Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Guide: Find de skjulte superfunktioner i din pc

Din Windows-computer rummer en række gemte skatte og mindre kendte funktioner, som kan forbedre ydelsen eller give nye muligheder. Her løfter vi sløret for dem.

Af Redaktionen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Hvis det ikke er så længe, siden du skiftede til Windows 10, savner du måske funktioner fra tidligere Windows-versioner? Eller måske vil du bare gerne vide, om der er forbedringer af Windows, som du ikke kender til.

Hvis du nu kan nikke ja, så er du kommet til det rigtige sted. I denne guide viser vi, hvordan du igen får adgang til de funktioner, du mindes med glæde, for eksempel visning af Skrivebord eller tilpasning af startmenuen. Vi ser også på nye funktioner i Windows 10, for eksempel print af filer til PDF.

I jobsammenhæng vil du måske blive særlig glad for at kunne arrangere åbne vinduer på tværs af flere skærme.
Du skal ikke have nogen særlige forudsætninger for at gennemføre disse ændringer, og de skader ikke computeren. Så lad os komme i gang.

1 Vis Skrivebordet

Denne praktiske knap er ikke længere standard i Windows. For at genaktivere den skal du højreklikke på Proceslinjen nederst på skærmen og vælge “Indstillinger for Proceslinje” og slå “Peek” til. Knappen sidder yderst til højre i Proceslinjen og bruges til at kaste et hurtigt blik på Skrivebordet.

2 Gå i God Mode

Du kan få nærmest guddommelig magt over din computer med “God Mode”. Start med at højreklikke på Skrivebordet og vælge “Ny mappe”. Du kalder mappen GodMode.{ED7BA470-8E54-465E-825C-99712043E01C} og trykker på returtasten. Ikonet ændres. Dobbeltklik på mappen, og få adgang til en masse systemindstillinger.

3 Snap dine vinduer

Med funktionen “Snap” kan du flytte et vindue til kantens skærm uden at skulle ændre dets størrelse. Klik på titelbjælken øverst og træk den mod kanten af skærmen. Du ser en markering af placeringen og slipper musetasten for at få vinduet på plads. Det samme kan du gøre ved at trykke på Windows-tasten og en af piletasterne.

4 Få flere Skriveborde

Du kan fordele dine vinduer på flere forskellige Skriveborde. Klik på den lille firkantede knap til højre for startmenuen, og vælg “Nyt skrivebord”. Nu kan du trække og slippe åbne vinduer ind på det nye Skrivebord. Klik på et af Skrivebordene for at se de aktuelle vinduer. Klik på “X” for at lukke et Skrivebord.

5 Start websider fra Proceslinjen

Du kan få en ny og nem, ekstra adgang til internetsider ved at klikke på Proceslinjen og vælge Værktøjslinjer > Adresse. Herefter vil en webadresselinje dukke op på Proceslinjen. Skriv en webadresse i feltet og tryk på returtasten. Herefter åbnes den valgte internetside i din stan-dard-browser.

 

6 Gør dit Skrivebord personligt

Du behøver ikke være helt tilfreds med Windows 10’s udseende. Du kan ændre det. Vælg Start > Indstillinger > Personlige tilpasning. Her kan du vælge en ny baggrund til Skrivebordet. Eller du kan klikke på “Farver” for at ændre Windows’ farver. Længere nede vælger du, hvilke funktioner ændringerne skal omfatte.

7 Print til PDF

Nu kan du printe filer i PDF-format. Du åbner det aktuelle dokument og klikker på tasterne Ctrl + P. I dialogboksen vælger du “Microsoft print to PDF”. Herefter kan du som ved andre printjob vælge dokumentets oriente-ring mv., før du klikker “Udskriv”. I det nye vindue giver du filen navn og vælger en mappeplacering.

8 Vis de skjulte elementer

Det kan nogle gange være svært at se, hvilken fil der er tale om, hvis man ikke kan se fil-endelsen. Den får du frem ved i Stifinder under fanen “Vis” at sætte flueben ved “Vis filtypenavn”. Hvis du har behov for at foretage ændringer ved skjulte filer, kan du ligeledes under “Vis” markere “Skjulte elementer”.

9 Vælg program

De fleste filer kan åbnes af flere forskellige slags programmer. Hvis du foretrækker et bestemt program, skal du højreklikke på en fil og vælge “Egenskaber”. I det nye vindue vælger du “Skift”, og du kan nu vælge det øns-kede program. Klik “OK” og derefter “Anvend” i vinduet “Egenskaber”.

10 Nye fliser i menuen Start

Du kan nemt ændre opbygningen og udseendet af menuen Start i Windows 10. For eksempel kan du trække ikonerne på listen til venstre ind i menuen. Du kan også ved at højreklikke ændre størrelsen på en flise eller helt fjerne den. Hvis du for eksempel vil fjerne Groove Music, skal du blot vælge “Frigør fra Start”.