Blandt hi-fi-kendere lyser Grado med en særlig glans – eller rettere: en særlig klang.
Den amerikanske lydspecialist er kendt for ypperlig gengivelse, men også en meget konservativ, ja, nærmest stædig opfattelse af musikreproduktion gennem hovedtelefoner (eller pickupper til grammofoner, som producenten også laver).
Grados on- og over ear-hovedtelefoner er således udelukkende åbne typer, og de er naturligvis uden lydforstyrrende støjreduktionsteknologi. Grado havde kun ét trådløst headset i hele sortimentet før denne GT220, som også er producentens første true wireless on ear-sæt.
GT220 kan ikke meget andet end at spille musik trådløst. Du kan tage et mobilopkald og skifte musiknummer. Men glem alt om antistøj, hear through eller en app med mange indstillingsmuligheder.
Formålet med dette produkt er ene og alene at hylde den smukke musikgengivelse. Og det kan ”ørepropperne” i en grad, så konkurrenterne må se sig slået på stribe. For målt på ren musikformidling får du her et sæt øretelefoner, som leverer en klang og en naturlighed i lydgengivelsen, som næppe nogen på markedet kan matche.
Der er en solid modstander som Jabra, der leverer meget lækker lyd og god betjening. JBL kan noget med slagkraftig lyd, og Sennheiser afslører musikkens detaljer som få. Selv mægtige B&Ws topmodel, der er fremragende, kan ikke helt være med, når vi taler ægte formidling af musikken.
Ladeetuiet er en lidt større type end normalt, men hovedtelefonerne glider let ned i æsken.
Lydsnedkerne fra New York har skabt et sæt øretelefoner, hvor klangrigdommen er betagende. Der er krop og fylde i musikken – samt overtoner på instrumenter, som vi ikke har hørt før i et sæt af denne type.
Også musikkens flow og den musikalitet og naturlighed, hvormed alt leveres, imponerer. Sættet vinder, jo mere du lytter. Der er slet ingen imponatoreffekt, men blot en musikformidling, som du sætter mere og mere pris på, efterhånden som du lytter dig igennem forskellige musikgenrer.
Fine detaljer som anslag på et klaver slippes her løs med en tydelighed, vi ikke har hørt mage til. Der er ikke en masse saft og kraft, som vil tilgodese for eksempel hiphop, men lytter du til akustisk musik, og har du en god streamingtjeneste, vil du i særlig grad kunne høste vellyd fra det amerikanske headset.