Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Google Wifi: Googles router sætter ny standard for brugervenlighed

Med et års tilløb er Googles første Wi-Fi-løsning landet i Danmark. Google Wifi, som produktet er døbt, bruger den hotte mesh-teknologi, og brugervenligheden er helt i top – i modsætning til prisen.

Af Knud Søndergaard, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Hele verdens søgemaskinegigant ved bedre end nogen, hvordan vi opkoblede mennesker bruger internettet og forlanger hurtig, stabil adgang til indhold, ligegyldigt hvor vi er. Også i private hjem er det i dag et must med Wi-Fi, som rækker helt ud i krogene. Derfor er det ikke altid nok med en enkelt, centralt placeret router – og slet ikke den skrabede model, de fleste teleselskaber bundler med deres internetabonnementer.

Google Wifi

I efteråret 2016 kom de første såkaldte mesh-systemer i handelen. ”Mesh” er til en afveksling ikke en forkortelse og betyder på engelsk (tråd)net eller maske – altså et finmasket gitter af knudepunkter, der via radiobølger er forbundet på kryds og tværs med hinanden.

Et mesh-system begynder med en forholdsvis lille router, som kommunikerer med et antal decentrale satellitter, der kan være fuldstændigt identiske med routeren. Det lyder enkelt, men hemmeligheden er nogle avancerede mikrochips og noget intelligent software, som styrer trafikken i Wi-Fi-systemet og sørger for, at signalerne følger brugerne rundt i hjemmet.

Her på Alt om DATA har vi været med på mesh-toget fra dag ét. Vi har beskrevet og testet de betydende leverandørers løsninger, efterhånden som de er blevet lanceret. Nu er turen kommet til Google, hvis Wifi-produkt har kunnet købes i Amazom.com siden oktober 2016 og aktuelt ligger som denne onlinebutiks ”#1 Best Seller”. Det bliver spændende at se, om Google Wifis danske lancering også bliver et triumftog.

Diskret design

Wifi er ikke Googles første router. I 2015 lancerede man en OnHub-model, som ligner et køletårn og stadig kan købes i USA. Den oprindelige teknologi videreføres nu i Wifi-produktet, der kan fås i pakker med én eller tre routere i et ultra-enkelt design med en lækker byggekvalitet.

Ifølge Googles pressemeddelelse er en enkelt Wifi-enhed tilstrækkelig til et etageareal på op til 140 kvadratmeter, og 3-pakken kan dække et tre gange så stort hjem. Skulle det ikke være nok, kan man tilføje så mange routere, man ønsker.

Umiddelbart virker specifikationsniveauet ikke specielt højt. Google Wifi understøtter selvfølgelig 802.11ac-standarden, men båndbredden opgives til 1,2 Gbps – den laveste værdi, som vi til dato har set på et mesh-system. Helt normalt er begge frekvensbånd (2,4 GHz og 5 GHz) aktive hele tiden.

Tilslutningerne er lige så hurtigt overskuet. På hver router er der to gigabit ethernet-porte, der kan konfigureres som WAN eller LAN. Strømforsyningen er en meget diskret lille stikprop med et pænt langt kabel med et USB-C-stik, der ikke kan vendes forkert.

På bagsiden af hver enhed er der en umærket knap, som ikke omtales i den yderst kortfattede ”Sådan kommer du i gang” vejledning. Den bruges til fabriksnulstilling af routeren, hvad der også kan gøres fra den tilhørende app.

En WPS-knap til automatisk parring af router-systemet med kompatible Wi-Fi-enheder leder man forgæves efter. Google understøtter dog WPA2-kryptering, men man skal selv indtaste en adgangskode – hvis dette er muligt.

07_Familie-Wi-Fi-copy Når en familie skal have kvalitetstid, kan det være smart med nul Wi-Fi. Googles app kan fastlægge, hvornår og hvordan der skal lukkes ned.

En app til det hele

Ligesom flere af markedets andre mesh-systemer skal Google Wifi opsættes og administreres med en app, og der er ingen andre muligheder, f.eks. for at bruge en browser.

Sjovt nok er der ingen QR-kode til download af appen, men når det lille program er startet, og opsætningen skal indledes med at indlæse produktkoder, klares det ved at lade smartphonen scanne piktogrammet på den primære enhed. Derefter kører det hele lige ud ad landevejen.

Når den første mesh-enhed er på plads, går man til stedet, hvor den anden bør stå, sætter strøm til den og får at vide af appen, om placeringen er godkendt. Og så videre.

[irp]

Appen tjekker det hele undervejs og er meget flink til at melde tilbage med små nudges – venlige opmuntrende skub. Til sidst får man en overskuelig status over den samlede installation – og her hos Alt om DATA et lille vink om, at kommunikationen mellem enhederne muligvis kan blive endnu bedre, hvis man prøver at eksperimentere med placeringen af enhederne.

Helt perfekt kan appen dog første blive, når alle teksterne er blevet oversat til dansk. Aktuelt er det meste på engelsk, og det virker noget tilfældigt, hvad der kommer op på skærmen på dansk.

Sådan tester vi

Denne test er udført hjemme hos overtegnede skribent, som bor i et lille hus med et bebygget areal på 80 kvm og tre etager – kælder, stue og første sal. Alle vægge er muret eller støbt i beton uden stål, og etageadskillelserne er af træ. Testen foregår fra kontoret i kælderen, hvor routeren under test placeres ved siden af et bredbåndsmodem (SagemCom F@ST3890) med deaktiveret Wi-Fi fra YouSee, som leverer en kablet internetforbindelse på 300/60 Mbps nominelt og omkring 340/70 Mbps i praksis.

I denne test har den første satellit været placeret i tv-stuen og den anden satellit på første sal. Til måling af hastighed bruger vi appen Speedtest, som er tilgængelig på alle relevante platforme. Routernes rækkevidde bestemmer vi ved at måle hastigheden på fire forskellige positioner i huset – med tre forskellige smartphones – og notere alle resultaterne i en tabel.

De fire positioner er:

1. Kontor – ”øjenkontakt” mellem smartphone og router, ca. 1 m afstand.

2. Køkken – én etageadskillelse mellem smartphone og primær router, ca. 5 m afstand i luftlinje.

3. Tv-stue – én mur og én etageadskillelse mellem smartphone og primær router, ca. 5 m afstand i luftlinje.

4. Første sal – én mur og to etageadskillelser mellem smartphone og primær router, ca. 6 m afstand i luftlinje.

Denne enkle måleteknik, som enhver læser selv kan bruge i sit eget miljø, giver efter vores erfaring et realistisk indtryk af, hvordan en router performer i praksis med forskellige mobile klienter. Ydermere har vi denne gang suppleret smartphone-målingerne med resultater ved brug af TamoSoft Throughput Test-software på en bærbar pc (Lenovo E145) med en Linksys WUSB6400M USB-adapter i samme hastighedsklasse som Google Wifi. Disse data vises også i tabellen.

Nye features

Næsten enhver router har avancerede features til trafikstyring, prioritering af enheder og indhold, blokering af forbudt for børn-indhold, energistyring og diverse andre indstillinger. I disse henseender ligner Google Wifi andre routere, men der er gjort rigtigt meget ud af at præsentere mulighederne på en enkel og intuitiv måde.

Googles ”Sæt Familie-Wi-Fi på pause” er en ny form for forældrekontrol, som gør det muligt at sætte internettet til et eller flere familiemedlemmer på pause, f.eks. omkring spisetid eller når det er sengetid. Det kan måske skabe lidt mere fællesskab i et opkoblet hjem – eller starte en tredje verdenskrig.

Mindre kontroversielt er det at oprette et gæstenetværk, så folk kan komme på nettet med deres smarte enheder, men ikke kan tilgå husets computere og servere. Google tilbyder den krølle, at der kan åbnes for adgang til nogle enheder på netværket, f.eks. opkoblede termostater eller Philips Hue-lamper.

”Priority device” betyder frihed til at give en enkelt enhed den højeste hastighed i netværket. Dette kan f.eks. være nyttigt til streaming af Netflix i højeste kvalitet til et smart-tv i stuen. Som standard er denne forskelsbehandling tidsbegrænset til en time, men den kan forlænges til 4 timer. Derefter vender systemet automatisk tilbage til normal trafikstyring.

04_google-wifi-layout Google Wifi som 3-pak kan dække et areal på op til 420 kvm, hvis der ikke er for mange vægge i hjemmet. De skitserede placeringer bør sikre perfekte resultater i et etplanshus.

Homogen Wi-Fi-dækning

Ifølge Google kan et Wifi-system levere op til fem 4K/UHD-streams – samtidig og helt ud i husets fjerneste kroge, hvis internet-abonnementet tillader det.

Denne situation har vi ikke haft mulighed for at simulere, ikke mindst fordi vi simpelthen ikke råder over så mange 4K/UHD-tv’er eller andre lige så krævende klienter.

Til gengæld viser vores hastighedsmålinger, at Google Wifi klarer sig godt over korte afstande og leverer fine, mere konsistente resultater end normalt på vores sædvanlige problempositioner – tv-stuen og første sal. Se forklaringen i faktaboksen.