Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Gratis forsmag på fremtiden

Bevægelsesstyring tegner til at blive det helt store indenfor computerbetjening. Sony og Microsoft lancere deres nye teknologier sidst på året, men du kan allerede nu få en gratis forsmag med CamSpace.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Bevægelsesstyring – i hvert fald den næste generation af fænomenet - går kort sagt ud på, at du betjener computeren med dine bevægelser. Du sidder ikke med en mus, et joystick eller en Wii-controller i hånden, men bruger din egen krop til at styre med.

Teknisk set kan dette lade sig gøre ved at et 3D-kamera filmer dine bevægelser og kan finde ud af at afkode dem på en måde, så computeren forstår, hvad du har gang i, når du står og fægter med arme og ben.

Officielt får vi først lov at stifte bekendtskab med teknologien, når Microsoft og Sony sender deres Kinect og Move hardware på markedet. Med et lille gratis program, kan du dog få en forsmag på, hvad der er i vente.

Programmet hedder CamSpace og er som udgangspunkt designet til computerspil. Der følger prøveversioner af spil med, så du kan du se hvad det drejer sig om under at skulle betale en øre.

Når programmet åbnes registreres dit webkamera og du får mulighed for at justere lyssætningen i rummet. Der skal helst være så meget lys som muligt. Dernæst kalibreres din styring af programmet.

Til en vis grad kan du sådan set godt styre med dine hænder, uden at bruge nogen som helst form for controller, ligesom det bliver muligt på Kinect, men det fungerer ikke vanvittigt godt.

CamSpace anbefaler at du finder en genstand i en kraftig ensartet farve til at styre med, og på den vis minder det mere om Playstation Move, hvor du ligeledes holder en controller i hånden.

På en lille prøveskærm kan du teste, hvor godt dit styreredskab fungerer, før du går i gang med at spille. Når programmet har sagt god for redskabet kan du starte.

Vi prøvede introspillet, hvor du skal springe balloner i en bestemt rækkefølge og et simpelt fodboldspil, hvor du kan spille imod en anden.

Efter at have fundet frem til de rettet redskaber virkede det ganske udmærket. Men man skal lige vænne sig til denne form for styring, og det var desværre ikke altid, at programmet opfangede vores bevægelser særligt præcist.

Flere gange var der også deciderede fejl i spillene, så man eksempelvis scorede et mål uden at fodbolden havde været i nærheden af målet.

Oplevelsen var således ikke helt så gennemført som man kunne have håbet, og efter fem minutter var man ærligt talt lidt træt af at spille på denne måde.

CamSpace giver dog ikke desto mindre et fint indblik i, hvad der er i vente til efteråret, og fejlene til trods kan man ikke andet end imponeres over at denne teknologi er mulig.