Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Guide: Byg en stærk gaming-pc til lavpris

For under 6.000 kroner kan du selv bygge en klippestærk gaming-pc med den nyeste teknologi. .

Af Torben Okholm, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

For alt for mange af os er den ultimative drømmemaskine udenfor rækkevidde. Hvis penge ikke betyder noget, kan man lave nogle utrolige systemer, men hvad nu, hvis udgiften spiller en rolle? Hvad nu, hvis man ikke har råd til at give over 6000 kroner for kølesystemet alene? Hvad nu, hvis man vil have en maskine, der koster en brøkdel af de drømmemaskiner, vi hvert år finder på, og som ikke desto mindre fungerer fremragende?

Vores prisbillige maskine har til formål at opfylde netop disse behov. En imponerende allroundoplevelse til en brøkdel af de priser, vi normalt jonglerer med på disse sider. Som det fremgår af overskriften, indgår evnen til gaming også i projektet. Betragt den som en konsol, som man kan bruge til både praktiske formål og underholdning. Den er trods alt en pc. Og hvis du har råd til det, kan du bruge dette system som et springbræt til noget, der mere specifikt opfylder dine behov.

En lille bemærkning: Da vi for et år siden byggede en prisbillig maskine, var formålet blandt andet at lave en stærk allieret til virtual reality, og det aspekt finder du ikke i salgsargumenterne for dette års maskine. Det skyldes simpelthen, at VR ikke er helt så stærk en drivkraft, som det tidligere var. Man kan sagtens spille VR på denne maskine, men hvis du tager VR-gaming virkelig seriøst, bør du måske overveje at opgradere grafikkortet

CUP: Intel Pentium G4600 - 670 kr.

Da vi sidste år satte os for at samle en prisbillig maskine, vendte vi os mod AMD for at finde systemets hjerne. Når man tager i betragtning, at vi i år har tildelt os selv en endnu mindre maksimumpris, skal du være tilgivet, hvis du tror, at AMD også denne gang er det oplagte valg. Det er imidlertid Intel, der vinder vores hjerter i denne omgang. Vi har længe haft et svagt punkt for Pentium-mærket, og denne G4600 opfylder et overraskende antal af vores essentielle behov – prisen taget i betragtning.

Der er meget at vælge imellem i bunden af processormarkedet. Disse chips har imidlertid ikke noget, der får blodet til at rulle hurtigere i årerne. Få kerner og meget lave clockfrekvenser giver en generel computeroplevelse, der virker søvndyssende.

Denne Kaby Lake-chip (quad-thread, to fysiske kerner) lover en fornuftig arbejdsfrekvens på 3,6 GHz og omfatter Intel HD Graphics 630. Der er 3 MB L3-cache og en TDP på 51 W. Vi er naturligvis ikke interesserede i at bruge den integrerede grafik, for vi har fra begyndelsen budgetteret med et diskret grafikkort, men det er altid godt at have en backup, hvis noget går galt.

En vigtig faktor, når man vælger denne chip, er dens indbyggede opgraderingsmuligheder. Det skyldes, at den bruger LGA1151-soklen, og det betyder, at man senere kan installere en Core i5 eller endda en Core i7 og opnå et gevaldigt boost i hastighed. Den omstændighed, at Pentium G4600 understøtter op til 64 GB ddr4-2400-hukommelse giver endnu en mulighed for opgradering.

I øjeblikket satser vi på Pentium-familien til enhver prisbillig maskine. Men det vil næppe vare længe, før vi kan se AMD-APU’er parre Ryzen-hjerner med Vega-muskler, når det gælder om at køre en helt anden slags prisbillig gamingmaskine. Det skal vi nok vende tilbage til, når tiden er inde.

byg-gaming-pc-1 Intel Pentium G4600

GUP: EVGA GeForce GTX 1050 Ti 4GB ACX 2.0 - 1400 kr.

Der er intet, der slår grafikkort, når det gælder valgmuligheder. Selv hvis du beslutter dig for en bestemt gpu, vil der være flere kort til rådighed, ofte fra det samme firma. Markedet for grafikkort er nu så tætpakket, at nogle få ekstra kroner her og der kan give dig en lidt højere overclock, en mere stilfærdig køler eller mere bling i form af pulserende LED’er. Uanset hvor mange du har, er der et grafikkort, der ligger og venter på dig.

Hvis du skal spare, er udvalget af gpu’er ikke så stort. I det budget, vi har lagt til det grafiske subsystem, ender vi med at skulle vælge mellem Nvidia GeForce GTX 1050 Ti og AMD Radeon RX 560. Den duel vinder Nvidia ret sikkert, fordi 1050 Ti er meget stærkere, og 4 GB-modeller er nemmere at finde end deres RX 560-slægtninge. AMD’s Radeon-serie synes at lide under en fornyet interesse for kryptovaluta, og udvalget er derfor generelt begrænset.

Det EVGA-kort, vi købte, lover en beskeden overclockfordel i forhold til Nvidias grundspecifikation – med en basisclock på 1.354 MHz mod Nvidias basespecifikation på 1.290 MHz. Nu om dage er basisclock faktisk mindre vigtig end boost, fordi GPU Boost 2.0 automatisk overclocker kortet i forhold til temperaturen. Men denne overclocking går videre endnu med en boostclock på 1.468 MHz i forhold til de foreslåede 1.392 MHz. Køleren med en enkelt ventilator klarer afkølingen af de 768 CUDA-kerner fremragende, og den støjer ikke urimeligt.

De andre fordele ved dette Pascal-kort er dets beskedne format og den omstændighed, at det ikke kræver nogen ekstra strømstik. Det trækker al den nødvendige strøm fra pci-e-stikket. Nvidia anbefaler, at man har en psu på mindst 300 W til et system, der bruger dette kort, og det betyder, at vi har mere end tilstrækkeligt med energi i vores maskine.

byg-gaming-pc-2 EVGA GeForce GTX 1050 Ti 4GB ACX 2.0

RAM: atriot Viper 4 Series DDR4-2400 8GB (2x 4GB) - 725 kr

For et år siden ville man have satset på 16 GB ddr4. Men prisen på ram er blevet fordoblet i det seneste år. Da vi her arbejder med et stramt budget, har vi ikke råd til denne stigning, og vi må derfor klare os med mindre.

Når det er sagt, vil vi stadig anbefale mærkevarer, når man køber hukommelse, og Patriot er et firma, der har tjent os godt i mange år. Disse røde og sorte blokke virker fint ved 2.400 MHz med 15-15-15-35-timing. Kølerens ribber rager ikke for højt op over kredsløbet, og de bør derfor heller ikke give problemer med dit valg af cpu-kølemetode.

byg-gaming-pc-3 atriot Viper 4 Series DDR4-2400 8GB (2x 4GB)

 

Bundkort: Asus ROG Strix B250I Gaming  - 925 kr.

Dette mini-ITX-bundkort er meget lille, og derfor må det halte bagefter, når det gælder funktioner, ikke? Forkert. Det har kun et pci-e-x16-slot, men det er lykkedes at vride seks USB 3.0-porte og fire SATA-porte ind på den beskedne plads. Her er integreret Wi-Fi plus support til ikke et, men hele to M.2-drev. Til al overflod lyser det op som et juletræ. Meget, meget imponerende.

Det integrerede lydkort er også overbevisende. Det hviler på sit eget afskærmede område af hensyn til signalintegritet, og det bruger audiokondensatorer fra Nichicon. Føj hertil tre PWM-fanheadere, og man har et fuldt funktionsdygtigt bundkort, der tilfældigvis også er ganske lillebitte.

byg-gaming-pc-4 Asus ROG Strix B250I Gaming

Operativsystemlager: Kingston SSDNow UV400 120GB - 485 kr.

Hvis vi havde flere penge, ville vi bruge et af bundkortets M.2-slots til seriøst hurtigt lager. Men desværre er M.2-drev stadig vældig dyre, og derfor er pengene i øjeblikket bedst brugt på et standard-ssd. Hvis du partout vil have M.2, vil vi anbefale Samsung SM961 på 128 GB.

Det forløbne år har været turbulent, når det gælder priser på hukommelse, og det samme gælder for ssd’er. Denne maskine giver samme kapacitet som sidste års projekt, men til en højere pris. Men det lønner sig at se nærmere på detaljerne, og sidste års V300 på 120 GB er langsommere end dette års UV400 på 120 GB. Læse- og skrivetider springer fra 450 MB/sek. til henholdsvis 550 MB/sek. og 500 MB/sek., og man kan derfor konkludere, at resultatet således er lidt bedre.

byg-gaming-pc-5 Kingston SSDNow UV400 120GB

Datalager: Seagate BarraCuda 1TB - 460 kr.

Ssd’er er fremragende til hurtig adgang, men de halter efter de roterende drev, når det gælder kapacitet. Og når man vil bygge en gamingmaskine, er det vigtigt at have et sted, hvor man kan gemme sine spil. Navnlig når det centrale bootdrev er lille, som det er tilfældet i denne maskine.

Dette BarraCuda-drev på 1 TB har 64 MB cache, der er med til at flytte rundt på dine data, og mens den maksimale overførselshastighed på 210 MB/sek. ikke vil genere et ssd, har du plads nok på operativsystemdrevet til dine hyppigst brugte apps og spil. Som en ekstra bonus er dette drev med to hoveder lidt tyndere end standard-harddiske, og det kan potentielt hjælpe med luftstrømmen i et system med meget lidt plads.

byg-gaming-pc-6 Seagate BarraCuda 1TB

Kabinet: Phanteks Enthoo Evolv ITX - 600 kr.

Hvis du bygger en prisbillig pc, har du sandsynligvis affundet dig med, at du ikke får råd til et smukt kabinet. Imidlertid beviser Enthoo Evolv ITX, at det slet ikke behøver at være tilfældet. Dette fikse hvide system ser helt overdådigt ud, og alligevel koster det kun 600 kroner. Og det er værd at bemærke, at vi har brugt dette kabinet i langt mere kostbare byggeprojekter.

Det er også en fryd at arbejde med. Phanteks’ sans for detaljer falder i øjnene over det hele – fra samlekvalitet til materialevalg og ventilatorplacering. Den store ventilator på 200 mm bag frontpanelet afkøler komponenterne, og på grund af dens størrelse støjer den ikke nævneværdigt. Støvfiltre er med til at holde systemet rent, og velcrobånd giver plads til luftstrøm. Fik vi nævnt, at kabinettet til al overflod ser forrygende ud?

byg-gaming-pc-8 Seagate BarraCuda 1TB

PSU: Corsair CX550 - 500 kr.

Sats på mærkevarer. Navnlig når det drejer sig om hukommelse og strømforsyning. Det kan godt være, at det fordyrer sagerne lidt, men til gengæld får man driftssikkerhed og den sindsro, som et stort navn forlener projektet med. Og glem endelig ikke garantien.

CX550 er potentielt overkill for dette projekt, idet vi endte med at trække lige under 200 W. Imidlertid betyder en stor strømforsyning, at det er nemmere at opgradere. Der er rigelig plads til sultne cpu’er, gpu’er og mere lager. Bemærk, at denne enhed kom lidt for sent til at blive fotograferet, og vi viser derfor en RM650, men den byttede vi ud med en CX550 til vores test.

byg-gaming-pc-7 Corsair CX550

 

En pc til 5765 kr. Så er det nu!

Trin for trin: Sådan bygger du din egen superbillige monstermaskine.

1 Det første skridt

Ved du, hvad vi næsten altid glemmer, når vi bygger en ny maskine? Installation af den bageste I/O-plade. Efter at du har pakket al din fine ny hardware ud og har fundet et godt sted at bygge maskinen (ingen uldne sokker eller langhårede guldtæpper), stripper du kabinettet for unødvendige harddiskskuffer og bokse og installerer dit bundkorts bageste I/O-skjold.

Det hjælper med at reducere statisk elektricitet fra dine kabler og dit ekstraudstyr, og det reducerer også den mængde støv, der kommer ind i systemet. Når det er gjort, liner du bundkortet op med de forudinstallerede afstandsskruer og sikrer det med de rigtige skruer (de er ofte inkluderet i kabinettets tilbehørspose). Det er værd at bemærke, at hvis du har en tower-luftkøler, der kræver en bagplade, er det klogt at installere bagpladen, før du skruer bundkortet fast i kabinettet.

byg-gaming-pc21

2 Det smukke ved et ITX-propjekt

Når dit bundkort er sikret, kan du begynde at installere hovedparten af din nye hardware. Vi foreslår, at du lægger ud med processoren først. Med Intels LGA-sokkel løfter du bærearmen op og ud, indtil du kan løfte bøjlen op. Indsæt forsigtigt din nye processor, så den gyldne trekant på hjørnet af cpu’en passer med trekanten på soklen, og sæt den på plads. Lad være med at prøve at skubbe den ned; anbring den blot, og giv den et meget beskedent puf med fingeren for at mærke, om den sidder rigtigt.

Før bøjlen tilbage, og fastgør den under den nederste torqueskrue, og før også bærearmen ned. Beskyttelsesdækslet ryger af, og du kan gå videre. Nu kan du installere hukommelsen – huske at line hakket i bunden af hver blok ddr4 op med hakket på stikket, og tryk den så på plads i begge ender, indtil du hører et opmuntrende klik. Til gpu’en fjerner du de skruer, der fastgør pci-e-bøjlerne, hvorefter du skyder dit nye grafikkort ind pci-e-stikket, før du igen skruer skruerne fast.

byg-gaming-pc20

3 Køligt overblik

“Man kunne bruge meget mindre på kabinettet”. Bevares, men Evolv ITX er et fantastisk kabinet i lille format, når man skal bygge. Og her er en af grundene: Det omfatter en imponerende ventilatoråbning på 200 mm fortil. Når man installerer denne gigant på sit bundkort, leverer den masser af luft, og den har også et anseligt støvfilter. Og hvis du virkelig har lyst til det, kan du tage den ud og bruge en 240 mm-løsning i stedet. Nu vi er ved ventilatorer: Når du er nået så langt, er tiden inde til at installere din cpu-køler. Pentium G4600 omfatter en standardkøler fra Intel med påført varmepasta. Anbring ventilatorens pins i bundkortets huller, klik ventilatoren på plads, og lås dine pins ved at dreje dem til venstre.

byg-gaming-pc19

4  Godt med lagerplads

Nu kommer vi til lager. Evolv ITX har en enkelt 2,5”-ssd-skuffe bagtil. Træk bakken ud, skyd ssd’et ind, og fastgør det med de medfølgende skruer (se i tilbehørsposen). Skyd så bakken tilbage på gummiskiverne. Du kan se, at harddiskskufferne til vores 3,5”-drev nedenunder, skjult af psu-dækslet. Træk bakkerne ud, løsn de to låse på hver side af bakken, placer harddisken, og skub de to låse tilbage på plads. Nu skal du blot skubbe skuffen tilbage i 3,5”-drevholderen. Sørg for, at forbindelsesportene til ssd’et vender nedad, og at dine 3,5”-drevporte vender mod bagpanelet.

byg-gaming-pc-12

 

5 Problemer med FrontPanelet

Omsider møder vi det første ITX-problem: frontpanel-stik. Når man installerer kabler sådan, kan sagerne blive lidt komplicerede. Man kan uden de store bekymringer installere frontpanelets audiostik, før man indsætter gpu’en – de fleste kort har en indskæring, der gør det muligt at få dem på plads i denne situation. Men det er sværere med strømknap, led’er og hdd-indikatorer. Strix Z270i angiver på bundkortet, hvor de enkelte forbindelser skal installeres, men man kan være nødt til at fjerne ram’en for lettere at kunne installere dem. Husk, at plus og minus for led’erne skal vende den rigtige vej (som det fremgår af bundkortets manual og på kortet), ellers virker de ikke.

byg-gaming-pc-13

6 Kabler her og der

Nu er tiden inde til at afslutte projektet. Før din 24-pin-strøm gennem side-gummiremmen og 8-pin-strømmen gennem den øverste rem. Det GTX 1050 Ti, vi bruger her, trækker udelukkende sin strøm fra pci-e-stikket, og der er ikke behov for yderligere strøm. Til sidst bruger du to gange SATA-strøm til både ssd’et og harddisken, og så er du på plads. Herefter kan du overveje nogle opgraderinger. Som det fremgår af billedet, understøtter Evolv ITX 240 mm-kølere foroven, og afhængig af psu’en kan man også opgradere til noget i retning af GTX 1060 eller 1070 uden større besvær. Man kan for eksempel parre et 1070 med en Core i5-processor og på den måde gøre dette lille ITX-projekt til en hurtig, stilfærdig og stærk 1440p gamingmaskine.

byg-gaming-pc-14

7 Installer Operativsystemet

Når alt det fysiske arbejde er overstået, er tiden inde til at installere Windows. Det gør du ved at tage en USB-nøgle på 8 GB og på et andet system gå til http://bit.ly/Win10MediaTool, hvor du downloader Media Creation Tool fra Microsoft. Kør programmet, vælg “Create New Installation Media” (sørg for, at det er x64-versionen), vælg din USB-nøgle (husk, at den bliver formateret), og lad Windows gøre arbejdet færdigt. Så skal du sætte USB-nøglen ind i dit nye system, tænde for strømmen og tampe løs på Delete. Ret boot-rækkefølgen i BIOS, så “UEFI:[USB STICK NAME]” står øverst. Tryk F10, gem og gå ud. Installer nu Windows på dit splinternye ssd, og skriv din Windows 10-nøgle, når du bliver bedt om det.

byg-gaming-pc-15

8 MasseInstallation

Nu skal du gennemgå nogle opsætningsrutiner. I dette tilfælde går du til Asus’ website, finder dit specifikke bundkorts side, klikker “Support” efterfulgt af “Driver & Tools”. Vælg dit styresystem (i vores tilfælde Windows 10 64-bit), og download Intel Chipset Driver, Management Engine Interface og Realtek Audio Driver plus eventuelt anden software, du har brug for. Installer allerførst chipsætdriveren. Gå derefter til www.nvidia.com, og download GeForce Experience. Når det er installeret, beder det dig om at downloade og installere de nyeste drivere til GTX 1050 Ti. En sidste detalje: Vi foreslår, at du går til http://ninite.com og henter alle dine dagligdags programmer.

byg-gaming-pc-16

byg-gaming-pc18

 

Er 5765 kroner nok?

Det er sært at være gamingentusiast nu om dage. Både Project Scorpio og PlayStation 4 er faldet i pris og tilbyder nu 4K-gaming til fornuftige priser. Det gør, at man må overveje det rimelige i at bygge en prisbillig gaming-pc. Denne maskine til 5765 kroner sigter kun på 1080p og ikke mere. Hvorfor investere i den som platform, hvis man er vild med gaming?

Svaret er naturligvis ikke ganske ligetil. For det første rummer pc-platformen en udstrakt grad af tilpasningsdygtighed. Man kan drage mange sammenligninger mellem en Mac og en konsol. De er begge meget fastlåste til specifikke indstillinger og applikationer, og det sætter grænser for, hvad man kan bruge dem til. Og begge typer er udviklet, så de ikke udsætter hardwaren for noget større pres. Når det er sagt, må det nævnes, at som tiden er gået, og teknologien har udviklet sig, er der i dag ikke den store forskel på konsoller og pc’er set fra et arkitektonisk standpunkt. De bruger begge X86 som kodeplatform, og de har begge hardware, der bygger på de samme SKU’er. Faktisk har XBox One X en RX 480 med lidt højere clockfrekvens.

Hvis det stemmer, hvordan kan de så opnå det “sweet spot” på 4K 30fps, som Sonys og Microsofts marketingfolk slår på tromme for? Vi skal igen tilbage til sammenligningen med Mac: Alt er låst, og i konsollens tilfælde er de grafiske indstillinger vredet til det yderste for at opnå de mål.

Hvis man på den anden side tænder for pc’en, er der ingen grænser for, hvad man kan gøre med den platform. Ikke kun når det gælder om at justere grafikken til ens særlige smag og producere framerates, der ligger et godt stykke over konsollen – det gælder ikke mindst måden, hvorpå man bruger den. Alsidighed er nøgleordet, uanset om man spiller med flysimulatorer, rts-spil, fps’er eller rollespil.

Man kan bruge controllere, joysticks, HOTAS-udstyr eller rat, og man kan gøre det ved 1080p, 1440p, 4K, 3440 x 1440 eller med flere skærme. Man har en ubegrænset bagudkompatibilitet og et væld af eksklusive spil på en liste, der er meget længere end den, man finder hos dagligstueboksene. Det er ikke svært at se, hvorfor pc’en som platform er overlegen. Og vi behøver ikke engang at nævne alt det andet, man kan bruge en pc til.

Til syvende og sidst er det et spørgsmål om værdi. Hvor meget er al denne alsidighed værd? I vores tilfælde med dette projekt potentielt mindre, end man skulle tro. Naturligvis er GTX 1050 Ti ikke det gamingkraftværk, vi gerne ville have, at det var. Man kan opnå 60 fps i de fleste 1080p-spil, hvis man kaster sig ud i kærlig justering, men det lykkedes ikke i vores testsuite. Og Pentium G4600 er et fantastisk tilbud til prisen, men hvis man satser på rendering eller praktiserer ekstraordinære spilaktiviteter, står den af.

Til gengæld viser vores maskine til 5765 kroner, hvor meget ekstra man får ud af at investere en smule flere penge. Vi vender hele tiden tilbage til balancen mellem pris og ydelsen, og hvis man strakte sig lidt mere og satsede på et budget på over 6000 kroner, kunne man få sig en ret solid 1440p-gamingmaskine for blot lidt flere penge. 