Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Guide: Få din pc tilbage i topform

Med tiden bliver computeren sløvere. Gamle, forældede drivere, overflødige filer og en bunke opstartsprogrammer kan være blandt årsagerne. Du kan nemt rydde ud, opdatere og sågar tune dit Windows med specialprogrammer. Her viser vi dig hvordan.

Af Redaktionen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Windows 10 indeholder et væld af muligheder, når det gælder om at gøre ens pc så personlig som muligt; for eksempel kan du skifte baggrunde, skrifttyper og temaer. Omvendt kan styresystemet være noget trægt, hvis du ønsker at finpudse, tune og opdatere. Selvfølgelig kan du gå ind via Indstillinger > Opdatering og sikkerhed for at tjekke for drivere og opdateringer af apps, men du kan ikke altid være sikker på at få det nye-ste nye automatisk. 

Update har en funktion, som lejlighedsvis angiver, at nye drivere er tilgængelige. Andre gange må du ind via Enhedshåndtering og post for post tjekke, at alle dele af dit system, fra hardware til software, er på tæerne. Sidst, men ikke mindst har Windows en irriterende vane med at ophobe overflødige filer, specielt efter større, mere gennemgribende opdateringer. 

Heldigvis kan du selv gøre meget for at få din pc tilbage i tiptop form, og langt de fleste metoder og værktøjer er tilmed gratis.

[su_quote]

AODs bedste tip

Er du utryg ved at lade et tredjepartsprogram håndtere din opstart, kan du få Windows 10 til at gøre det i stedet – under Indstillinger > Apps og funktioner > Start.

Her vises også effekten.

[/su_quote]

 
1 Start med oprydning

Tjek det primære drev, det vil sige drevet, hvorpå Windows 10 er installeret. Åbn Stifinder, lokaliser drevet (som regel C-drevet), højreklik, og vælg fanen ”Generelt”. Klik på knappen ”Diskoprydning”, derefter ”Ryd op i systemfilerne”. Efter scanning viser Windows, hvor meget diskplads der kan frigøres. Flere GB data er ikke unormalt.

2 Oprydning af øjebliksbilleder

Glemte apps og forældede programmer fylder også unødigt på drevet. Klik på fanen ”Flere indstillinger” under Diskoprydning for at få yderligere muligheder. Ud over programmer og funktioner kan du også rydde op i såkaldte øjebliksbilleder, som Windows bruger til at oprette gendannelsespunkter. Klik på ”Ryd op” i begge tilfælde for at luge ud. 

3 Kontrollér driverne

Du kan undersøge drivere i Enhedshåndtering. Åbn oversigten ved at skrive ”enhed” i Proceslinjens søgefelt. Højreklik på poster, for eksempel skærmkortet, ”Bluetooth” eller ”Netværkskort”, og vælg ”Opdater driver”. Vælg at lede på computeren efter drivere. Klik på ”Lad mig vælge …”. Vælg relevant og signeret enhedsdriver fra det udvalg, som vises.

4 Find drivere via Indstillinger

Windows gør det også muligt at søge efter drivere og opdateringer under Indstillinger > Opdatering og sikkerhed. Ud over opdateringer af software og funktioner til Windows vil et klik på ”Søg efter opdateringer” også få Windows til at lede efter enhedsdrivere og drivere til din installerede software. Er der drivere tilgængelige, får du besked her.

5 Kør med CCleaner

Det fine program CCleaner fås i en gratisversion, som du kan bruge til mange ting. Hent det på www.ccleaner.com/ccleaner/download. I højre side vælger du ”Health Check” for at få gennemgået din pc’s generelle tilstand. Klik på ”Gå videre for at starte Sundhedstjek”. Programmet foreslår herefter, hvad du kan gøre for at optimere din pc.

6 Disk og registreringsdatabase

Klik på ”Register”, og CCleaner skanner for ugyldige programstier og filstumper. Klik på ”Scan for problemer” og derefter ”Gennemgå markerede problemer”. Gem en kopi af registreringsdatabasen, hvis du er usikker på at slette. Under ”Brugerdefineret rens” kan CCleaner rense Windows og dine programmer for blandt andet cache­filer og cookies. 

7 Scan efter enhedsdrivere 

CCleaner kan opdatere drivere. Klik på ”Driver Updater” i venstre side af programvinduet. Klik på ”Scan” eller ”Scan igen”, og CCleaner undersøger, hvilke enheder der er drivere til. Klik på ”Se dine drivere” for at få en enhedsoversigt inddelt efter kategorier. Herfra må du selv opdatere, medmindre du køber CCleaner og lader programmet gøre arbejdet. 

8 Dubletter og opstart

Pc’ens programmer og funktioner vil med tiden blive sløvet af dubletter, forældede browser-plugins og programmer, som kører ved opstart. Undersøg, hvor slemt det står til, under Værktøjer > Duplikatsøgning. Under ”Opstart” får du vist, hvad der starter sammen med Windows. Din pc behøver ikke hver gang tjekke for opdateringer af for eksempel Google.