com/team/?lang=da_DK. Klik på knappen “Download” for at hente den danske version ned på din pc. Så snart den er downloadet, installeres den ved at klikke på knappen ”Accept and install”. Når det er sket, er du parat til at prøve, hvad Vivaldi-browseren har at byde på.

2 Tidlige valg

Først bestemmes Vivaldis farver. Browseren ændrer farve, mens du bruger den, afhængigt af, hvilken side du ser på. Så vælg behagelige farver. Det er nok en god idé at undgå “Hot Pink”. Vælg dernæste placeringen af browserfanerne. De kan sidde flere steder, men vi vælger den traditionelle placering øverst i skærmbilledet.

3 Startsidens baggrund

Nu kan du vælge baggrund for startsiden. Klik derefter “Vær med” for at vælge andre muligheder. Herefter skal du blot klikke på “Start browseren” for at se Vivaldis startside, “Speed Dial”. Her er mange ting, du vil være ligeglad med, så det er en god idé at rydde op: Markér uønskede links og klik ”-” i øverste højre hjørne.

4 Så skal den indstilles

Klik på tandhjulet nederst til venstre, vælg menupunktet ”Søg”, og sæt Google som standardsøgemaskine. Du kan se en række genveje ved siden af hver søgemaskine. Hvis du for eksempel vil søge med Bing, kan du bare skrive genvejen fulgt af et mellemrum i søge- eller adressefeltet foroven og så tilføje din søgning.

5 Stakkevis af faner

Vivaldis måde at håndtere faner på er et stort plus ved browseren. For at se, hvordan det virker, kan du søge i Google efter noget. Åbn en ny fane med “+”-knappen i fanebladene, vælg ”Stak faner efter vært”. Dette vil samle alt fra Google i en enkelt fane. Vælg mellem dem ved at pla-cere markøren over fanestakken og klikke på den ønskede.

 

6 Flyt faner

Hvis du vil sammenligne flere websider med hinanden, skal du i de fleste browsere klikke en masse gange. Sådan er det ikke i Vivaldi. Højreklik på fanestakken, og vælg ”Flyt fanestak til” for at dele browservinduet i to. Gentag, og vælg ”Fjern Fanestak” for at gå tilbage igen til udgangspunktet, når du er færdig.

7 Tag noter

Hvis du skal lave research, er Vivaldis notefunktion meget anvendelig. Fremhæv noget tekst på en hjemmeside (ved at klikke og trække musen hen over teksten), højreklik på den fremhævede tekst, og vælg ”Kopier til note”. Det vil kopiere teksten plus tage et skærmskud. Du kan også sortere dine noter i mapper.

8 Fastgør faner

Hvis man fastgør en fane (ved at højreklikke på den og vælge ”Fastgør fane” – virker kun med enkeltfaner), reducerer man dens størrelse og skubber den til venstre på fanelisten. En fastgjort fane kan først lukkes, når du frigør den, så dine e-mails eller sociale medier ikke pludselig lukker, mens du arbejder med noget andet.

9 Hent udvidelser

Klik på tasterne Ctrl + Skift + e. Så får du adgang til de udvidelser, du har hentet. I starten er der ingen, men klik på linket ”Hent flere udvidelser”. Så kan du hente udvidelser i Chrome Webshop. Klik på knappen ”Føj til”, derpå ”Tilføj udvidelsen”, og den vil blive installeret (og lægge et ikon til højre for søgeboksen).

10 Enkel zoomfunktion og noget ekstra

Kig på ikonerne på nederste linje. Til højre finder du en skydeknap, der bruges til at zoome ind eller ud med. Til venstre herfor er der en mindre knap, som udruller en liste af muligheder, hvoraf nogle er brugbare – sepiafiltret kan gøre indholdstunge sider bedre. Andre muligheder er mindre brugbare, for eksempel indhold i 3D!