Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Guide: Byg den vildeste monster-pc

Den har krævet hårdt slid, og prislisten er hinsides almindelige dødeliges formåen. Men nu er den endelig klar. Drømme-maskinen anno 2019. Se her, hvordan du selv bygger den ...

Af Torben Okholm, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Omsider dukker dårekistelemmet frem af tågen. Dets elegante facon funkler i solskinnet, mens strålerne skinner hen over dets metalliske overflade. Drømme-maskinen anno 2019 er hos os.

Den har krævet hårdt slid, og prislisten er hinsides almindelige dødeliges formåen. Og den tid, vi har brugt på projektet, får ram-latenser til at minde om en gigtplaget snegls færden.

Drømmemaskinen er en kær pligt, en udfordring, som kun magasinets mest lidenskabelige pc-entusiaster vover at tage op. Ikke blot kræver det herkuliske grader af organisation og nidkærhed at skabe denne maskine, det stiller også nærmest uhyrlige krav til deltagernes kreativitet.

Processen med at bygge den, udvikle den og finjustere den kan ændre ens hele personlighed. Den kan ødelægge en; den kan gøre en til et bedre menneske...

Og med disse ord byder vi velkommen til Drømmemaskinen år 2019.

En maskine til 149.425 kroner

Det er hårdt arbejde at beslutte, hvad man skal gøre med et system som dette. I årenes løb har vi arbejdet os igennem enorme kabinetter, separate loops, hårde rør, bløde rør – vi har været igennem det hele.

Dette år har vi imidlertid besluttet at prøve noget, der er lidt anderledes. Noget, vi ikke har prøvet i et stykke tid: en dualsystem-maskine. Netop: To systemer i ét kabinet under ét væskekølet loop og fyldt med noget af den bedste og kvikkeste hardware, vi har kunnet opdrive.

1 Et af vores foretrukne hjørner i dette bygge-projekt er det D-hjørne, der forbinder de to gpu’er. Det holdt hårdt og krævede adskillige forsøg, men til sidst klarede vi det takket være et praktisk bæger, som vi havde liggende, og som vi kunne bruge til at bøje røret omkring. Sommetider er man nødt til at tænke kreativt. En anden fiks detalje er, at hjørnet sidder på to drejelige 90 grader-fittings, således at man kan dreje hele stykket uden frygt for at udløse en læk.

2 Vi var nødt til at modificere to dele af dette kabinet for at få det til at gøre, som vi ønskede. Først måtte vi fjerne harddiskskuffen, som var nittet fast, for at kunne montere pumpe/reservoir-kombinationen, hvor vi ville. Dernæst skulle vi flytte den øverste kølerbøjle 1,3 cm hen imod kabinettets side, således at vi kunne line køleren perfekt op med gpu-holderen.

3 Det var en udfordring at montere otte ventilatorer på et kølersystem, fordi hver af dem havde to kabler. Det er ikke så nemt, når man omhyggeligt skal føre hvert ventilatorkabel op imellem de to kølere.

4 Vi siger det ikke tit nok, men det er så vigtigt, at man afprøver sin hardware, før man går i gang med væskekøling. Lad være med at gøre, som vi gjorde, og sige “Øh, det ser rigtigt ud” og derefter bygge hele kølersystemet, fylde loopet og konstatere, at der er vrøvl med delene. Hvis man afmonterer gpu’er og tilføjer vandblokke, bortfalder garantien sandsynligvis.

5 Vi har anbragt endnu en LED-lysstrip heroppe – ikke noget fancy, blot ren hvid, til at belyse vores værk. hvis vi skal være ærlige, ville projektet dog nok have haft gavn af endnu en lysstrip forneden. Kabinettet er nemlig så stort, at man er nødt til at bade det i så meget lys som muligt.

AMD-ingredienser

Processor: AMD Threadripper 2990WX

AMD Threadripper 2990WX AMD Threadripper 2990WX

Det var ikke nemt at vælge den primære processor til denne drømmemaskine. Vi havde to at vælge imellem: Intels 28-kerner Xeon W-3175X og AMD’s 32-kerner Threadripper 2990WX.

Drømmemaskinen bliver ikke hæmmet af økonomiske hensyn, men erfaringen har lært os, at forholdet mellem pris og ydelse er vigtigere end noget andet.

Begge processorer endte meget tæt på hinanden under overclocking, og de sikrede sig begge sejre i en række test. Med tanke på hardwarekompatibilitet, strømforbrug og mest valuta for pengene besluttede vi os for at satse på AMD’s Threadripper 2990WX.

Dette er i realiteten et arbejdsstations-projekt, og kombinationen af 2990WX’s alsidighed med en ulåst arkitektur og en imponerende ydelse gør den til kongen af processorverdenen lige nu, i hvert fald i denne undersektor.

Bundkort: Asus ROG Zenith Extreme Alpha

Asus ROG Zenith Extreme Alpha Asus ROG Zenith Extreme Alpha

Når man har en processor med 32 kerner, skal man bruge et bundkort, der kan leve op til dens krav. Asus’ oprindelige Zenith Extreme var et mesterværk af teknologisk trolddom, men det var ikke stærkt nok til at håndtere de ekstreme temperaturer, som disse VRM’er genererer, når man kører en enhed med 32 kerner, og derfor har vi her den næste generation, ROG Zenith Extreme Alpha.

Med den imponerende ventilatorkølede VRM-heatsink foroven, to EPS-strømfor-syninger med otte pins, otte SATA-porte og fænomenal support af M.2-enheder er det i sandhed førende blandt X399-bundkort.

Hukommelse: 64 GB (8 x 8 GB) Corsair Dominator Platinum RGB
ved 3600 MT/sek.

64 GB (8 x 8 GB) Corsair Dominator Platinum RGB ved 3600 MT/sek. 64 GB (8 x 8 GB) Corsair Dominator Platinum RGB
ved 3600 MT/sek.

Et stort system skal bruge stor hukommelse. Denne gang vælger vi hastighed frem for størrelse. Zen-kerner drager nytte af højfrekvens-hukommelse takket være Infinity Fabrics afhængighed af clock-hastighed, og vi ville finde hukommelse, der både har høj kapacitet og høj frekvens. Vi måtte dog gå på kompromis her: De fleste kort i den høje ende understøtter ikke 128 GB højfrekvens-hukommelse, og hastighed kommer derfor foran kapacitet. Vi mener dog, at det er det værd.

Corsairs Dominator Platinum-blokke har længe været det foretrukne valg i den dyre ende, og med den RGB-dille, der hærger resten af Corsairs produkter, var det kun et spørgsmål om tid, før vi ville se Dominator komme med på vognen. Det må dog siges, at disse blokke ser godt ud. Med deres fikse sorte heatsinks og nogle fascinerende RGB-effekter har Corsair ramt rigtigt.

Grafik: (2 x) Nvidia RTX 2080 Ti

(2 x) Nvidia RTX 2080 Ti (2 x) Nvidia RTX 2080 Ti

Det var svært at vælge, hvilke gpu’er vi skulle bruge i Drømmemaskinen. De fleste af vores test af arbejdsbelastning fokuserer på rendering, streaming og et spil i ny og næ. Af den grund, og fordi – bortset fra hukommelseskapacitet – RTX 2080 Ti kun halter efter Titan RTX med omkring 10 procent, valgte vi at satse på to gange Ti med vandblokke.

Det var ikke nemt at få fat i to kort med kort varsel, men vi fik fat i to tyske kort. De omfatter som standard et reference-printkort, der er det samme, som man finder i Founders Edition-kortet. Der er masser af forhandlere at vælge imellem. Vi kan anbefale EVGA’s Black Edition.

Lager: 1,5 TB Intel 905P PCIe SSD & 12 TB (6 x 2 TB) PNY CS1311 2,5”-SSD’er

1,5 TB Intel 905P PCIe SSD & 12 TB (6 x 2 TB) PNY CS1311 2,5”-SSD’er 1,5 TB Intel 905P PCIe SSD & 12 TB (6 x 2 TB) PNY CS1311 2,5”-SSD’er

Lager har altid været noget af en akilleshæl for vores Drømmemaskine. Uanset hvad vi gør, er der ingen, der bliver glade. Hvis vi bruger massekapacitets-harddiske, brokker backupfolkene sig. Hvis vi dropper dem helt til fordel for PCIe-ssd’er og taler om en NAS-løsning, klager folk over, at det bliver for dyrt.

Det er i sandhed en delikat balanceakt. Imidlertid var der ikke megen diskussion, da det gjaldt vores primære system: Vi ville have Intels 905P 1,5 TB-drev – det er et monster. Det er ikke helt så imponeren-de med de sekventielle tal som nogle af Samsungs 970 Pro-drev, men hvad Optane måtte mangle i disse reklameoplysninger, indhenter det rigeligt i lav latens og høj vilkårlig 4K-ydelse.

Vi parrer vores 905P med 12 TB ssd’er fra PNY med henblik på onsitebackup. Dem kører vi i raid 10 for at opnå en kombination af afsindig sekventiel hastighed og redundans – fordi vi kan.

PSU: 1600 W Corsair AX1600i Digital PSU 80 plus Titanium

1600 W Corsair AX1600i Digital PSU 80 plus Titanium 1600 W Corsair AX1600i Digital PSU 80 plus Titanium

Dette er ren overkill til det, der er formålet med dette system. Vi forventer maksimalt 900-1000 W fra stikkontakten under be-lastning med overclocking. Men det luner, at der er plads nok, hvis vi senere vil inddrage endnu flere gpu’er.

Man får den sædvanlige samling af 0 dB-teknologi, modulær kabelopsætning, magnetiske farvekoordinerede navneskilte og andet. Vi har også købt et Pro-kabelsæt med kabelkamme og et generelt pænere udseende hen over alle kablerne, ikke kun hovedkablerne.

Intel-ingredienser

Grafik: Nvidia Titan RTX

Nvidia Titan RTX Nvidia Titan RTX

Til vores andet system var vi en anelse begrænsede af det antal PCIe-slots, vi havde på vores lille ITX-kort, og derfor sprang vi ud på dybt vand, greb vores trofaste Titan RTX og installerede også det.

Bortset fra dets imponerende arsenal af 4608 CUDA-kerner, 24 GB gddr6-hukommelse og 18,6 milliarder transistorer har Titan RTX en overflod af stil. Bevares, vi vil køre vores pri-mære systems gpu’er under vand og overclocket, men vores Titan RTX bliver projektets shownummer.

Vi elsker at se ventilatorer dreje rundt, og det kan vi gøre med en lodret PCIe-bøjle. Titan RTX pynter gevaldigt med sit gyldne design i vores maskine.

Hukommelse: 32 GB (2 x 16 GB) Corsair Vengeance RGB Pro ved 3466 MT/sek.

32 GB (2 x 16 GB) Corsair Vengeance RGB Pro ved 3466 MT/sek. 32 GB (2 x 16 GB) Corsair Vengeance RGB Pro ved 3466 MT/sek.

Til vores sekundære gamingmaskine, hvis man kan kalde den det, har vi igen ladet Corsair forsyne os med de nødvendige hukommelsesmoduler. Vi vidste fra begyndelsen, at disse blokke ville blive gemt af vejen, og udseendet betød derfor mindre (de er heller ikke de kønneste, der findes).

Fokus lå på rå styrke og størrelse. Igen har vi valgt så meget, som vi kan få til denne platform, og det vil sige 32 GB fornem hukommelse, der kører ved 3466 MT/sek.

Intel vinder ikke så meget her ved den høje frekvens, men i kombination med Titan RTX og videorendering opnår vi nogle fordele i hele maskineriet.

Bundkort: Asus ROG Strix Z390-I Gaming

Asus ROG Strix Z390-I Gaming Asus ROG Strix Z390-I Gaming

Vi ved, hvad du tænker. Du tænker, at vi bad Asus om et Alpha og fik svaret ”ja, men kan I også bruge Z390-I til ITX-systemet?” Godt spørgsmål. Men dette er et af de smukkeste ITX-kort og bliver kun overgået af EVGA’s Z170 Stinger fra 2015.

Hertil kommer, at det også har et ret fikst I/O-dæksel bagtil, integreret I/O-skjold og indbygget M.2-heatsink, og det understøtter 32 GB standard-ddr4 (eller 64 GB dobbelt kapacitet) med hastigheder op til 4600 MT/sek. Bevares, nogle af frontens I/O-headere er lidt svære at finde, men bortset fra det er det en net lille størrelse, der burde være mere end i stand til at køre vores pre-binned chips 5,1 GHz-overclock uden problemer.

Processor: Pre-Binned Intel Core i9-9900K ved 5,1 GHz

Pre-Binned Intel Core i9-9900K ved 5,1 GHz Pre-Binned Intel Core i9-9900K ved 5,1 GHz

Alt er ikke lutter alvor. Drømmemaskinen ville ikke være nogen drøm uden evnen til god gaming. Sådan ser vi i hvert fald på sagerne, og det er netop her, de to systemer i denne maskine kommer ind i billedet. Vi skal have en at skifte over til, når vi vil skrue op for vores framerates.

Intels Core i9-9900K er den ubestridte konge af gaming i øjeblikket. Med afsindig høj enkeltkerne-ipc-ydelse, imponerende køling plus hele otte kerner og 16 threads til rådighed burde dette monster være godt kørende i gaming-sammenhæng. Vi har valgt en pre-binned chip til dette projekt, og den er ikke netop billig. Men en garanti på 5,1 GHz er for fristende til, at vi kan sige nej.

Hvorfor ikke spille på vores 2990WX? Det kan lade sig gøre, men den er først
og fremmest en arbejdsstation-enhed –med alle 32 kerner på en chip som den får man ikke megen hjælp i framerate- verdenen. Der foregår en masse trylleri bag kulisserne med disse hukommelses-kanaler og kernekomplekser, og man kan komme ud for dyk i framerates, hvis man ikke vælger game-tilstand i Ryzens Master Utility.

PSU: 750W Corsair SF750 PSU 80 Plus Platinum

750W Corsair SF750 PSU 80 Plus Platinum 750W Corsair SF750 PSU 80 Plus Platinum

Endnu en strømforsyning fra Corsair, men denne enhed er lidt mere speciel. Med vores valg af kabinet var vi klar over, at vi ville få brug for en ekstra strømforsyning i meget lille format til vores sekundære system, og denne enhed passer perfekt til vores behov.

Den er cirka to tredjedele så stor som en lille flaske Coca-Cola, og den størrelse i kombination med et modulært design, flettede kabler og 0 dB ventilatorteknologi er ren luksus.Vi er endnu ikke sikre på, hvor stille ventilatoren bliver i virkeligheden, men det er afgjort imponerende specifikationer for en psu. Ingen rammer vi 50 procent under belastning med dette sekundære system, og vi forventer et strømforbrug på omkring 370 W uden overclock.

Lager: 1 TB Samsung 970 Pro SSD

1 TB Samsung 970 Pro SSD 1 TB Samsung 970 Pro SSD

Til vores “gaming”-ITX-system bruger vi et enkelt Samsung 970 Pro-ssd på 1 TB, og det er partitioneret med 333 GB til operativsystemet, mens resten går til de spil, som vi vil køre eller streame.

970 Pro er sandelig kongen af 3D NAND, og selv om det mangler den 4K-ildkraft, man finder hos Intels 905P, er det ideelt til hurtigt sekventielt gennemløb såsom rendering, streaming og medieproduktion.

Det er forunderligt nok også nogenlunde til at betale af et 1 TB-drev at være, og garantien er god. Vi skal også bruge vores raid-drev på 12 TB via netværk til backup og alt andet, vi måtte få brug for at lagre der.

Delte ingredienser

Kabinet: Corsair Obsidian 1000D

Corsair Obsidian 1000D Corsair Obsidian 1000D

Corsair har længe været kendt for frem-ragende kabinetter, og vi vidste fra første færd, at vi ville benytte chancen for at arbejde med firmaets nye flagskib, Obsidian 1000D.

Størrelsen er fænomenal, og kabinettet kan rumme op til otte 120 mm-ventilatorer alene i fronten – 16, hvis man bruger dobbelte 480 mm-kølere, som vi gør, og yderligere tre på 140 mm i loftet. Det er overdådigt. Og tungt. For hvert foto, vi har taget til denne guide, har vi opbygget enheden uden for kabinettet og derefter båret den hen til kabinettet. Hårdt for ryggen.

Vi har også glimrende understøttelse af væskekøling, et væld af hærdet glas, en enorm ventilator- og RGB LED-controller bagtil, nogle fascinerende kabelføringsfunktioner og en imponerende mængde plads til kabelføring.

Væskekøling: EKWB, Phanteks, Alphacool & Mayhem

EKWB, Phanteks, Alphacool & Mayhem EKWB, Phanteks, Alphacool & Mayhem

Her har vi en veritabel armada af dele fra forskellige producenter. Alphacool står for rørføringen, EKWB leverer reservoir og ventilatorer, og Phanteks tager sig af alle blokke og fittings.

Til at begynde med tøvede vi lidt med at satse på Phanteks blokke, fordi de er så nye i branchen. Men efter at vi har arbejdet med dem, er alt gået ret smertefrit, og de har nogle fikse pladsbesparende egen-skaber, når det gælder de vinklede fittings, som vi elsker. Det vender vi tilbage til.

Til denne drømmemaskine vil vi prøve noget, der er lidt anderledes. Vi kører normalt to loops på én maskine, men denne gang vil vi køre én loop på to separate systemer. Det er en del af årsagen til, at vi udnytter tre solide kølere plus hele 13,8 cm samlet ventilator- og kølerdækning.

Når det gælder kølevæsken, er vores valg naturligvis igen faldet på Mayhems Aurora X1. Den ser godt ud – rigtig godt – og vi holder meget af, at disse byggeprojekter tager sig ud fra deres bedste side.

Ventilatorer: (11 x) Corsair LL120/LL140 mm Dual Ring

(11 x) Corsair LL120/LL140 mm Dual Ring (11 x) Corsair LL120/LL140 mm Dual Ring

Hvilken afslutning på alt dette kunne være bedre end en masse ventilatorer?
Disse LL-ventilatorer fra Corsair må være nogle af de smukkeste ventilatorer, vi har set, og selv om de ikke er en perfekt løsning til din almindelige alt-i-en-køler, er de mere end tilstrækkelige til vores væskekølere.

Det hænger delvis sammen med finnetætheden hos de kølere, vi bruger her. På grund af den mindre kølerstørrelse har alt-i-en-kølere typisk tættere køler-finner, i modsætning til større kølere, der er mere spredte, og som derfor kræver mere ren luftstrøm til effektivt at aflede varme.

Sammenfatning af ingredienser

Byggeguide

Trinvis byggeguide: dette er i sandhed en kompleks affære

Tidsforbrug: 20-30 timer

Sværhedsgrad: Ekstrem

1 Dobbelt Systemforberedelse

Denne drømmemaskine er noget ganske særligt, fordi vi samler to komplette systemer i ét supertower-kabinet og under én køleloop. Det er en kompleks affære, men det første, vi skulle gøre, var at forberede begge bundkortene. Det indebar placering af cpu’erne i deres respektive LGA-sokler, installation af hukommelsen og – endnu vigtigere – installation af cpu-blokkene i forvejen.

Phanteks-blokkene er faktisk relativt enkle at placere, idet den eneste betydelige udfordring er, at bagpladen på ITX-kortet kræver, at vi placerer afstandsskruerne korrekt. Bortset fra det skal vi også forholde os til de medfølgende RGB-kabler. De er lidt akavede at få på plads, og hvis vi skal være ærlige, er vi ikke overbeviste om, at de gør den store forskel. Derfor har vi ikke installeret dem (der skal nok komme masser af lys senere).

2 Den første udfordring

et af de største problemer, vi havde med dette kabinet, hidrørte fra den måde, hvorpå ITX-bundkortet skulle passe ind. Eller rettere: ikke passe ind. Der var tydeligvis en konflikt et sted, som forhindrede kortets integrerede I/O-skjold i at komme på plads, så vi kunne placere bundkortet i forhold til afstandsskruerne.

Til sidst måtte vi helt afmontere bagpladen (ingen nem opgave, for det krævede, at vi skruede den bageste I/O-heatsink fra bunden, siderne og toppen, hvorefter vi skulle rykke I/O-pladen ud). Dernæst måtte vi brække nogle clips, fjerne en del af heatsinken og derefter geninstallere hele historien tilbage i systemet, mens PCIe-bøjlen til hovedsystemet foroven var fjernet.

Det var et mareridt og en af de første faldgruber for vores 1000D. Det er frustrerende i betragtning af, at dette er et superkabinet, der ligger i den dyre ende, og er det bedste ITX Z390-bundkort, man kan få.

3 Prøveinstallation af gpu’er

så snart disse trængsler var blevet ryddet af vejen, var tiden inde til at prøveinstallere de gpu’er, vi tidligere havde blokket op. Vores oprindelige tanke var at køre dem på denne tre slots-facon. Imidlertid begyndte det at knibe med pladsen mellem det nederste kort og cpu-blokken i ITX-systemet, og vi kunne se, at vi også var nødt til køre rør dernede. Det virkede mindre og mindre realistisk.

Vi prøvede flere kombinationer – installation af ssd’en i midten, omflytning af det hele, fjernelse af ssd’en. Til sidst valgte vi den konfiguration, vi har ved projektets slutning: Vi befolkede begge de primære og sekundære PCIe-slots. Det skulle imidlertid vise sig at give problemer senere hen ...

4 Kringlet kølemontage

dette kabinet er stort, og jo mere hardware man tilføjer, desto tungere bliver det. Det er ingen smal sag at flytte rundt med det, og installationen af to kølere på 48 cm plus en på 42 cm i loftet gør ikke sagerne nemmere.

Det egentlige problem her er imidlertid ventilatorerne på grund af det absurde antal kabler, der kræves for at drive og styre LED-ringventilatorerne (to pr. ventilator). Vi havde otte af dem alene i fronten, og derfor måtte vi slå knuder på os selv for at føre kabler til alle de fire ventilatorer tættest på sidepanelet.

Vi endte med at føre dem op mellem de to kølere og lod dem ligge på toppen, men installationen af dem var – selv med bakkerne, der kunne trækkes ud – ikke nogen nem opgave.

5 Titanisk styrke

der er ikke noget så overbevisende som et Titan RTX, der hamrer løs i systemets indre. Og i vores tilfælde var dette det første tidspunkt, hvor vi begyndte at se hele historien vågne til live. Valget af Titan her er en lidt kontroversiel beslutning – det er et udviklerkort, og derfor ville man vente at finde det i den primære maskine.

Kortet er flot, og vi lægger køleren her, så vi for alvor kan få gang i maskinen. Der er ikke meget at rapportere her; denne proces er faktisk en af de få, som blev klaret forholdsvis nemt. Vi måtte dog fjerne kortet igen og igen, når vi skulle udføre arbejde andetsteds i maskineriet.

6 Irriterende strømforsyninger

en anden frustration ved 1000D-kabinettet dukker op, når man skal installere psu’erne. Hvis du overvejer at installere i dette chassis, skal du altid, altid, altid installere dine strømforsyninger først. Det lader sig ikke gøre at installere ATX-psu’en uden at fjerne psu-dækslet – plus hvad der måtte være installeret over det.

Niks, man kan ikke installere den fra siden, bagfra, fra noget som helst sted. Det er bestemt ikke nogen god situation. I vores tilfælde måtte vi fjerne Titan-kortet, tage gpu’erne ud, demontere den bageste PCIe-bøjle og fjerne ITX-systemet for at få psu-dækslet ud og til sidst installere psu’en. Anstrengende, for at sige det mildt. Vi fik rig lejlighed til at lufte vores omfattende ordforråd af profaniteter, da det gik op for os, hvad vi skulle igennem.

7 Fittingføring og Reservoirhygge

en ting skal siges til 1000Ds fordel: Det er relativt nemt at montere et EK-reservoir på denne bagplade, for der er masser af huller, hvor man kan placere pumpe/reservoir-kombinationen. Det er også her, vi arbejdede på vores første fittingplaceringer.

Det er også på dette stade, at vi begyndte at tænke på effektiv rørføring, og udfordringen er føringen mellem de to gpu’er til højre. Vi havde her to muligheder. Vi vidste, at vi ville føre den i en kurve, men vi kunne enten holde den kortere mellem de to kort, før kablerne, eller få den til at række længere ud og have kablerne inden for den cirkulære rørføring.

Du vil også bemærke, at vi har fjernet harddiskskuffen under reservoiret. Den er nittet på plads (hvorfor? Det er et high end-kabinet!), og man ikke fjerne den uden at bore den ud. Hvis det lyder irriterende, er det fordi, det er irriterende.

8 Kølermodifikationer

Mere boring – denne gang for at flytte den øverste køler til den placering, vi ønsker. Irriterende nok kan man kun anbringe en køler med en diagonal størrelse på 48 cm foroven og kun i én position. Kølerbøjlen passer ikke nogen andre steder, når det gælder en køler på 48 cm.

Det ville sikkert være fint, men en af vores rørføringer (den, der løber fra den øverste gpu til køleren) ville løbe diagonalt, hvis vi gjorde det. Derfor greb vi boremaskinen, udvidede to eksisterende tertiære huller og borede to nye huller, således at vi kunne skubbe den øverste bøjle lidt frem og få den til at passe.

Som du kan se på fotoet forneden, er bøjlen cirka 3 cm fra kan-ten på trods af vores modifikationer. Hvorfor har Corsair udformet det på denne måde? Vi ved det ikke. Det er endnu et af de mange irritationsmomenter, som vi har bemærket i arbejdet med dette kabinet.

9 Rør i rette vinkler

her har vi fået hovedparten af rørføringerne på plads. Eller i hvert fald de tre sværeste. Det er faktisk relativt enkelt at arrangere god væskekøling, så resultatet ser rimeligt ud. Alt, hvad man skal kunne levere, er en bøjning på 90 grader. Når man har styr på det, kan man bruge fittings til at ordne resten.

Tag føringen fra ITX-cpu’en til den nederste gpu: Den kommer ud af cpu’en i en vinkel på 45 grader og går ind i en 90 graders fitting på gpu’en. Det er blot en ret linje med en bøjning på 90 grader.

Og rørføringen fra den samme cpu til reservoiret? 90 grader i den ene ende og 90 grader i den anden. Enkelt. Der er mange professionelle, som holder sig til 90 graders bøjninger – det giver et mere ordentligt resultat, og det er også betydelig nemmere.

10 CPU-kørsler

den færdige loop i al dens herlighed. Den cpu-loop, der går til chassisets bageste del, er i realiteten to 90 graders bøjninger, der gå igennem den samme kabelstrop. På den anden side danner en almindelig G1/4-fitting forbindelse til en Alphacool-fitting og videre til en rørfitting.

Derefter har vi ført bløde rør hele vejen ned gennem chassiets bageste del og ind i en af de forreste kølere. Det sparer tid, og fordi det er bragt af vejen, bør man ikke se meget til det.

Hvis vi i fremtiden skulle opdatere det, kunne vi tilføje en 90 graders fitting, der peger opad, på denne køler. Og dernæst køre et andet stykke rør op til en anden 90 graders fitting, der er sluttet til en bulkhead-forbindelse øverst i kabinettet. Endelig ville vi føre et hårdt rør gennem chassisets bageste del og ind i cpu’en den vej. Det ville tilføje et nyt element og også se vældig godt ud.

11 Væske i køleren

vi har igen valgt Mayhems Aurora-kølervæske og har brugt den overdådige røde væske til at understrege systemets udseende. Det krævede henved to liter at fylde anlægget op, hvilket gjorde maskinen endnu tungere. Og det skete ikke uden problemer.

Det drejede sig navnlig om, at strømforsyningen var for voldsom for vores stikkontakter. Psu’en på 1600 W i vores system smadrede ledninger, stik, alt muligt. Til at begynde med anede vi ikke, hvad der foregik. Havde vi en død pumpe? Var der en kortslutning i psu’en? Var kablet tilsluttet rigtigt? Skulle pumpens ventilator-header sluttes til?

Vi brugte en af vores egne maskiner til at kickstarte pumpen. Vi vidste, at den maskine virkede, og derfor gemte vi den bagved (af hensyn til fotografiet) og brugte den til at drive pumpen. Det var en hurtig og enkel måde at diagnosticere problemet på, og derefter fik vi systemet til at køre af egen fri vilje.

12 Mængder af kabler

et sidste billede af skrumlets bagside. Normalt bruger vi ikke megen tid på kabelføring – gerne omkring 20-30 minutter. Men med Drømmemaskinen tog det os to fulde timer at få alle kablerne på plads. Alle 11 ventilatorer skulle sluttes til en ventilatorcontroller, en header og en belysningshub af en eller anden art, og så skulle det hele hægtes sammen.

Corsair var så venlig at vedlægge seks PWM-ventilatorkabler sammen med 1000D-kabinettet plus en ventilatorcontroller, der kunne understøtte seks ventilatorer. Ingen splitterkabler eller noget lignende. Og vi taler om et kabinet, der kan understøtte op til 24 ventilatorer.

Vi måtte dykke ned i skabene og hente så mange Noctua-ventilatorsplitters, vi kunne finde, før vi prøvede at få hoved og hale på dette rod. Hertil kom, at da ssd’erne blev sluttet til, blev det umuligt at åbne den venstre dør her, fordi SATA-kablerne simpelthen ikke er lange nok. I sandhed en anstrengende dag. Du kan også se den sidste rørføring på dette foto. Det kører fra vores Threadripper 2990WX til den forreste køler.

Kamp til stregen

det lader sig ikke skjule, at dette kabinet har sine svagheder. Der knytter sig mange problemer til det, og det kan undre os, at Corsair har tilladt det med sådan et flagskib. Men når det er sagt, må det også med, at kabinettet ser forrygende ud.

De forreste glaspaneler, rørføringerne og de udvendige panelers generelle kvalitet er upåklagelig. Man kunne med fordel arbejde på det indre, men alt i alt ser det pokkers godt ud.

Valget af Phanteks til vores væskekøling-udstyr var et interessant skridt væk fra det, vi er vant til. Vi elsker firmaets kabinetter, men det var første gang, vi prøvede dets køling. Der er meget godt og meget skidt at sige om den. Tag for eksempel gpu-bagpladerne – der medfølger 1,5 mm-unbrakoskruer, men ingen unbrakonøgle.

Og i modsætning til de fleste af konkurrenterne er skruerne udelukkende til pynt; der er ingen varmepads eller kontakt med kortets bagside uden for skruehullerne.

En ting, vi elskede, var fittingsene, navnlig de vinklede. Der er på forhånd tilsluttet en kompressionsfitting. Når det gælder EK eller Alphacool, skal man selv tilslutte en klodset kompressionsfitting af den ene eller den anden art. Med Phanteks slipper man for at tilføje den fitting.

Der sidder en slank fitting foroven og en o-ring, og det er det. Det reducerer størrelsen, og det ser mere ordentligt ud. De kan virke klodsede, men det er gennemgående en fornøjelse at arbejde med dem.

Ulempen er, at man ikke kan samle flere vinklede fittings og bruge for eksempel to 90’ere eller to 45’ere til at lave en udvidet 90’er. Bortset fra det var der ikke mange problemer her. Du har måske bemærket, at det kun lykkedes os at få fire blokke hukommelse ind i Zenith Extreme Alpha.

Det skyldtes en for-sinkelse fra Corsairs side, idet firmaet havde glemt at sende det andet sæt til os, indtil vi rykkede for det. Det andet sæt ankom, men desværre først dagen efter fotooptagelserne.

Nu har vi fået byggeelementerne på plads. Hvad kunne vi have gjort anderledes? Ikke ret meget, hvis man ser bort fra at erstatte de bløde rør med hårde og bruge en bulkhead-gennemgang øverst i chassiset. Vi ville måske satse på nogle bedre kabler og en mindre psu til hovedsystemet. 1600 W er en smule overkill og synes ikke at have gjort andet end at volde os problemer.

Hertil kommer, at kabinettet skriger på skræddersyede paneler. Det nederste psu-dæksel er ikke ganske vellykket, hvis vi skal være ærlige. Hvis vi kunne erstatte det med et panel i fuld længde, og gøre noget ved den bageste bundkortbakke, ville tingene hænge meget bedre sammen. Det er måske på tide, at vi kaster os ud i CAD/CAM og får nogle skræddersyede dele ind i projektet. Hvem ved?

Når det gælder hardware, ville vi meget gerne flytte lidt rundt på sagerne. Det ville være helt suverænt at lægge to RTX Titan-kort i hovedmaskinen og et enkelt RTX 2080 Ti hos vores Core i9-9900K. Vi kunne måske også erstatte RTX Titan med et Asus ROG Poseidon.

Alle disse spørgsmål må vi tage op, når vi næste gang skal konstruere en drømmemaskine ...

Konklusion: Lille drøm & store drøm

Det har krævet en hård kamp at få dette projekt til at fungere. Og da vi skulle i gang med at afprøve maskinen, var den ikke meget samarbejdsvillig.

Hovedsystemets bundkort mødte op med et dødt hukommelsesslot plus et par bøjede pins i soklen, hvilket nødvendiggjorde en komplet udskiftning af bundkortet. Og ITX-maskinen ville til at begynde med ikke levere noget skærmsignal. Hvad betyder det i praksis?

Det indebar, at vi var nødt til at tømme hele loopen (ikke ligefrem nemt med et kabinet, der i sig selv vejer 29 kilo plus al den hardware, vi har installeret indeni), skille systemet ad, udskifte den fejlbehæftede hardware og gå i gang igen. Det lagde yderligere to dage til vores samlede byggeperiode. Når man arbejder i magasinbranchen med faste deadlines, er det ikke netop nogen ønskværdig situation.

Imidlertid kom vi igennem alt dette bøvl, og her står vi nu og er parate til at afsløre de strålende benchmarktal. For at sætte maskinen i relief i forhold til et tilsvarende afsindigt supersystem vil vi sammenligne med en drømmemaskine, vi har lavet tidligere. Selvfølgelig halter sammenligningen, navnlig fordi vi har to systemer i denne maskine, mens den fra 2017 kun havde ét.

Men herregud: Begge maskiner er omtrent lige dyre, og på det niveau er det ikke muligt at finde sammenlignelige referencemaskiner.
Hvordan falder resultaterne så ud?

Det er inte-ressant at se på hovedsystemet. AMD Threadripper 2990WX rummer i alt 32 kerner og 64 threads. Det er meget, og det kan ikke overraske, at der kun er meget få programmer, som for alvor kan drage nytte af det antal kerner på en desktopplatform.

Bortset fra Cinebench R15 viste ingen af de to andre renderingsbenchmarks nogen signifikante forbedringer i ydelse i forhold til den tidligere Intel Core i9-7900X. Interessant, ikke? Til gengæld forbløffer det, at når begge maskiner bliver overclocket, slår 2990WX faktisk Intel Core i9. Men bortset fra det er det meget vanskeligt at foretage en effektiv sammenligning.

Nok så interessant er det at se, hvor langt vores lille Intel-projekt er kommet. Vores Core i9-9900K tårnede sig op over i9-7900X og var bedre ved singlecore, multicore og x265-kodescorer. Det er vældig imponerende i betragtning af, at en almindelig Intel Core i9-9900K (ikke pre-binned som vores) koster mindre end 10 kerner-giganten.

Når det gjaldt gaming, leverer de to systemer meget forskellige ydelser. Det Pascal Titan XP SLI-system, vi havde fra 2017, imponerer med sin styrke i 4K-afdelingen. Det slog den enkelte RTX med en anselig margen, men det kunne ikke klare sig imod det dobbelte RTX 2080 Ti-system, vi havde sat i den primære AMD-computer.

Det er værd at bemærke, at i vores AMD-gamingtest havde vi sat Threadripper 2990WX til game-tilstand i Ryzen Master-softwaren, der frakoblede 16 af dens kerner til fordel for en mere strømlinet hukommelsesydelse.

Eftersom begge vores ssd-opsætninger er velkendte, er der ikke meget at rapportere, bortset fra at de fungerer godt, og vores RAID 10 ssd-backup-array på seks gange 2 TB burde kunne holde denne maskine kørende lang tid endnu.

Er vi således fornøjede? Ja og nej. Som altid med sådan et byggeprojekt er der ting, vi gerne ville ændre. Det gælder især chassiset. Hvis vi havde fundet noget, der kunne rumme to ATX-maskiner i fuld størrelse, kunne vi måske have opnået et overlegent resultat.

Det ville have været en langt stærkere løsning, hvis vi havde lagt vores Titan (plus måske endnu et) i Threadripper-projektet og puttet de to Ti’er i en komplet Intel-maskine til vores gamingentusiaster, men den ville også være blevet langt dyrere. Vi har sandelig fået noget at tænke over indtil det næste monstrøse byggeprojekt.