Home » Styresystem » Guide: Fyr op under windows
Guide: Fyr op under windows

Guide: Fyr op under windows

Share
Geninstallerings-værktøjer

Din næste Windows-geninstallation går som smurt ved hjælp af disse essentielle værktøjer. 

Når du næste gang skal geninstallere Windows, er det en god ide at at tage forholdsregler i form af forskellige backups. Filhistorik er essentiel til personlige data, men hvad med programindstillinger, og hvad med en sikret backup for det tilfældes skyld, at geninstallationen går i fisk?

Geninstallation er også en god anledning til at ændre din organisation af data på din pc’s vigtigste interne og eksterne drev. Og du vil vide, at du har de seneste versioner af Windows’ installationsfiler, for det kan spare dig for en langvarig opdatering efter installationen.

Alle disse sager tager vores foretrukne geninstallationsværktøjer sig af. Branchens bedste værktøj til drevbackup arbejder sammen med vores foretrukne gratis partition-editor og med Windows Media Creation Tool, og det sikrer dig, at du altid har den seneste version af Windows 8.1 eller 10 på din pc. Tilføj et par andre af de praktiske applikationer, som vi har fundet til dig, så bliver din næste Windows-geninstallation langt mere enkel (for ikke også at sige sikker).

Windows Media Creation Tool

Det nytter ikke længere at satse på en forældet installationsdisc. Download blot Windows Media Creation Tool for Windows 8.1 eller eller Windows 10, så bliver du gelejdet gennem arbejdet med at oprette dine geninstallationsmedier på en dvd eller et USB-drev.

Hvad der er endnu bedre, er, at Windows Media Creation Tool også downloader de seneste installationsfiler først. Hvis du for eksempel geninstallerer, får du systemet inklusive Fall Creators Update med i købet. Opret altid friske medier, før du geninstallerer Windows, så er du sikker på, at du altid har den seneste version af operativsystemet.

Se også:  Guide: Få styr på det nye Windows
CloneApp

En af de mest tidrøvende opgaver efter geninstallation af Windows er gendannelse af programindstillinger. CloneApp gør det muligt selektivt at tage backup af vigtige mapper og linjer i Registreringsdatabasen, hvor applikationer lagrer deres indstillinger.

Næsten 250 programmer og Windows-indstillinger er knyttet til programmet – man skal blot finde applikationen og markere boksen, så tager det backup af det hele. Man kan også føje sine egne specielle filer og linjer til Registreringsdatabasen.

Når Windows og dine applikationer er blevet geninstalleret, starter du blot CloneApp og klikker “Restore” for at få alt på plads igen. Hvis du selektivt vil gendanne program-indstillinger, åbner du mappen CloneApp\Backup og fjerner de indstillinger, du vil af med, før du kører CloneApp.

NTLite

Avancerede brugere er måske frustrerede over konstant at skulle justere Windows efter installation. NTLite giver mulighed for at lave specielle installationsmedier til Windows 7, 8.1 eller 10. De har ikke blot de seneste opdateringer inkluderet (en gevinst for Windows 7-brugere); de er også skræddersyede til brugerens behov.

Man kan integrere specifikke driverpakker, fjerne uønskede Windows-komponenter (med indbyggede sikkerhedsmekanismer, der forhindrer, at man uforvarende fjerner noget, man har brug for) og udføre forskellige justeringer.

Partition Assistant

AOMEIs Partition Assistant gør det muligt at dele pc’ens lagerdrev op i to eller flere partitioner. Hvorfor skal du partitionere dit drev? Det giver dig mulighed for at adskille personlige data fra Windows og applikationer. Når du næste gang skal geninstallere Windows, er dine filer allerede gemt sikkert på et andet drev.

Tag backup med Macrium Reflect Free

Geninstallation af Windows fra bunden er en envejsprocess. Når du har formateret drevet og geninstalleret Windows, er alt, hvad du før havde, forsvundet. Hvad sker der, hvis du glemmer en nøglefil eller en vigtig indstilling, eller hvis geninstallationsprocessen går galt, og du vil rulle tingene tilbage? Tag det roligt: Macrium Reflect Free er lige noget for dig. Her kan du læse, hvordan du kan bruge det til at beskytte dig selv og dine filer.

Se også:  Guide: Opsætning af den ideelle OwnCloud-server
1. Opret redningsmedier

Start Macrium Reflect Free, og vælg “Other Tasks > Create Rescue Media” for at oprette en bootbar dvd eller et USB-drev, som du kan bruge til at gendanne din Windows-installation, hvis noget går katastrofalt galt med din pc.

2. Backup af partitioner

Når du har oprettet dine rednings-medier, klikker du “Create an image of the partition(s) required to backup and restore Windows” – Macrium vælger automatisk din Windows-partition plus de boot-partitioner, der kræves for at boote din pc.

3. Vælg en lokation

Klik på ellipsen ved siden af “Folder” under “Destination” for at vælge en egnet mappe på dit backupdrev til et partitions-image. Klik “Advanced Options” efterfulgt af “Verify image…” under “Auto Verify Image,” før du klikker “OK” efterfulgt af “Next.”

4. Tjek og backup

Ignorer Schedules-skærmbilledet – det er en engangs-backup før geninstallation. Klik “Next,“ vurder backupindstillingerne, og klik “Finish.” Fravælg “Save backup…,” og klik “OK” for at sætte Macrium i gang med at tage backup og bekræfte sit image.

TAGS
pc
Systemoptimering
Windows

DEL DENNE
Share

Seneste Tech test
Seneste konkurrencer

Mest populære
Populære
Nyeste
Tags

Find os på de sociale medier

Modtag dagligt IT-nyhedsbrev

Få gratis tech-nyheder i din mail-indbakke alle hverdage. Læs mere om IT-UPDATE her

Find os på FaceBook

Alt om DATA

Lautrupsgade 7,
DK-2100 København Ø
Telefon: 33 91 28 33
redaktion@altomdata.dk

Datatid TechLife

Lautrupsgade 7,
DK-2100 København Ø
Telefon: 33 91 28 33
redaktion@datatid.dk

Audio Media A/S

CVR nr. 16315648,
Lautrupsgade 7,
DK-2100 København Ø
Telefon: 33 91 28 33
info@audio.dk
Annoncesalg / Prislister:
Lars Bo Jensen: lbj@audio.dk Telefon: 33 74 71 16
Annoncer: Medieinformation


Alt om DATA, Datatid TechLife  © 2019
Privatlivspolitik og cookie information - Audio Media A/S