Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: GP Batteries Recyko Charge 10: Fuld fart på batteriopladningen

På kun ti minutter oplader den dine løse AA-batterier. Men den støjer, og prisen er lidt pebret.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Flere og flere af gadgets kommer med indbygget genopladeligt batteri. Der findes dog fortsat elektroniske produkter, som kræver løse batterier. Det miljørigtige, og økonomisk mest fornuftige, valg, er, i det tilfælde, at anvende genopladelige batterier.

Det kræver en vis discplin at have med sådan nogle at gøre, for hvis ikke man husker at få dem i opladeren, når de er flade, kan det give dræbende lange ventetider, når man pludselig står og mangler strøm.

Sætter turbo på strømmen

Den slags disciplin er dog knap så afgørende, når du har en Recyko Charge 10 fra GP Batteries. Den nye opladestation er nemlig i stand til til at oplade batterier hurtigere end nogen anden. Kun 10 minutter tager en fuld opladning af op til fire AA-batterier. Det er cirka tre gange så hurtigt som de tætteste konkurrenter.

Du er sikker på optimalt resultat, hvis du anvender producentens egne Recyko Charge 10-batterier (som er ret dyre). Vi havde et sæt til rådighed og her holdt den lovede opladningstid fint. Men det gjorde den faktisk også med et sæt Verbatim-batterier, som vi prøvede at sætte i bagefter. Efter cirka ti minutter stoppede indikatoren med at blinke, som tegn på at batterierne var ladt op.

Heftig blæser

Støjsvag er opladeren ikke. Den kraftige blæser, der sørger for at batterierne ikke overopheder, giver lyd fra sig. Den gør til gengæld et vigtigt job, for batterierne bliver godt varme under den hurtige opladning.

Der er dog mulighed for at vælge eco-opladning, som tager længere tid, skåner batteriet og støjer en smule mindre.

 

Modsat mange konkurrenter er strømforsyningen indbygget - en betydelig fordel, da opladeren så blot kræver et standard strømkabel.

Kræsen og lidt pebret

Blinkende dioder ud for hvert batteri gør det nemt at se ladestatus og fejlmeddelelser. Sidstnævnte fik vi desværre nogle stykker af, for opladeren er lidt kræsen. Det var ikke alle batterier den ville acceptere. Da den i øvrigt kun fungerer med AA-batterier, er det ikke sikkert at den fuldt ud vil dække hjemmets behov for batteriopladning.

Med det i mente er prisen lidt pebret. Ikke desto mindre er det en velfungerende løsning, der letter livet for den der bruger genopladelige AA-batterier.

Pris: 549 kroner

Samlet vurdering: 5/6