Af Redaktionen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Du kan styre udseendet af Windows meget mere, end du måske tror. På de næste seks sider finder du en lang række tips til at hjælpe dig med at få et personligt Windows.
Nogle tips er måske velkendte for nogen, men Datatid TechLife har gravet et spadestik dybere og fundet ellers skjulte indstillinger og mindre kendte tricks, der gør mere end blot at ændre baggrundsbilledet eller tilføje et farvetema.
Faktisk åbner vi vores guide med to gratis værktøjer, som tilsammen åbner for en bred vifte af brugerdefinerede indstillinger, der normalt kræver en erfaren hånd i Registreringseditoren.
Du vil blive ferm til at tackle Skrivebordet, Startmenuen, Proceslinjen og Stifinder. Vi viser også, hvordan du udskifter dele af Skrivebordet med mere visuelt lækre (men ikke mindre praktiske) alternativer, ændrer navigationen i dine filer med en praktisk Stifinder-udvidelse og laver grundlæggende om på Skrivebordet. Du får også mulighed for at skifte Windows’ ”hud” med alternativer, som ikke bare er en gang lak, men en frisk tilgang til, hvordan du interagerer med systemet. Så kom frisk, og få gang i penslerne …
Skrivebordet, Proceslinjen og Startmenu
Grundværktøjer
Mange tips i denne guide kan udføres ved hjælp værktøjerne Ultimate Windows Tweaker (www.thewindowsclub.com/ultimate-windows-tweaker-4-windows-10, find også links her til Windows 7 og 8.1) og Winaero Tweaker (https://winaero.com/download.php?view.1796).
Udpak ZIP-filerne. Ultimate Windows Tweaker kører som en bærbar app. Winaero Tweaker giver dig også mulighed for at installere den i bærbar form.
Skift baggrund
start tilpasningen ved at højreklikke på Skrivebordet og vælge ”Personlige indstillinger”. Under ”Baggrund” kan du ændre din baggrund til et billede, en farve
eller et diasshow af fotos fra en mappe på din pc.
Brug egne billeder
Giv Skrivebordet et pift udover Windows eget udvalg ved at installere John’s Background Switcher (https://johnsad.ventures/software/backgroundswitcher/windows/). Efter installation henvises du til knappen ”Add”, hvor du oplyser, hvorfra billederne skal hentes. Det kan være specifikke mapper på din pc eller onlinekilder (Dropbox, OneDrive, RSS feeds, Instagram, Google og Flickr).
Der er flere indstillinger nederst i hovedvinduet. Vær opmærksom på rullemenuen ”Picture Mode”, hvor flere billeder kan vises på samme tid på forskellig måde. Der er også knappen ”More” til yderligere finjustering.
Vælg tema
Den hurtigste måde at ændre Skrivebordets udseende på er under Indstillinger > Personlig tilpasning > Temaer. Er der ingen, som falder i din smag, klikker du på ”Hent flere temaer i Microsoft Store” for at få adgang til flere hundrede andre. Vælg et ved at klikke på det, klik på knappen ”Få gratis”. Begynder installationen ikke, klikker du på knappen ”Installer”. Nogle temaer ændrer musemarkøren og Skrivebordets ikoner. Du kan forhindre dem i at gøre det i Winaero Tweaker under Appearance > Theme Behavior.
Bedre Startmenu
Før du foretager større ændringer i din Startmenu, skal du gå til ”Desktop and Taskbar” > Backup/Restore Start Menu Layout i Winaero Tweaker for at eksportere det aktuelle layout – blot for en sikkerheds skyld.
Brug afsnittet Personlig tilpasning > Start i ”Indstillinger” for ændre visse aspekter af Startmenuen. Elementer kan tilføjes ved at højreklikke på det og vælge ”Fastgør til Start”. Du kan derefter klikke og trække emner for at omrangere dem, eller klik og træk dem oven på hinanden for at gruppere i en mappe.
Når du har arrangeret fliserne, som du vil have dem, åbner du Ultimate Windows Tweaker og går til Customization > Universal UI. Kryds af ved ”Lock Start Tiles ...” for at forhindre, at de fremover omorganiseres.
Savner du startmenuen i Windows 7? Den gamle Classic Start er genopstået under nyt navn og opdateret til at fungere med nyeste version af Windows 10. Download og installer Open-Shell fra https://openshell.github.io/Open-Shell-Menu/. Under installationen klikker du på ”Classic Explorer” og ”Classic IE” og vælger ”Entire feature will be unavalibe” for at undgå at installere dem.
Organiser skrivebords-ikonerne
1 Installer ikoner
Download og installer Vi-Pad (http://lee-soft.com/vipad/). Vises SmartScreen-filteret, klikker du på ”Mere” og ophæver blokeringen. Under installationen skal du klikke på ”Yes”, når du bliver bedt om at kopiere eksisterende skrivebordsikoner til Vi-Pad-vinduet.
2 Organiser ikoner
Alle programmer vises i en enkelt fane, der hedder New Tab. Højreklik på ”New Tab” for at omdøbe eller vælg knappen ”+” for at oprette flere faner, så dine apps kan placeres i forskellige kategorier. Højreklik på et appikon for at flytte det til den pågældende fane.
3 Tilføj ikoner
Træk nye genveje til fanerne fra Skrivebordet eller Stifinder. Højreklik på programmets Proceslinje ved Meddelelses-området og vælg ”Indstillinger”. Fjern krydset i ”Brug Windows DWM” for at gøre det gennemsigtigt. Skift ikonstørrelse med skyderen øverst i menuen.
Proceslinje og meddelelser
Gør brug af Proceslinjen
Det bedste sted at placere genveje, du bruger. Højreklik på Skrivebordet eller genveje i Startmenuen og vælg Mere > Fastgør til proceslinje. Du kan så trække og slippe ikoner ned i linjen for at ordne dem i en rækkefølge, som er logisk for dig.
Minimér søgefeltet
Fylder feltet for meget på din Proceslinje, højreklikker du på en tom del af linjen og vælger Søg > Vis søgeikon for at erstatte feltet med et klikbart ikon. Bruger du det aldrig, vælger du ”Skjult”.
Rediger Proceslinjens størrelse
Er pladsen brugt op, gør du genvejsikonerne mindre ved at højreklikke på Proceslinjen, vælge ”Indstillinger for proceslinjen” og slå ”Brug små knapper på proceslinjen” til. Du kan også højreklik på Proceslinjen og markere ”Lås alle proceslinjer”. Klik på øverste kant af Proceslinjen og træk opad for at tilføje plads til en række mere.
Flyt Proceslinjen
Klik og træk en ulåst Proceslinje til en anden kant af skærmen. Du kan fastgøre til højre eller venstre som lodret liste eller øverst, hvis det passer dig bedre.
Vis etiketter
Har du kun en håndfuld ikoner på Proceslinjen, åbner du dens indstillinger, ruller ned og ændrer ”Kombiner knapper på andre proces-linjer til ”Når proceslinjen er fuld” eller ”Aldrig, skjul etiketter” for at få vist en etiket, som hjælper dig med nemt at se og skifte mellem åbne dokumenter i et program.
Flere værktøjslinjer
Højreklik på Proceslinje og vælg ”Værktøjslinjer”. Tilføj ekstra funktioner såsom ”Adresse” for at tilføje et felt til at åbne websites i din standardbrowser. Tilføj nem adgang til hele din pc ved at vælge Værktøjslinjer > Ny værktøjslinje. Vælg ”Denne pc” og klik på knappen ”Vælg mappe”. Klik i Proceslinjen på mærket ”>>” ved siden af ”Denne pc” for at få adgang til en enhver placering med få klik.
Forstør miniaturer
Når du ruller musen hen over et åbent programs proceslinjeikon, får du et miniaturebillede af de åbne dokumenter. Du forstørrer det ved at åbne Ultimate Windows Tweaker. Gå til Customization > Taskbar. Prøv at indstille skydeknapperne for miniaturer til 400. Klik på ”Apply Tweeks”. Efter genstart af Stifinder bør du se en forbedring.
Juster Meddelelsesområdet
Du behøver grave langt ned i Proceslinjens indstillinger for at ændre, hvordan linjens meddelelsesikoner opfører sig. Træk blot ikoner imellem Meddelelsesområdet og det lille område af skjulte ikoner (klik på ”^” for at se dem). Vil du permanent fjerne ikoner uden at afslutte selve programmet, skal du tjekke programmets egne indstillinger.
Ryd systemikoner
Windows placerer systemikoner i Proceslinjens Meddelelsesområde. Nogle elementer, for eksempel tastaturets touchpad, kan vises eller skjules via Proceslinjens funktionsmenu. Andre, herunder klokken og Handlingscenter-knappen, kan fjernes under ”Indstillinger for Proceslinjen”. Under Meddelelsesområde klikker du på linket ”Slå systemikoner til eller fra”.
Juster meddelelser
Du kan tilpasse en del i Handlingscenter via Indstillinger > System > Beskeder og handlinger, men ikke hvor længe meddelelser vises på skærmen. Vil du ændre det, åbner du Universal Windows Tweaker. Gå til fanen Customization > Universal UI. Skyderen gør det muligt at øge tiden fra 5 til 300 sekunder. Alternativt kan du deaktivere dem (marker ”Disable Toast Notifications”).
Udskift Proceslinjen
Fans af dokken i macOS kan med fordel tjekke den gratis version af WinStep Nexus (www.winstep.net), som kombinerer lækker æstetik med funktioner, der gør Proceslinjen overflødig. Du får træk og slip-genveje fra Startmenuen eller Skrivebordet til dokken samt mulighed for at tilføje mail-checker og vejr-gadgets.
Ret menuen Alt + Tab
Ikke så fiks som den nye Tidslinje, men Alt + Tab er stadig den hurtigste måde at skifte mellem programvinduer på. Juster med Winaero Tweaker. Gå til Customization > ”Alt + Tab Apperance”, hvor du finder skydere, som styrer gennemsigtigheden og kan gøre Skrivebordet mørkt, når det aktiveres.
Minimalistisk Alt + Tab
Du ser også indstillingen ”Enable classic Alt + Tab dialog”. Markér dette, og klik på ”Restart Explorer” for at erstatte miniaturebillederne med en minimalistisk, ikonbaseret version, hvor de aktuelt valgte ikoners titler vises nedenunder.
Flere skærmbilleder
Hvis du har to skærme tilsluttet, åbner du ”Indstillinger for proceslinjen” for at konfigurere linjen forskelligt for hver skærm. Brug ”Proceslinje, hvor vinduet er åbent” i rullemenuen (under ”Flere skærme”) for at undgå forvirring.
Åbn programmer hurtigt
1 Kom i gang
Hent Launchy fra www.launchy.net. Du kan installere eller bruge det som en bærbar app. Når åbent ligger Launchy diskret i Proceslinjen Meddelelsesområde. Aktiver det med tasterne Alt + Mellemrum, og begynd med at skrive navnet på det, du leder efter.
2 Søg og vælg
Et programikon dukker op. Er programmet det rigtige, trykker du på ”Enter”-tasten. Vent og flere matchende resultater, herunder weblinks, vises i en rullemenu. Klik på et eller brug piletasterne til at rulle gennem listen. Tryk på tasten ”Enter”, når du finder dit match.
3 Udvid søgefeltet
Højreklik på Launchys ikon for Meddelelsesområdet. Vælg fanen Options > Catalog. Klik på ”’+” under ”Directories” for at tilføje flere søgemapper. Med en mappe valgt klikker du på ”+” under ”Fil Types” for at liste typer, der skal søges på. Klik på ”Rescan Catalog”.
Gør Stifinder mere praktisk
Tilpas mappadfærd
Windows kan instrueres i at behandle mapper på en bestemt måde afhængigt af indholdet. Højreklik på en mappe, og vælg Egenskaber > Tilpas for at optimere den til en bestemt filtype, for eksempel Billeder eller Dokumenter.
Nye mappeikoner
Under Tilpas kan du også ændre mappeikonet. Nyttigt, hvis du vil have en mere visuel oversigt over indholdet. Klik på ”Skift ikon ...” for at gennemse ikoner (shell32.dll er valgt som standard). Du kan også vælge tidligere oprettede eller downloadede ikoner (ICO). Se trin-for-trin-vejledningen på næste side for at udtrække ikoner fra andre filer. Alternativt klikker du på ”Vælg fil ...” for at vælge et billede i stedet. Muligheden er perfekt til mapper med fotos, hvor du hellere vil fokusere på et af billederne i mappen i stedet for at Windows viser flere samtidig.
Personlig mappevisning
Windows husker også eventuelle tilpasninger, du udfører på en mappe. Efter åbning skifter du til ”Vis” i Stifinders Bånd. Her kan du eksperimentere i sektionerne ”Layout” og ”Aktuel visning” og anvende indstillinger, som vil forblive specifikke for den pågældende mappe.
Juster ikon-afstanden
Brug Winaero Tweaker til yderlige justeringer. Naviger til Avanced Appearance Settings > Icons, hvor du kan justere vandret og lodret afstand mellem ikoner i Stifinder og på Skrivebordet samt ændre standardskrifttypen, der bruges til at vise navne.
Arranger Stifinders ruder
Stifinder har, som standard, to paneler: Navigationsrude og Detaljerude. Du kan tilføje et eksempelvindue via fanebladet ”Vis”, plus gendanne biblioteker i Navigationsrude ved at klikke i det og vælge ”Vis biblioteker”.
Konfigurer Hurtig adgang
Sektionen Hurtig Adgang i Navigationsrude er smart. Du kan trække ofte brugte mapper ind her for at knytte dem til sektionen. Du kan også klikke og trække eksisterende poster for at omrangere rækkefølgen eller højreklikke for at frigøre dem.
Ryd ud i Navigationsruden
Navigationsrude kan fyldes med for mange poster, du ikke bruger. Lug ud ved at gennemgå listen og fjern uønskede poster med Winaero Tweaker. Gå til File Explorer > Navigation Pane - Standard Items”. Vil du tilføje egne links, vælger du ”Navigation Pane – Custom Items”.
Tilpas elementer
I Navigationsrude kan du omdøbe ikonerne for Hurtig adgang, bibliotekerne og Denne pc via Winaero Tweakers Stifinder-sektion. Du ændrer på samme måde, som du ændrer et mappeikon.
Tilpas Denne pc
Da de fleste nok åbner Stifinder i mappen Denne pc, hjælper det, hvis du kan skræddersy den til dine behov. I Ultimate Windows Tweaker går du til Customization > This PC. Her kan du bestemme hvilke brugermapper, der skal vises, og tilføje forskellige nyttige systemgenveje.
Tilføj faner til Stifinder
Du kan oprette faner i din browser, så hvorfor ikke i Stifinder? Du skal bruge et program som QTTabBar (http://qttabbar.wikidot.com/). Når der er installeret, vises fanerne under Stifinders Bånd. Klik på ”+” for at søge efter en ny fane eller tryk på tasterne Ctrl + N for at duplikere den aktuelle fane.
Find hurtig vej i undermapper
Med QTTabBar kan du også rulle musen over et mappeikon, klikke på pilen i rullemenuen, der vises, for at gennemgå appens indhold ved hjælp af en række rullemenuer.
Pop op-forhåndsvisning
Med QTTabBar kan du også droppe linjen af miniaturer, forhåndsvisninger. Kør musen over en understøttet filtype, og et pop-op-vindue vises. Du kan angive størrelsen (og andre QTTabBar-indstillinger) ved at højreklikke på et tomt område på programmets fanerække i Stifinder og vælge ”QTTabBar Options – look under Preview > Windowing.
Tilpas kontekstmenuen
Højreklik-menuen er et praktisk sted at opbevare nyttige, men ikke ofte brugte, værktøjer. Tilføj flere poster i Winaero Tweakers sektion Context Menu. Du kan tilgå den nye historikfunktion i Udklipsholder eller få adgang til klassiske tilpasningsindstillinger i Windows 10 (se Personalization). Menuen kan også indeholde systemværktøjer, hvormed du kan tildele dig selv ejerskab af en mappe eller nulstille tilladelser til standard.
Ryd op i kontekstmenuen
Vælg ”Remove Default Entries” i Winaero Tweaker for at fjerne ubrugte poster tilføjet af Windows, for eksempel BitLocker. Det meste rod stammer dog fra tredjepartsværktøjer. Kan du ikke finde muligheder for at fjerne dem i programmet selv, bruger du et værktøj som ShellMenuView (www.nirsoft.net/utils/shell_menu_view.html). Det kan virke lidt overvældende, men ShellMenuView er alsidig, og mulighederne er grupperet efter program, hvilket gør dem nemmere at finde og, hvis nødvendigt, fjerne flere ad gangen.
Udtræk programikoner
1 Vælg hvor du skal søge
Hent Icons Extractor (www.nirsoft.net/utils/iconsext.html) som ZIP-fil. Udpak den og dobbeltklik på ”iconsext.exe” for at starte programmet. Du kan vælge at søge efter ikoner i en specifik fil, alle filerne i en mappe eller fra en løbende proces.
2 Søg og gennemse
Klik på ”Search For Icons” og vent, mens mappen gennemgås. En tæller angiver hvor mange match, der er fundet. Du kan altid klikke på ”Stop” for at standse søgningen og gennemgå det foreløbige resultat. Dobbeltklik på et match for at se tilgængelige ikoner.
3 Søg og udtræk
Findes et passende stort (128 x 128 pixel, helst 256 x 256 pixel) ikon, vælger du det. Klik ”Copy Selected Image” og kopier til udklipsholderen. Ellers luk dialogboksen, højreklik på ikonet og vælg ”Save selected icons”. Det gemmes som en .ico-fil til andet brug.