Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Guide: Flot kollage af dine fotos

Det er ikke spor svært at lave et spændende kollageportræt af et eller flere fotos, som du tidligere har taget. Det er en kreativ proces med kunstnerisk resultat.

Af Redaktionen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Kollage er en af de nyskabelser, som opstod i den moderne kunst i 1900-tallet. Og da fotografiet også begyndte at blive brugt i kunstnerisk sammenhæng, opstod fotokollagen.

Blandt de kendte kunstnere, der eksperimenterede med foto og kollage, var britten David Hockney, som blandt brugte Polaroid-billeder i sin kunst. I dag er det langt nemmere at skabe kollagekunst ved hjælp af sine fotos. Her viser vi, hvordan du kan skabe din egen kunst i programmet Photoshop Elements 2019.

Du kan bruge et enkelt foto, men resultatet bliver ofte mere spændende med 10-15 for-skellige fotos af den samme person. Her viser vi, hvordan du arbejder med et enkelt foto. Når du har lært det, kan du udvikle din fotokunst med flere fotos eller raffinere din metode med et enkelt billede.

1 Gem som psd

Du åbner din fotofil i Adobe Photoshop Elements 2019 og gemmer den med det samme som psd-fil. På den måde kan du gemme alle de lag i billedet, som du senere skaber, og du har samtidig en sikkerhedskopi af dit oprindelige billede, hvis noget skulle gå galt. Glem originalen, og arbejd herefter i den nye psd-fil. Gem undervejs.

2 Opret et nyt lag

Åbn nu “Expert mode” og paletten “Layers”. Lige nu er der kun ét lag: baggrunden. Baggrunden kan ikke flyt-tes eller skjules, så dobbeltklik på paletten “Layers” for at omdanne baggrunden til et lag, som du frit kan arbejde med. Det hedder nu “Layer 0”. Du kan skjule laget ved hjælp af øjeikonet i lagpaletten.

3 Indsæt en ramme

Åbn herefter paletten “Graphics” (nederst til højre), og vælg “By Type” og “Frames” i de to rullemenuer for at se alle de rammer, programmet tilbyder. Der er fire klassi-ske rammer nær bunden af listen. Du kan enten trække en af dem ind i dit billede eller klikke på en af dem. Rammen dukker nu op i billedet, der hvor din musemarkør var.

4 Sæt fotoet ind

Rammen kan flyttes, du kan ændre størrelsen og rotere den med værktøjet “Move”. Sæt nu et billede ind med ét klik inden for rammen. Vælg det oprindelige billede, og dobbeltklik eller vælg “Place”. Billedet ses nu i rammen. For at ændre på fotoet skal du klikke på knappen længst til højre i den grå værktøjslinje, som dukker op.

5 Juster dit billede

Hvis du har roteret rammen, skal du rotere billedet, så det passer med baggrunden. Klik én gang på rammen, og dobbeltklik for at redigere dens indhold. Med den flydende værktøjslinje kan du zoome og rotere billedet, erstatte det og rette eller fjerne rettelser. En skydeknap til zoom dukker op, hvis du dobbeltklikker på billedet.

6 Flere rammer

I paletten “Layers” ser du din ramme og billede som en gruppe af lag. Hver gang du sætter en ny ramme ind, kommer der en ny gruppe. Fortsæt med trin 4 og 5, indtil du har opbygget 10-15 rammer, alle med en detalje af billedet og med passende overlap. Der er flere rammer i paletten “Graphics”.

7 Lagenes rækkefølge

Hver gruppe i paletten “Layers” kan samles ved hjælp af det lille mønster på titellinjen. Du kan trække laggrupperne op og ned i lagpaletten for at ændre deres lagrækkefølge. Flyt dem foran og bag hinaanden, indtil du er tilfreds med resultatet. Undgå uforvarende at trække grupperne ind i hinanden.

8 Skab en 3D-effekt

Læg en ramme omkring hele lærredet, og lad kanterne gå ud over rammekanterne på denne nye baggrund. Opret et nyt lag med en ramme fra “Graphics”, og stræk den ud til kanterne på lærredet. Indsæt motivbilledet, men roter ikke. Træk baggrunden til bunden af lag-paletten, så den er bag alt andet.

9 Prøv noget andet

Vi har prøvet at få ansigtstrækkene til at passe sammen og have alt i samme størrelse. Men du kan gøre kollagen mere surrealistisk ved at rotere og flytte rammerne, så de ikke mødes. Du kan også lege med størrelserne, så et øje er større end det andet – hvis altså ikke personen på billedet bliver støt over overdrivelserne.

10 Læg farver på lagene

Du kan ændre farverne i et lag ved at lave det om til et simpelt pixellag. Det gør du ved at højreklikke på laggruppen og vælge “Simplify”. Med det nye lag tilvalgt vælger du “Enhance” og Adjust Color > Adjust Hue/Saturation. I pop op-menuen kan du nu vælge mellem farver. Gør dette for hvert lag; resultatet er overbevisende!