Af Redaktionen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
1 Opdater dine Nvidia-Drivere
Vi lægger ud med en udbredt yndlingsbeskæftigelse: en driveropdatering. GeForce Experience giver besked, hver gang en ny Game Ready Driver er tilgængelig. Men du kan have overset en eller flere.
Åbn derfor GeForce Experience, vælg fanen “Drivers”, og tryk på den grønne “Download”-knap [Billede A]. Hvis den ikke er der, er dine drivere fuldt opdaterede. Du skal i det mindste bruge version 417.71 for at køre G-Sync med en FreeSync-skærm, og det er troligt, at du allerede har kompatible drivere – supporten blev tilgængelig 15. januar 2019.
billede ABlandt disse opdaterede drivere finder man information, der muliggør G-Sync i Nvidia Control Panel, og som beder gpu’en om ikke at producere flere frames end skærmens aktuelle refreshrate, når G-Sync er slået til.
2 Du skal have en DisplayPort-forbindelse
HDMI duer ikke til denne øvelse, og til trods for, at vi stadig er dybt forelskede i gode, gamle DVI, kan denne standard heller ikke være med her. Man skal bruge et Display-Port-kabel mellem grafikkortet og skærmen for at kunne udnytte G-Sync.
Adaptive sync har været en del af Display-Ports funktionssæt siden version 1.2a, og derfor behøver man ikke bekymre sig voldsomt om, hvilket DisplayPort-kabel man bruger. Skærm og gpu skal dog bruge et godt interface med høj båndbredde til at kommunikere igennem, og eftersom HDMI 1.4 topper ved 1080p og 60 Hz, kan denne standard ikke følge med.
HDMI i versionerne 2.0, 2.0a 2.1 kan gå højere end disse tal, men man ser dem sjældent på skærme med variabel refreshrate. Mini DisplayPort er fin, hvis du skulle være interesseret.
3 Tjek skærmens kompatibilitet
Godt, dit grafikkort lever op til kravene, og det bruger også de fornødne drivere. Du har et DisplayPort-kabel, der forbinder det med skærmen, og så er du klar til silkeglatte frame-leverancer. Hvad nu?
Tja, nu forestår der en smule forventningsafstemning. Nvidia har selv afprøvet over 400 forskellige skærmmodeller med variabel refresh-rate på specifikationslisten, og af disse 400 er der 12, som er certificerede. 12 som i “ikke ret mange”.
Her har du listen over fuldt certificerede modeller – hvis din er med på listen, kan du forvente total kompatibilitet: Acer XFA240, Acer XG270HU, Acer XV273K, Acer XZ321Q, AOC Agon AG241QG4, AOC G2590FX, Asus MG278Q, Asus VG258Q, Asus VG278Q, Asus XG248, Asus XG258 og BenQ XL2740.
Hvad er Nvidias kriterier? Det er delvis et spørgsmål om det udvalg af refreshrates, en bestemt skærm kan tilbyde. De bedst egnede skærme refreshrate-udvalg på 2:4:1 eller højere (det er mindst 48-144 Hz, for at udtrykke det i et mere kendt begreb). Da G-Sync blev tilsluttet på disse skærme, viste de ingen nedslående adfærd såsom blanking, pulsing, flimmer og ghosting.
Hvis din skærm ikke er at finde blandt disse 12, betyder det ikke, at du ikke kan bruge G-Sync på den. Du skal blot være forberedt på en fejl nu og da eller et kompatibilitetsproblem. I den sidste ende er det op til dig, om du kan mærke fordelene, og om de opvejer de problemer, der måtte opstå.
4 Tilslut variabel refreshrate
Dette trin indebærer en rejse ind i det mørkeste og mindst brugervenlige område inden for pc-gaming: din skærms indstillinger-menu. Og vi taler desværre ikke om Windows’ skærmegenskaber, men om den virkelige verden: Den forunderlige række af lakoniske kriterier, som man kalder frem på skærmen ved at tampe på et vilkårligt udvalg af skrøbelige plastikknapper, der er anbragt i den mindst tilgængelige højde og vinkel, man kan forestille sig. Oprigtig talt: Vi har UEFI-BIOS’er med fuld musesupport, men vores skærme kan ikke håndtere mere end en modvillig pixibog af indstillinger?
Ved dette trin skal man simpelthen sikre sig, at skærmen har variabel refreshrate slået til i indstillinger-menuen. Mange skærme bliver ikke leveret med denne funktion aktiveret, og det er afgjort klogt at se efter. Vi kan desværre ikke guide dig gennem den specifikke labyrint, der knytter sig til din skærms muligheder, men hvis du ikke er kommet ud inden for ti minutter, beder vi politiet komme og redde dig.
5 Aktiver G-Sync i Nvidia Control Panel
Nu kommer vi til den relativt nemme del. Hvis al hardwaren lever op til kravene, resterer der kun at åbne Nvidia Control Panel og aktivere G-Sync. Man kan få adgang til Control Panel ved at højreklikke på Nvidia-ikonet i proceslinjen – du kan være nødt til først at klikke på pilen for at fremkalde “vis skjulte ikoner” – eller simpelthen ved at lede efter det i Windows’ Søgepanel ved siden af Start-ikonet [Billede B].
Så snart du er inde, går du til “Display”-headeren og til “Set up G-Sync.” Marker nu “Enable G-Sync G-Sync Compatible”, og gå ind i de valgmuligheder, du vil bruge. Vælg din skærm i rullemenuen, og marker “Enable settings for the selected display model” og “Apply settings”. Til lykke: Nu har du forvandlet FreeSync til G-Sync.
Billede B6 Afprøv dine resultater
Er dit arbejde hermed slut? Desværre, nej. Nu skal du finde ud af, hvor kompatibel din skærm er med sin nyvundne G-Sync-funktionalitet. Den bedste måde at gøre det på består i at indlæse et særlig krævende spil med en vis framerate-variation. Det kan for eksempel være Metro Exodus eller Battlefield V [Billede C].
Hold øje med frysninger, flimmer og anden underlig adfærd, som din skærm ikke udviste tidligere. Hvis du ser noget underligt, er der ikke megen hjælp at hente her. Det er igen et spørgsmål om at veje fordelene op mod ulemperne og beslutte, om du vil fortsætte med at bruge G-Sync.
Der er også en mulighed for at fremtidige driveropdateringer fra Nvidia kan hjælpe på sagerne. Lad derfor være med helt at afskrive muligheden på dette tidspunkt.
Billede c7 Spiller du bedre med eller uden?
Til sidst er der ét spørgsmål: Det er muligt, at du kan spille med G-Sync nu, men bør du gøre det? Hvis du er en konkurrencebetonet FPS-spiller, vil du måske foretrække at lade funktionen være inaktiv.
Når man afvikler spil ved høje framerates, der overstiger skærmens højeste refreshrate, kan du komme ud for inputforsinkelser, og hos nogle spil er det invaliderende [Billede D]. Hvis det pågældende spil tillader dig at vælge en framegrænse, kan du minimere den forsinkelse ved at sætte tallet under din refresh-rate. Nogle spillere vil dog simpelthen foretrække at spille ved 300 fps og klare sig helt uden G-Sync.
Billede dNår margenerne er så små – og de er små – er det et spørgsmål om følelse. Og hvis noget føles glattere med G-Sync aktiveret, skal du slå til. Men hvis det ikke er tilfældet, skal du ikke tro, at du går glip af noget, fordi du foretrækker glæden ved et usynkroniseret fps-tal på 300.
Et spørgsmål om G
Hvorfor skulle man foretrække G-Sync frem for FreeSync eller sågar V-Sync for den sags skyld? Lad os se på, hvordan Nvidias framefremmende løsning virker. Eftersom skærme og grafikkort arbejder ved helt forskellige kadencer i en ikke-G-Sync-sammenhæng, slår screen tearing og stuttering til, når grafikkortets renderingstid er langsommere end skærmens refreshrate.Det fører til ufærdige frames, som skærmen selv skal opdatere, eller også leverer den simpelthen ikke sagerne og springer frames over. G-Sync føjer en ekstra bid kredsløb til skærmen og får dens refreshrate til at gå i takt med gpu’en og ikke omvendt. Det betyder, at man altid vil se komplette frames på skærmen, fordi den udelukkende beder gpu’en om en ny frame, når den er færdig med at rendere den.
Dette eliminerer ikke på magisk vis al variation i frameforløbet, men det reducerer effektens alvor. Det er en hårrejsende oplevelse at se et spil gå fra 60 fps ned til i 20’erne uden nogen form for framefremmende løsning, men hvis ens gpu i det mindste kan matche skærmens laveste adaptive refresh-rate (som regel 48 Hz og dermed 48 fps), vil man ikke opleve stuttering, når G-Sync er aktiveret.