Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Guide: Her er de mest brugervenlige Linux-distributioner

Nogle Linux-distributioner gør sig umage for at gøre livet nemmere for nye brugere. Vi fokuserer på de mere imødekommende distributioner.

Af Konrad Vaabensted, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Lad os først se på Linux Mint, der stadig er et af vores foretrukne systemer. Det er navnlig et system, som vi anbefaler til brugere, der skal tage deres første skridt med Linux. 1.0-releasen i 2006 var en beta, der byggede på Kubuntu, og den tog oprindelig Ubuntus kodebase og bundlede flash og Wi-Fi-firmware med det formål at give brugeren en bedre førstegangsoplevelse. Systemet eksperimenterede med sin egen kodebase i et par år, men vendte så tilbage til Ubuntus, og siden da har de to systemer altid været kompatible. Det betyder, at Mint kan udnytte den skattekiste af pakker, der er i Ubuntus lagre, samtidig med at det leverer sin egen specielle oplevelse.

Da Ubuntu gik over til sin Unity-desktop, tilbød Mint noget mere konventionelt i form af sin Cinnamon-desktop (der først var med i Mint 13). Cinnamon byggede oprindelig på Gnome 3, men den blev snart sin helt egen. Til de rettroende traditionalister tilbød Mint også en variant af Gnome 2, MATE-desktoppen. Både Cinnamon og MATE lever stadig i bedste velgående, mens Unity er blevet opgivet af Canonical (selvom den seneste version stadig lever videre i UBPorts mobile operativsystem, og den næstsidste udgave bliver endnu plejet af et lille, men loyalt miljø). Da Ubuntu 18.04 blev lanceret, uden 32-bit-ISO, fortsatte Mint og producerede sin egen udgave (der blev stadig lavet 32-bit-pakker til 18.04, men det gælder ikke for den seneste version, og derfor bliver Mint 20 kun i 64-bit).

Vi venter stadig på, at Mint 20 kommer, og Clem og hans team har stort set tiet stille med, hvad vi kan vente os. I tidligere releases har det lige så meget drejet sig om, hvad de har fjernet fra Ubuntu, som hvad de har tilføjet. For eksempel er den “anonyme” telemetri-information, som man selv skal fravælge, fjernet fra Mint. 

Da Ubuntu gik til Snap-pakkeformatet, ytrede nogle Mint-brugere bekymring over, om disse formater også ville blive normen i Mint. De satser trods alt (undtagen Flatpaks og AppImages) på en proprietær app-store, hvilket giver Canonical en afgørende rolle inden for softwaredistribution. Teamet forsikrede brugerne om, at Mint ikke ville bidrage til dette Snap-monopol. Sidste år sagde man, at man ville understøtte Snaps, så længe de var nyttige og “ikke blev de facto-standard [for pakker]”. Nu har folkene bag Mint taget konsekvensen. Prøv at installere Chromium med apt i Ubuntu 20.04, og du vil se, at du får en dummypakke, som installerer Snap-versionen. Det er et klart vidnesbyrd om, at Snap møver sig ind på en traditionel pakke, og det vil Mint-teamet ikke være med til.


Chromium fås kun som en Snap i distributionen Ubuntu. Hvis man gerne vil have det i Mint 20, er man nødt til manuelt at hente det.

Mint 20 beta-indblik

I skrivende stund begynder de første oplysninger om, hvad vi kan forvente i Mint 20-betaen, at dukke op. Og en af de første er, at der som standard ikke bliver installeret nogen Snaps. Snapd-daemonen vil også være fraværende, men man kan tilføje den, hvis man ønsker det. For en sikkerheds skyld bliver traditionelle apt-pakker forhindret i at installere snapd. Formålet er at forebygge, at de fungerer undergravende, ligesom Chromium. 

Linux Mint vakte opsigt ved at give brugerne det, de ønskede. Det lyder barsk, og der ligger alle mulige former for kompleksitet bag, men andre distributioner tøver med at lytte til deres brugere. Desværre lever den mest udbredte klage – “hvorfor kan det ikke bare virke?” – i bedste velgående (bevares, det gælder også for andre operativsystemer og i alle former for teknologi). En trist tendens, som uafvidende blev indledt af Ubuntus tilgængelighed, fra oprigtig talt ukvalificerede brugere, der brugte bug-trackers og gav deres vrede luft. Folk beskrev deres problemer (dårligt) med vrede store bogstaver, de ville ikke levere logfiler eller hardwareinformation, de ville ikke prøve på at slå ned på problemet, de undlod at foretage selv de mest overfladiske undersøgelser af, om andre mennesker havde de samme problemer, eller – endnu værre – de sprang ind i tilsvarende bug-diskussioner og vrælede “også mig!” selvom deres problem var et andet.

Udviklerne veg tilbage fra at gå ind i den slags diskussioner. Automatsvaret, der takker disse nybegyndere for deres henvendelser og henviser til retningslinjerne, er blevet allestedsnærværende. Et område, hvor Linux Mint har brilleret, har været via dets forum, hvor folk hjælper hinanden, og hvor udviklerne engagerer sig i dette miljø i stedet for at blive irriteret over andre. Forummet “Newbie Questions” bærer stadig sloganet “all gurus once were newbies” og er stadig for det meste fri for, at mere erfarne brugere er nedladende over for nye deltageres spørgsmål – også hvis disse nye ikke har læst den nyttige guide om, hvordan man beder om hjælp.

I det foregående årti er der kommet Linux-distributioner, som har gjort sig umage for at være mere anvendelige for almindelige mennesker. En af dem er Endless OS. Denne Debian-baserede distribution, der oprindelig var knyttet til Endless Computers’ hardware (billige, små pc’er, der henvendte sig til udviklingslande), er nu tilgængelig for alle i forskellige former. Den komplette desktop-udgave (som findes på syv sprog) fylder hele 16 GB, men den indeholder også hele teksten fra Wikipedia, adskillige Khan Academy-foredrag og Endless’ egne undervisningsredskaber. Den sigter på offline-brug. Der findes en mere konventionel desktop-version (kun 3 GB), et VirtualBox-image og endelig et image til Raspberry Pi 4. Foruden dens hardware (herunder Spark Kids-laptoppen), undervisningsmateriale (såsom de informationsmættede Terminal Two-kodeguider) har Endless anlagt en særdeles innovativ holdning til systemopdateringer.


Mint giver brugerne, hvad de ønsker: en traditionel menu i hjørnet, en stærk fil-manager og smukke skrivebordsbaggrunde.

Disse opdateringer er et nødvendigt onde, men Microsoft har lært mange mennesker at afsky dem. Det var værst, da man tvangsopdaterede Windows 7-maskiner til Windows 10, hvilket i mange tilfælde ødelagde dem. Irriterende er det også, at hvis man ikke specifikt frabeder sig det, har Windows 10 for vane at installere store opdateringer, når man slukker (uheldigt, hvis maskinen står i soveværelset) eller når man booter (uheldigt, hvis man faktisk vil bruge maskinen, efter at den er tændt). En anden trist situation opstår, når det kniber med diskplads, og store opdateringer bliver downloadet uden at kunne blive installeret. I nogle tilfælde (især billige tablets) kan det betyde, at maskinerne overhovedet ikke kan boote.

Linux-opdateringer er normalt ikke så generende, men de kan sommetider lave ulykker. Det er især ubehageligt for nye brugere, navnlig hvis de bliver konfronteret med en forvirrende fejlmeddelelse og en Busybox-shell eller endnu værre: en blank skærm. Det er nemt nok at skyde skylden på brugeren eller Nvidia-driveren, men folk burde ikke være nødt til at lære alt om chrooting og modifikation af systemfiler for at få adgang til deres maskiner.

Det har Linux Mint taget til sig og har lanceret sit Time-shift-værktøj til tilbagerulning af opdateringer. Endless OS går et skridt videre: Hele filsystemet bliver opdateret på én gang. Denne såkaldte atomiske opgradering bruger OSTree, der bliver beskrevet som “Git for filsystemer” (eller i dette tilfælde: operativsystemer). Det betyder ikke, at enhver Endless OS-enhed får nøjagtig det samme filsystem (det ville kun fungere, hvis alle enheder var identiske, hvad angår hardware og software). Konfigurationsfiler (for eksempel alting i /boot og /etc) bliver lagt i lag oven på det grundlæggende OSTree-image, og individuelle applikationer bliver installeret som Flatpaks. Man kan rulle styresystemet tilbage til en tidligere version (ligesom man kan skifte Git branches) med et tryk på en knap.

Selvom systemet bygger på Debian, kan man ikke umiddelbart bruge apt- og .deb-pakker (eller noget traditionelt pakkeformat) på Endless OS. OSTree/Flatpak-kombinationen er en skudsikker platform, fordi rod-filsystemet er read-only. Selv hvis strømmen bliver afbrudt midt i en opgradering, vil den forrige udgave af systemet blive tilgængelig, og opgraderingen kan fortsætte. Installation af en applikation ødelægger ikke det grundlæggende image, fordi Flatpaks er selvberoende. OSTree-images er trinvise (kun ændringer mellem versioner bliver gemt) og tilbagerulning koster derfor ikke enorme mængder af diskplads.

Næste generations app-distribution

Flatpaks, Snaps, AppImages: De har alle til formål at gøre det nemmere for udviklere at levere software på tværs af distributioner. Hvor Snaps trækker på en central app-store, kan enhver arrangere sin egen Flatpak. Flathub-lageret (https://flathub.org) er et godt sted at finde populære apps. Flatpaks er også OSTree-images, og det er grunden til, at de to bliver integreret så fint i Endless OS. Når man downloader sin første (ikke-trivielle) applikation på Endless OS (eller sin første Flatpak på et andet styresystem), vil man se, at det er et meget stort download. Det skyldes, at det er afhængigt af en stor runtime-Flatpak (for eksempel Gnome). Når man har den, behøver man ikke at downloade den igen til Flatpaks, der er afhængige af den. Disse runtime-Flatpaks bliver opdateret trinvist, og derfor bør efterfølgende store downloads høre til sjældenhederne. Og i modsætning til deb-pakker er der ingen problemer i at bestille en bestemt version.

Fedoras Silverblue-desktopdistribution indfører atomiske opgraderinger i Fedoras system. Her bruger man et hybrid-pakkesystem, RPM-OSTree, således at det grundlæggende styresystem-image kan modificeres i lag. Det er nyttigt ved installation af low-level-pakker som drivere og shells. Konventionelle desktop-programmer bliver installeret på denne måde, og der er også support til containeriserede workloads.


Flatpaks og Snaps flytter også pakkebyrden væk fra distributionerne.