Fix It Center analyserer dit system og retter automatisk fejlene
Microsoft har på seneste rettet fokus mod at skabe forebyggende løsninger i sine programmer, der kan afhjælpe eventuelle fejl, før de udvikler sig til egentlige problemer på computeren.
Det nye Fix It Center er et led i denne strategi, og kan ses som en forlængelse af den Fix It knap, som man finder i flere af Microsofts hjælpedokumenter. Den giver mulighed for at downloade en løsning til enkeltstående opgaver.
Det nye program scanner hele computeren og hjælper med at løse de fejl det støder på. Det kan eventuelt være en konflikt mellem drivere eller en harddisk, der er ved at løbe tør for plads.
Brugeren kan vælge imellem ”Find and fix”, som automatisk retter fejlene eller ”Find and report”, som giver en melding om problemerne, inden man giver den tilladelse til at fikse dem.
Programmet gemmer den enkelte computers konfiguration i en online-profil, hvorfra man kan håndtere programmet på alle sine pc’er og modtage problemløsninger for hver enkelt.
Fix It er tilgængeligt for brugere af Windows XP (SP3), Vista og Windows 7 samt Windows Server 2003 og 2008.
Programmet, som stadig er i beta, kan hentes her.