Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Lyd i særklasse

Dette er kram fra lydhåndværkere i Brooklyn.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

I Brooklyn, New York, har man i årtier udviklet nogle af verdens bedste hovedtelefoner, og denne i den billigere ende viser, hvorfor Grado blandt kendere er ratet så højt. Den simple hovedtelefon oser af luksus og gennemførte detaljer. Således må du undvære volumenknap på kablet – dette er til gengæld lavet af tyk iltfrit kobber (noget af det bedste til kabler), og der medfølger guldbelagt 6,5 mm jackstik. Det gør der også til nogle af de andre i testen, men her er kvaliteten bare lige en tand bedre.

Hovedtelefonen giver ikke noget prangende indtryk, og den er i det hele taget meget let at have med at gøre. Sæt den på hovedet, brug et halvt sekund på at justere, og den sidder perfekt. SR80i føles aldrig tung eller varm takket være den åbne konstruktion. Eneste minus er, at det lidt tykke kabel faktisk let kan komme til at trække hovedtelefonen lidt skævt på hovedet, hvis du rammer den.

Dette er et ubetydeligt minus, for når du slipper lyd ud af Grado SR80i, vil du opdage, at uanset om du lytter til hård tekno, afdæmpet jazz eller en storslået opera, følger Grado godt med. Den har ikke den hårdtslående bas som Denon og hovedtelefoner med aktivt basboost. Men du får en gennemsigtighed i lydbilledet, som er enestående og svær at undvære, når du først har oplevet den.

Grado er testens bedste hovedtelefon, kun overgået af den mere end dobbelt så dyre B&W, der har lidt flere detaljer i lydbilledet. Men Grado løber med prisen for testens bedste køb, da den leverer varen til en overordentlig god pris.

DATATID MENER:
Sublim lydkvalitet på farten og hjemme. God pris.