Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Guide: Bliv mere effektiv med virtuelle skriveborde i Windows

Ved at tilslutte endnu en skærm til din pc får du mere råderum til dit arbejde, men du kan også bruge virtuelle skriveborde – og det er ganske gratis.

Af Redaktionen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Virtuelle skriveborde løser et tilbagevendende pro-blem: Hvordan håndterer du flere hjem/arbejde-projekter samtidig uden at blive begravet i den mængde programmer og vinduer, du har åbne. Problemet er akut, når du arbejder på en bærbar med trang skærm.

Funktionen, som er gratis og indbygget i Windows 10, gør det muligt at adskille arbejde fra mere personlige opgaver og nemt skifte mellem dem samtidig med, at dit skrivebord virker organiseret og velordnet. Du behøver hverken en app eller en skærm mere for at få gavn af de virtuelle skriveborde.

Hvis tanken tiltaler dig, så læs med her i Datatid TechLifes vej-ledning, hvor vi ud over alt det praktiske også kommer med et par gode råd og tips til, hvordan du får mest ud af de ekstra skriveborde. Efter endt læsning er du gået fra begynder til mester i multitasking.

1 Opret med opgavevisning

Et virtuelt skrivebord kan oprettes på flere forskellige måder. Du kan klikke på ikonet Opgavevisning i Proceslinjen ved siden af Start-knappen. Vises det ikke, højreklikker du på Proceslinjen og vælger ”Vis knappen Opgavevisning”. Klik på ”Nyt skrivebord’ øverst. Du kan oprette flere Skriveborde.

2 Brug tastaturgenveje

Brug tastaturgenveje i forbindelse med virtuelle skriveborde. Det er nemmest. For eksempel tasterne Win + Tab der viser Opgavevisning/Tidslinje, hvorfra du kan klikke på ”Nyt skrivebord”. Det går endnu hurtigere med tasterne Ctrl + Win + D, som opretter et skrivebord med det samme.

3 Naviger mellem Skrivebordene

Du kan skifte mellem de forskellige virtuelle skriveborde, som du har oprettet, ved ganske enkelt at trykke på ikonet for Opgavevisning i Proceslinjen. Eller du kan benytte tasterne Win + Tab og vælge det ønskede Skrivebord. Alternativt holder du tasterne Ctrl + Win nede og bruger piletasterne til at vælge.

4 Flyt indhold mellem Skrivebordene

Indhold kan sagtens flyttes mellem dine forskellige, virtuelle skriveborde. Klik på ikonet Opgavevisning, eller tryk på tasterne Win + Tab. Højreklik på forhåndsvisning af appen/programmet/vinduet, som du vil flytte. I menuen, der vises, vælger du ”Flyt til” efterfulgt af det relevante skrivebord.

5 Træk og slip indhold

Du kan også trække og slippe indhold mellem Skrivebordene. Klik på ikonet for Opgavevisning, eller brug tasterne Win + Tab. I stedet for at højreklikke på forhåndsvisningen af det indhold, som du vil flytte, bruger du ven-stre museknap til at trække og slippe indhold over på et andet skrivebord. Mange foretrækker denne metode.

6 Kopiér vinduer mellem Skrivebordene

Det er ikke kun indhold, som kan flyttes. Du kan også kopiere vinduer. Klik på Opgavevisning, eller brug tasterne Win + Tab, og højreklik på den relevante app eller vindue. Vælg mellem indstillingerne ”Vis dette vindue på alle skriveborde” og ”Vis vinduer fra denne app på alle skriveborde” for at duplikere.

7 Luk Skriveborde

Alle dine ekstra skriveborde kan køre i baggrunden. Du kan også lukke dem helt ned, hvis du ikke ønsker at bruge dem længere. Klik på ikonet for Opgavevisning, eller tryk på tasterne Win + Tab. Før musen hen over miniaturerne øverst på skærmen. Klik på ”x” øverst i højre hjørne for at lukke.

8 Flere muligheder

Du har mulighed for at justere et par muligheder yderligere. Gå til Start > Indstillinger > System > Multi-tasking. Her finder du indstillingen ”Virtuelle skriveborde”, hvor du kan indstille, hvordan Proceslinjen vises, samt ændre, hvordan genvejen, hvor du trykker samtidig på tasterne Alt + Tab, virker.