Hvis du åbner skrivebordsskuffen og kigger ned på et lager af smartphones, som i princippet ikke er forældede, men blot erstattet af en nyere model, er der ikke nogen grund til at begræde situationen. Med lidt snilde kan dine gamle smartphones nemlig få et nyt og spændende liv som overvågningskamera.
Der er naturligvis forskel på funktionaliteten i forhold til et rigtigt et af slagsen, men det er sjovt at pusle med, og til mindre kritiske eller kortvarige opgaver kan løsningen bestemt prøves af. Det kan for eksempel være, at du vil overvåge din værdifulde guitar, mens du kortvarigt er borte fra den. Der findes masser af apps til formålet – på både iOS- og Android-platformen.
Som det altid er tilfældet, når du skal vælge en app, kan det svare sig at prøve sig frem, og hvis det er muligt, bør du prøve en gratis version af appen, inden du vælger at betale. Kvaliteten og ikke mindst funktionaliteten kan nemlig være endog særdeles svingende. Desuden kan en app være ganske specifik, for eksempel målrettet som baby- eller kæledyrsalarm.
Men hvordan kommer din smartphone så til at fungere som overvågningskamera?
Jo, grundlæggende kræver det, at du har to telefoner, nemlig en gammel kasseret og så den nye, du bruger i stedet. Den typiske opsætning sker altså på den måde, at du installerer appen på begge telefoner, hvorefter den ene fungerer som sender, og den anden fungerer som modtager. Der er tale om en dedikeret løsning, som ikke umiddelbart kan integreres i andre overvågningsløsninger, du måtte have.
Du skal tænke over kvaliteten af kameraet, lige som du er nødt til at teste appen for at finde ud af, om den understøtter de funktioner, du ønsker at bruge.
Eksempelvis er det ikke alle, der understøtter Nightvision, altså optagelse i mørke.
Desuden skal telefonen placeres et sted, hvor den kan være konstant forbundet til lysnettet, for et overvågningskamera, der løber tør for strøm, er ikke meget bevendt.
Desuden skal du naturligvis sørge for at montere den stabilt på en holder eller en trefod i stedet for blot at læne den op af en stak bøger.
Så vælter den nemt, hvis huskatten tager en spadseretur på reolhylden. Der findes en masse smarte monteringsenheder, så du kan få smartphonen til at stå stabilt.
Nu vil du så sikkert spørge, om du kan monitorere inputtet fra flere smartphones samtidig, hvis du nu skulle have mere end en enkelt liggende i skrivebordskuffen.