Når den eksterne enhed er fundet, for eksempel en højttaler, vælger du den fra listen, og installationsprocessen fortsætter. Du får vist en besked i Meddelelsesområdet, når enheden er klar. Med hovedtelefoner og højttalere klikker du på Proceslinjens volumenkontrol for at skifte fra de indbyggede højttalere til Bluetooth-lyd. Nogle ældre eller små enheder kan ikke kobles til en pc.
Måske har du flere enheder, som før har været forbundet til pc’en. Når du tænder for en parret Bluetooth-enhed, bliver den automatisk forbundet. Som regel. Sker det imidlertid ikke, skal du en tur ind i Bluetooth-indstillingerne. Her skal du klikke på den aktuelle, tidligere parrede enhed og derefter klikke på knappen ”Opret forbindelse”. Så skulle der gerne være “hul igennem”.
Som tiden går, kan det ikke undgås, at du må skrotte gamle eller ødelagte Bluetooth-enheder. En gang imellem er det derfor en god idé at tilgå Windows-pc’ens Bluetooth-indstillinger og rydde op i listen over parrede enheder. Klik først på den enhed, du ikke længere bruger. Klik derefter på knappen ”Fjern enhed”, og afslut med et klik på ”Ja” for at bekræfte.