Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Guide: Byg familiens stamtræ

Med din computer kan du nemt opbygge din families stamtræ flere generationer tilbage.

Af Natasja Broström, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Internettet har revolutioneret slægtsforskning. Det, der plejede at være et støvet revir for dem, der var villige til at afsætte lange timer (og rejse langt), er nu åbnet for alle med en pc og internetforbindelse. At genoprette forbindelse til dine forfædre har aldrig været lettere, og udbyttet ved at afdække, hvor du kom fra, og hvordan dine forfædre levede, er enorme.

I denne store guide lærer du, hvordan du kommer i gang med din egen familiehistorie. Vi begynder med at vise dig fordelene ved det gratis program RootsMagic Essentials og hvordan, du kan udvide dit træ med oplysninger, du allerede har. Derefter introducerer vi gratis onlineressourcer, hvormed du kan spore navne, datoer og andre fakta. Måske kan du udvide dit træ tilbage til det 19. århundrede eller endnu tidligere, hvis du er heldig. Du får også tips og tricks til at finde flere gemte forfædre.

Vi gennemgår også, hvor du digitaliserer familieminder, fra fotos til gamle dokumenter, og føjer dem til din forskning (potentielt til deling med andre). Til sidst får du indblik i, hvordan du opnår forbin-delse til andre, hvad enten det er deling om din forskning indtil videre eller for at komme i kontakt med fjerne slægtninge for at bytte fotos og information. Er du klar til at dykke ned i anegalleriet, så læs med her.

Så går vi i gang

Du kan gennem din research oprette et familietræ i et enkelt og tilgængeligt format, som tilmed er nemt at dele med andre.

Internettet er fyldt med fremragende slægtsprogrammer til registrering af din familie-historie. For at gøre guiden her så tilgæng-lig som mulig for alle, falder valget på en gratis mulighed, nemlig RootsMagic Essentials. Det giver dig mulighed for at downloade og flette indhold fra nettet.

Gå ind på www.rootsmagic.com/essentials, hvor du finder et downloadlink. Den gratis version har al nødvendig og basal funktionalitet. Du kan altid opgradere for 19,95 dollar (130 kroner), hvis du har brug for de ekstra funktioner.

Begynd med at indsamle data

Når programmet er downloadet, skal det installeres. Fjern markeringen ved ”Place Database” (det er kun for betalingsbrugere). Når programmet starter første gang, vælger du den gratis version. Luk feltet ”News and Updates”, og vælg at oprette en ny fil. Giv den et navn, og vælg, hvor det skal gemmes. Lad alle andre muligheder forblive urørte, og klik på ”OK”.

Du har nu et tomt træ, der skal fyldes med oplysninger. Vælg ”Click to add a person”. Alle træer begynder med forskeren i centrum, så begynd med at indtaste de grundlæggende oplysninger: navn, køn, fødselsdato og sted. Brug denne syntaks til stedet: by, kommune, region, land. For eksempel Skjern, Ringkø-bing-Skjern Kommune, Midtjylland, Danmark.

Vælg ”Family View” for at gennemgå din familie gruppe for gruppe.

Klik på ”OK”, og skærmvinduet ”Edit Person” åbner. Klik i første omgang på ”Close”. Tag i stedet et stykke papir og skitser et simpelt træ med dig selv i centrum og din nærmeste familie såsom forældre, søskende, børn, partnere osv. omkring dig.

Nu er det tid til at indsamle basale oplysninger til hver persons post. Altså deres fulde navn, plus – hvor det er relevant – datoer (og steder) for fødsel, død og begravelse. Når du nedskriver disse oplysninger, støder du sandsynligvis på nogle huller. Prøv at fylde dem ud ved at konsultere andre familiemedlemmer.

Standardvisningen i RootsMagic er smart til at bevæge sig hurtigt mellem direkte forfædre.

Med disse oplysninger vender du tilbage til RootsMagic for at give dit slægtstræ de stærkest mulige rødder. Bedste metode ved tilføjelsen af folk til dit træ er at definere deres forhold til andre familiemedlemmer for at sikre, at forbindelserne er korrekte. RootsMagic opfordrer dig til at gøre det. Du kan føje forældre, børn eller ægtefælle til den aktuelt valgte person via menuen ”Add” eller klikke på den relevante knap, når du ser dit træ i visningen ”Pedigree” eller ”Family”.

Afprøv andre programmer



Hvis du leder efter et komplet, gratis alternativ til RootsMagic, så prøv My Family Tree (https://chronoplexsoftware.com). Programmets største svaghed er, at det ikke forbinder med hjemmesider for at søge efter matchende optegnelser eller giver mulighed for at flette disse dokumenter og dataoplysninger ind i dit træ.

Andre betalingsprogrammer fungerer med forskellige hjemmesider. Blandt andet kan du med et abonnement på MyHeritage vælge at integrere med det gratis program Family Tree Builder (www.myheritage.com/family-tree-builder), som også er fra MyHeritage. Det indeholder redskaber til billedbehandling og er udviklet af professionelle slægtsforskere og dataeksperter. Du kan derudover importere en lang række forskellige filformater fra blandt andre Legacy samt det meget brugte format Gedcom.

Efter det basale

Når skelettet til dit træ er på plads, vil du nok fokusere på at indsamle mere information om personerne i det. Hvor gik de i skole? Hvad arbejdede de med? Hvor boede de? Trin-for-trin-guiden på næste side viser mekanikken i at tilføje disse data, men når du bevæger dig ud over, hvad nulevende kan huske, bliver hullerne større, og du er nødt til at finde oplysningerne andre steder.

Her kommer bureaukratiet til hjælp, godt hjulpet af de tusinder af frivillige, som i løbet af de sidste par årtier har assisteret med at digitalisere informationer for eftertiden. På de næste sider kan du læse dig til, hvordan du kan høste frugterne af deres arbejde.

Find forfædrene

Læs her, hvordan du sporer dine forfædre og relevante optegnelser om dem online – og ganske gratis.

Du har nu registreret, hvad du ved om din familie, så hvor skal du hen for at opspore manglende oplysninger såvel som navne på forfædrene længere tilbage i dit træ? Du vil nok blive overrasket over, hvad der findes, ikke kun fødsels-, ægteskabs- og dødsattester, men alle former for optegnelser, der vil give masser af oplysninger om hidtil anonyme forfædre.

Tiden med jagt gennem støvede optegnelser i uendelige arkiver og sognekirker er for længst forbi, eftersom et stigende antal af optegnelser digitaliseres og gøres tilgængelige online. Og takket være frivillige bestræbelser under blandt andet Rigsarkivet kombineret med den globale FamilySearch-hjemmeside er mange optegnelser nu helt gratis.

Tilmeld dig med FamilySearch

Du skal registrere dig hos FamilySearch for at få adgang til dens gratis optegnelser. Inde på www.familysearch.org klikker du på ”Create a FREE account”. Webstedet er opdelt i sek-
tioner. Indtil videre begynder du med ”Search” for at søge i de historiske optegnelser. Jo flere oplysninger du kan give, desto mere fokuserede bliver resultaterne, men søger du for smalt, kan du ende med nul resultater. Marker afkrydsningsfeltet for tips til, hvordan du kan spore ellers glemte forfædre.

Undersøg potentielle match mere grundigt ved at klikke på knappen ”View record details”.

Hvilken type dokumenter skal du lede efter? FamilySearch giver dig adgang til fødsels-, ægteskabs- og dødsattester, men du kan også søge i separate arkiver såsom Rigsarkivets arkivalier på www.sa.dk, hvorfra du har adgang til blandt andet gamle kirkebøger. Vær opmærksom på, at du sjældent kan søge på konkrete datoer, men skal kende amt, sogn, menighed eller sågar hospital. Du kan dog mod betaling bestille konkrete oplysninger i en given adoptionssag eller ejendomsoplysninger. Prisen er 680 kroner per påbegyndt time + ekspeditionsgebyr og eventuel porto.

FamilySearch fungerer som et centralt sted for søgning i masser af arkivalier, der normalt er skjult bag betalingsmur eller abonnementer. Ulempen er, at du kun har adgang til en transskription snarere end til et digitalt billede af selve det scannede dokument, men du kan stadig komme langt, før du må overveje at betale for et abonnement for Ancestry (www.ancestry.com) eller Find My Pastm (www.findmypast.com) – FamilySearch gør det klart for hvert sæt optegnelser, hvor du skal lede efter billeder.

Tips til søgning i optegnelser


Led efter oplysninger, som er med til at bekræfte, om et eventuelt match er korrekt.


Når du søger i Family Search, er et navn i sig selv ikke nok. Du bliver nok overrasket over, hvor mange mennesker, der gennem tiderne, har haft det samme navn. Så prøv også med for eksempel fødselsdato eller navnet på mindst et af vedkommendes nærmeste familiemedlemmer. Indtast disse data i søgeværktøjet for at prøve at indsnævre resultater yderligere.

FamilySearch har optegnelser fra hele verden, så gør din søgning mere snæver ved at indtaste et specifikt land i lokaliseringsfeltet under ”Restrict records by”. Når du søger efter kvindelige aner, må du ikke glemme at medtage deres pigenavn i søgningen for at finde optegnelser fra før, de blev gift. Søg også på varianter af dine forfædres navne for at omgå potentielle stavefejl eller fejl i en afskrivning.

Vær skeptisk over for et familie-match. Jo mere bekræftende bevis optegnelsen indeholder (forældres navn, begivenhedens placering osv.), desto mere sandsynligt er det, at du har fundet et match, men du skal være kritisk og undersøge det til bunds.

Forbind med RootsMagic

Du kan linke personerne i dit RootsMagic-træ med deres gengangere på FamilySearch. Efter koblingen kan du udveksle data mellem FamilySearch-sitet og dit træ, hvilket gør det nemt at inkorporere arkivalier, fundet på FamilySearch, i din videre forskning.

Er du utilfreds med RootsMagics bedste match, klikker du på ”Search for more matches” for at udvide din søgning.

Først knytter du din FamilySearch-konto til RootsMagic. Vælg Tools > File Options > FamilySearch. Markér ”Enable FamilySearch support”, indtast dine FamilySearch-legitimationsoplysninger og klik på ”OK”. Vend tilbage til det primære vindue for visningen ”Pedigree”, hvor du nu ser et gråtonet FamilySearch-ikon ved siden af hver person i dit træ. Klik på ikonet, og boksen ”FamilySearch Person Tools” vises, mens der søges et match for den pågældende person på FamilySearch.

Nu vises en liste over potentielle match baseret på oplysningerne i dit træ sammenlignet med det online. Klik på ”i” ved siden af et lovende match for at gennemgå linket mere detaljeret. Virker det som et korrekt match, markerer du personens post og klikker på ”Match with FamilySearch” for at oprette linket. Matchet bliver bekræftet, men andre muligheder vises stadig. Her må du afgøre, om du måske har valgt en forkert person og må udskifte vedkommende.

FamilySearch har mange detaljerede transskriptioner af optegnelser, mens du må lede andre steder efter visuelle dokumenter.

Når du har matchet nogen, klikker på ”Close”. Det gråtonede ikon ved siden af deres navn bliver blåt. Du kan fortsætte til næste person i dit træ og matche én ad gangen eller følge vores vejledning for en hurtigere måde, der også giver dig mulighed for at downloade fakta fra FamilySearch.

Du kan også uploade fakta fra dit træ til FamilySearch for at dele med andre herinde samt downloade ”nye” personer, som du endnu ikke har tilføjet til dit træ. I begge tilfælde skal du bare klikke på FamilySearch-ikonet ud for det relevante emne.

Hent data fra FamilySearch

1 Find en person

Når din første person er blevet matchet (læs om det i hovedteksten), klikker du på det blå FamilySearch-ikon. Dialogboksen ”FamilySearch Person Tools” genåbner under fanen ”Share data”. Dine RootsMagic-data vises i venstre rude, oplysninger om FamilySearch er til højre.

2 Byt data

Sammenlign data i ruderne. Data hentes fra FamilySearch ved hjælp af et kryds i feltet ud for hvert et element i højre rude. Et nyt vindue åbnes. Vælg at tilføje et nyt faktum, fjerne det fra FamilySearch eller erstatte et eksisterende i dit træ. Gennemgå og klik på ”OK”.

3 Familiemedlemmer

Rul herefter ned til sektionen ”Family Members”. Her vises alle de mulige match mellem FamilySearch og personerne i dit stamtræ. Klik på FamilySearch-ikonet ud for en persons navn i højre rude for at kunne matche dem med den tilsvarende person i dit stamtræ.

Oplysninger fra fysiske arkiver

Dit stamtræ er ikke komplet uden dokumenter, gamle fotos og attester. Du føjer fysiske informationer til dit digitale stamtræ ved at digitalisere dem.

Et af de mest tilfredsstillende aspekter af slægtsforskning er at genoprette forbindelsen til din fortid gennem fotografier, attester og andre interessante souvenirs, som kan være alt fra personlige biografier til boksemedaljer. Du har næppe adgang eller ejer alle relevante souvenirs, og sandsynligvis er du næppe klar over, hvor meget der stadig findes et sted, men bare rolig, det kommer vi ind på.

Men uanset, om du ejer en fysisk kopi af disse familieminder eller ej, er det en god ide at digitalisere dem. Ikke kun til arkivformål, men for at illustrere din forskning og dele den med andre.

Scan dit materiale

Den bedste måde at håndtere fotos og doku-menter på er ved hjælp af en scanner. Din installerede scannersoftware bør være nok til opgaven, men hvis du kun har en gammel A4-scanner, der samler støv på loftet og ikke fungerer med Windows 10, så fortvivl ikke.

Fra www.hamrick.com kan du downloade demo-versionen af VueScan. Den har et begrænset antal funktioner, men fungerer med over 6000 scannere (inklusive dem, der ikke længere understøttes i Windows). Sørg for, at scanneren er tilsluttet din pc via USB, og kontroller, at VueScan kan registrere den, før du køber den fulde version til omkring 200 kroner.

Sæt din iPhone på en tripod og benyt den gratis JoyFlips-app for at tage flere fotos hurtigere.

Nu er det tid til at støve din samling af fotos af og få dem digitalt scannet. Selvom det er muligt at korrigere problemer med lys- og farve efter scanning, er det bedst at gøre det, når du arbejder med det originale billede, ikke en digital kopi.

Når det er sagt, kræver nogle rettelser, for eksempel fjernelse af støv, ridser og større skade, at du har et ordentligt billedprogram. Du kan bruge Paint.NET (www.getpaint.net), men har du et Adobe ID, kan du overveje at installere den gratis Adobe Photoshop Express-app fra Microsoft Store. Indlæs dit billede, og vælg ”Spot Heal”-værktøjet (knappen med et plaster).

Indstil størrelsen på din pensel og klik på pletterne for på magisk vis at fjerne dem. Din scanner er fin og nem til scanning af ting derhjemme, men hvad nu, hvis du er i felten og kun har tidsbegrænset adgang til en andens samling? Enkelt: brug kameraet i din mobiltelefon. Du kan nøjes med telefonens standardkamera-app, men der findes flere apps, som gør processen lettere.

Mange fotos på en gang

Skal du hurtigt tage snesevis af fotos, så prøv JoyFlips, som findes i gratis version i app-butikkerne for iPhone og Android. Invester også i et let, mobilvenligt stativ (søg på Den Blå Avis eller Pricerunner efter ”fleksibel tripod”) til omkring 100 kroner. Monteret på en telefon, kan du pege kameraet direkte ned over en bordplade.

Med hjælp fra JoyFlips placerer du hvert foto inden i rammen af telefonens kamera, tager billedet og fortsætter med det næste. Du kan nå gennem store bunker fotos på en brøkdel af tiden, det vil tage at gøre det manuelt. Billeder uploades til din JoyFlips-konto. Herefter kan du se dem igennem og downloade dem ved at logge på www.joyflips.com i din webbrowser.

Digitaliserede fotos kan rettes til og føjes til optegnelserne i slægtsforskerprogrammer.

Scanner du gamle dokumenter (inklusive sider fra en bog), skal du installere den gratis Microsoft Office Lens-app på din telefon. Appen retter automatisk det ”scannede” billede og laver en s/h PDF-fil af høj kvalitet (teksten er redigerbar, hvis OCR-motoren er i stand til at dechifrere håndskriften på det originale dokument). Filen kan du derefter linke til din videre forskning.

Dine digitaliserede fotos og dokumenter føjes til din RootsMagic-fil som links til de originale filer via RootsMagic Gallery. Du kan vedhæfte – eller ”tagge” medier til personer, familier, fakta, kilder, citater og endda steder. Hvis du ikke kan finde en ”Media”-knap, skal du åbne Lists > Media Gallery, vælge billedet og klikke på ”Properties” efterfulgt af ”Tag media” for at tildele det manuelt.

Udbyg dit slægtstræ med RootsMagic

1 Indtast basale oplysninger

Når du opretter en ny person, skal du indtaste grundlæggende detaljer: navn, køn, fødsel og – hvis relevant – oplysninger om død og begravelse (fjern markeringen i boksen ”Living”, hvis det er tilfældet). Lad ukendte oplysninger være tomme, og afslut med et klik på ”OK”.

2 Tilføj nye fakta

En persons liv består af fakta (nogle gange benævnt ”events”). De oplysninger om fødsel, død og begravelse, der allerede er indtastet, er individuelle fakta. Klik på knappen ”Add a fact” for at tilføje en ny begivenhed. Vælg typen af fakta fra listen, og klik på ”Select”.

3 Rediger oplysninger

Et tomt begivenhedsfelt vises. I boksen til højre kan du udfylde detaljer om begivenheden. Se hjælpefilen under ”Date formats”, hvis du har problemer med at indtaste datoer korrekt. Intervaller understøttes, hvilket er nyttigt for fakta såsom perioder med forskellige bosteder.

4 Mere detaljerede oplysninger

Brug boksen ”Place details” til at registrere adresse, døbenavn, gade etc. og boksen ”Description” til et resumé. Ikke alle fakta er endelige. Brug rullemenuen ”Proof” for at markere dem som bevist, modbevist eller omtvistet. Klik på ”Save” for at opdatere.

5 Vedhæft kilder

Fakta skal bakkes op af konkrete data. Klik på ”Sources” for at åbne Citation Manager. Her opretter du kilder (for eksempel dokumenter, referencer til onlinemateriale, fotos osv.), som beviser det, du har indtastet. Klik på ”Add new source” for at vælge typen af kilde, du har.

6 Indtast kildeoplysninger

Arbejd dig gennem dialogboksen med flere faner. Giv så mange detaljer, du kan, ved hjælp af informationerne fra den originale kilde. Brug fanen ”Quality” til at kategorisere og klassificere kilden for at bestemme, hvor meget den beviser dine faktas gyldighed.

Del din research

Familiehistorie er en hobby, hvor fællesskab og samarbejde er en fordel. Det er nemt at dele opdagelser og udveksle informationer med andre.

Dit slægtstræ har vokset sig stort og stærkt, du har brugt alle muligheder i FamilySearch og begyndt at bruge betalingssites som Ancestry og MyHeritage. RootsMagics indbyggede hint-funktion hjælper med at spore potentielle optegnelser ved at søge på hvert websted efter data, som potentielt matcher personer i dit træ, og derefter give dig en praktisk måde at gennemgå dem på.

De nævnte hjemmesider giver hints, i MyHeritage vises de automatisk, når du aktiverer funktionen under Værktøjer > Fil-indstillinger > Hints. Vil du bruge matching-funktionen i Ancestry, skal du udføre nogle yderligere trin som beskrevet i trin-for-trin-guiden. Herefter lukker du RootsMagic og besøger www.ancestry.com i en browser. Log ind på din konto og klik på ”Trees” for at se dit stamtræ. Ancestry henter hints og forslag til dit RootsMagic-træ, så du kan gennemse inde i selve programmet.

Fordelen ved betalingstjenester er, at du har adgang til visuel dokumentation af dine opteg

Tips vises som lyspærer ved siden af personerne i dit træ. Klik på en og gennemgå en opsummering over potentielle matchs fra hver kilde. Klik på MyHeritage, og du bliver sendt til det relevante websted; FamilySearch-tips opsummeres i deres eget vindue, men for at acceptere eller afvise et potentielt match, skal du klikke på tippet for at se det igennem og vedhæfte informationen til den relevante person i FamilySearch-webstedet. Når det er gjort, kan du integrere informationerne i dit RootsMagic-træ som beskrevet i sekstrins-guiden side 31.

Kun Ancestry giver dig mulighed for at gennemse tips i selve programmet. Hver tip er listet separat og i to kategorier: optegnelser og andre medlemmers træer. Vil du acceptere eller afvise optegnelser eller inkorporere dem i dit træ, så de også er tilgængelige offline, må du opgradere til den fulde betalingsversion af RootsMagic.

Funktionen med medlemmernes træer rummer en anden fordel mere ved at dele dit træ med Ancestry (andre websteder fungerer på lignende måde). Medlemstræer uploades af andre Ancestry-brugere, som deler fælles aner med dig. Er du heldig, er der tæt forbindelse på det bredere bedsteforældre- eller oldeforældre-niveau. Andres træer kan være en rig kilde til materiale, som du kan bruge. Måske mangler du information om nøjagtige datoer eller mere spændende: fotos af forfædre, du aldrig har set (eller tilmed ikke vidste eksisterede).

Gå på opdagelse i flere gratis kilder


Rigsarkivet har råd og vejledning og et Flash-program til børn i
skolealderen (Stamtræet.dk), som vil i gang med et familiestamtræ.


FamilySearch er en rig kilde, men der finder masser af andre hjemmesider med specialiseret information. Du kan gennemse dokumenter og arkivalier i Rigsarkivet online på www.sa.dk/da. Under ”Hjælp og vejledning” kan du få gode råd og links til at komme videre i blandt andet optegnelser som kirke-bøger og folketællinger.

Hvis du vil spore et sandsynligt begravelsessted, skal du søge på www.findgravsted.dk, hvor du kan zoome ind på kirker i et område og søge på den pågældende kirkegård. Andre muligheder er www.findengrav.dk, www.gravstensarkivet.dk. Nogle hjemmesider indeholder også fotos af gravstenen og eventuelle transskriptioner udført af frivillige. Er dine forfædre emigreret, kan du muligvis spore dem via FamilySearch, der indeholder samlinger fra New Zealand, Canada og USA. For Australien skal du forbi https://recordsearch.naa.gov.au (se under ”Passenger arrivals”).

Andre muligheder er de utallige slægtsforskere, som har lavet lister over relevante steder på nettet. På www.slaegtogdata.dk finder du bunker af værktøjer og kilder, og på www.danishfamilyserach.dk kan du søge efter sogn og herred.

Find fjerne slægtninge

Før du går i gang og tilføjer disse oplysninger til dit træ, skal du udføre de sædvanlige kontroller for at sikre, at oplysningerne er korrekte (forhåbentlig har Ancestry-brugeren oplyst et link til kilden). Derefter skal du spørge dig selv: hvad kan denne fjerne slægtning ellers vide eller have af fysiske optegnelser, som potentielt kan deles? De fleste sites har egne interne meddelelsessystemer, så du kan kontakte andre brugere. Chancen for svar er gode, da I trods alt deler en fælles interesse for slægtsforskning.

Fotos i denne montage kommer fra forbindelser, der er skabt gennem andre slægtsforskningssider.

Når du introducerer dig selv, skal du, naturligvis, gøre det på en høflig måde. Læg ikke ud med et spørgsmål eller en forespørgsel, men forklar hvem du er, og hvad forbindelsen er (dette er især vigtigt, hvis du ikke er 100 procent sikker på, at forbindelsen er ægte, eller hvis du beder nogen om adgang til et privat træ).

Tænk også over, hvad du eventuelt kan tilbyde til gengæld. Har de fotos af en bestemt person, kan du måske gengælde ved at tilbyde fotos eller attester fra din egen forbindelse. En sidste fordel ved at uploade dit træ til Ancestry eller en lignende hjemmeside er, at du nu kan dele din forskning med familiemedlemmer, som har vist interesse i dit arbejde uden selv at være gået i gang med at forske.

Træerne, som er tilgængelige online, giver ofte en relativ venlig brugerflade for andre, så de kan studere dit træ, anernes personlige historie samt se på fotos, du har lagt op. Du kan gøre træet offentligt eller, hvis du bruger Ancestry, dele en adgang via invitation. Indstillingen findes online ved at klikke på knappen ”Share”.

Når programmerne er forbundet, får du vist onlinetip og kan indsætte fakta fra Ancestry i dit RootsMagic-træ.

Andre, mere traditionelle måder, findes i RootsMagic under menuen ”Reports”.
Herfra har du adgang til udskrivning af rapporter, kalendere og diagrammer. Mange indstillinger er forbeholdt betalingsversion, men en, som er gratis tilgængelig, er Pedigree, det vil sige stamtavlen. Følg guiden for at oprette et nemt læsbart diagram, som kan printes og deles med andre.

Forbind RootsMagic med Ancestry

1 Opret forbindelse til Ancestry

 

Du kan linke alle RootsMagic-træer til din Ancestry-konto. Hermed får du også vist eventuelle match online. Vælg Internet > TreeShare for Ancestry, klik på ”Sign in”, indtast dine kontooplysninger, markér begge felter, og klik igen på ”Sign in”.

2 Upload dit stamtræ

Vælg ”Upload to new Ancestry Tree” for at uploade dit træ til Ancestry. Udfyld detaljerne, herunder navngivning af dit træ og beskrivelse samt vælge, hvad du vil uploade, og om træet skal være offentligt eller ej. Klik på knappen for at uploade efterfulgt af ”Close”.

3 Den sidste finish

Ancestry foreslår måske den svenske udgave på www.ancestry.se. De fleste forstår svensk, men du kan få Google til at oversætte hjemmesiden, hvis du bruger browseren Chrome. Herfra har du også adgang til svenske arkiver. Log på for at se dit træ, og RootsMagic henter tilgængelige tip.