Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Guide: Gør din pc mere personlig

Du kan få din Windows-computer til at føles mere som din egen ved at ændre lidt på billeder og farver.

Af Redaktionen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Verden ville være et ret kedeligt sted, hvis alle pc’er var helt ens. Og vi kunne jo tage fejl og komme til at læse chefens mail ...

Heldigvis gør Windows det nemt at få en pc til at skille sig ud fra mængden. Den kan personliggøres på mange måder. Udover at udskifte baggrunden på Skrivebordet kan du lave om på lydene, billedet på Låse-skærmen og endda på selve Start-menuen.

Microsoft vil faktisk have dig til at give din computer et personligt præg, så du knytter dig tættere til den, ser det ud til, for det er ikke så svært at tilpasse den. Især er det nemt i Windows 10.

Hvis du ikke synes, det er nok (måske er du ikke så gammel) så skal du ikke glemme pc’ens yderside. Her er masser af plads til mærkater og klistermærker, som kan markere dig og dit territorium, så hvorfor ikke gøre computeren til noget særligt?

1 Aktivér Windows

Hvis du ikke har aktiveret Windows, kan du ikke gøre din pc mere personlig. Du bliver hængende i den blå baggrund med Windows-logoet. Du kan heller ikke ændre dit kontobillede eller synkronisere på tværs af enheder. Så måske skal du ind på Indstillinger > Opdatering og sikkerhed > Aktivering.

2 Nyt kontobillede

Du kan udskifte det billede af dit ansigt, som smyk-ker din Låseskærm, eller det symbol eller dyr, som du valg-te, da du oprettede din Microsoft-konto. I Windows 10 vælger du Indstillinger > Konti. Under “Dine oplysninger” vælger du “Administrer min Microsoft-konto”. Nu kan du tilføje et nyt profilbillede.

3 Skrivebordsbaggrund

Du kan lave en markant ændring ved at højreklikke på Skrivebordet og vælge “Personlige indstillinger”. Med den første skærm kan du ændre Skrivebordets baggrund. Du kan vælge et billede, en heldækkende farve eller et lysbilledshow. Vælg billeder fra din pc, hvor tit de skal skifte, og hvordan de skal tilpasses din skærm.

4 I Windows 7 …

Det fungerer nogenlunde på samme måde i det snart halvgamle Windows 7. Højreklik, og vælg igen de personlige indstillinger. Men vinduet ser lidt anderledes ud, som du ser her i en engelsk version af styresystemet. Du er med det samme i de temaer, som kan ændre Skrivebordet. Brug linket nederst, hvis du kun vil ændre baggrundens billede.

5 Nye farver

Tilbage i Windows 10 kan du ændre farven for hele Windows og Projektlinjen med Indstillinger > Personlig tilpasning > Farver. Sæt mærke ved “Vælg automatisk en farve ...” for at få en ny accentfarve, hver gang Skrivebordets baggrund skifter, eller vælg et farvet kvadrat for at få den samme farve hele tiden.

 

6 Til den mørke side

I bunden af Farve-vinduet kan du skifte mellem lys eller mørk “standardapptilstand” og se temaer med høj kontrast. Her ser du udseendet, hvis man vælger den mørke tilstand, men den lyse er standardtilstanden. Den mørke tone gælder ikke mapper, men kun apps og programmer. Stor kontrast tilgås med et link nedenunder.

7 Indstil din låseskærm

Hvad enten du låser din pc hver gang, du forlader den, eller lader den lukke ned af sig selv, kan Låseskærmen bruges til mere end adgangskode. Du kan få apps til at blive vist der sammen med e-mails og andre beskeder. Du finder alle mulighederne under Indstillinger > Personlig tilpasning > Låseskærm.

8 Udvælg et tema

Med et tema kan du ændre mange ting i din pc på en gang, for eksempel Skrivebordets baggrund, Windows-farverne, lyde osv. Nogle temaer følger med Windows, andre kan hentes i Windows Store. Du kan også skabe dine egne temaer. Alle ændringer i et tema gør temaet til et standardtema, som kan navngives.

9 Ændringer i Start

Windows 10’s Start-menu behøver ikke altid se ud på samme måde. Du kan ændre farve, størrelse og indhold. Åbn menuen og træk i kanterne med musens markør for at ændre på størrelsen. Farverne kan du ændre ved at klikke Indstillinger > Personlig tilpasning > Farver. Klik “Start” til sidst i stedet for at ændre indholdet.

10 Flyt rundt på Proceslinjen

Proceslinjen kan også peppes op, og den kan flyttes. Under det nederst menupunkt i “Personlig tilpasning” kan du flytte linjen til den side, du ønsker. Du kan også bestemme, om den skal være synlig hele tiden, eller hvil-ken størrelse ikonerne skal have. Du kan endvidere indstille Proceslinjen til tablets.