Home » Router » Google Nest Wi-Fi Pro [TEST]: Google-netværk i højeste gear
Google Nest Wi-Fi Pro [TEST]: Google-netværk i højeste gear

Google Nest Wi-Fi Pro [TEST]: Google-netværk i højeste gear

Share

Google har optimeret sin router, så du nu får Wi-Fi 6E og det nyeste inden for netværksteknologi. Du må dog undvære stemmeassistent- og højttalerfunktionalitet, som du får i de billigere modeller

De fleste af os ønsker en lynhurtig internetforbindelse, så vi kan streame underholdning, game og have et væld af enheder sluttet til Wi-Fi, uden der er knas på linjen. Men det er langt fra alle, som gider bruge tid på at nørde med avancerede netværksindstillinger.

Google har gjort det ekstremt simpelt at få et solidt mesh-netværk op at køre. Nest Wi-Fi-serien er del af Google Home-universet med samme simple opsætning som en smart højttaler eller en mobilstyret pære. Den første model i serien tilbød endda også stemmestyring og et Wi-Fi-punkt med højttaler og natlys, men netværksteknologien i denne var lettere forældet, da den kom til Danmark.

Det råder Google bod på med den nye Wi-Fi Pro, som er spækket med det nyeste inden for netværksteknologi, herunder Wi-Fi 6E, som er dobbelt så hurtig som Wi-Fi 6, hvilket teoretisk gør den otte gange så hurtig som Nest Wi-Fi, der har Wi-Fi 5-teknologi. Til gengæld er der så hverken stemmestyring eller smarthøjttaler.

Vi testede en 3-pak, som består af tre helt identiske routere. De er lidt større og med deres hvide højglansoverflade er de i vores optik knap så pæne som de matte og diskrete Nest Wi-Fi-enheder. Lige som disse modeller er de skrabede på tilslutninger. Hver enhed har en 1 Gbps-indgang til internet og en udgang til hubs, bridges mm.

Se også:  Wi-Fi 6E er landet – første praktiske afprøvning
Nem opsætning, stærk ydelse

Via Google Home-systemet forbandt vi den første router til netværket. Det tog ganske få sekunder. Så var der etableret nyt netværk i boligen. Denne enhed fungerer som hovedrouter. De routere, der efterfølgende forbindes, fungerer som forlængere i dit mesh-netværk. Dem fik vi også ret hurtigt koblet på. Dog fik vi med dem begge en fejlmelding, der fortalte, at de ikke var kompatible med Wi-Fi 6E, første gang vi prøvede. I næste forsøg slap vi igennem uden problemer.

En enkelt router skulle være i stand til at dække op til 120 kvadratmeter, mens tre routere tilsammen kan dække op til 320 kvadratmeter. Vi testede i en lejlighed på 120 kvm, fordelt på to etager. Her var der selvsagt ingen problemer med at opnå klippestabil dækning i hvert et hjørne. AXE4200-teknologien sikrer, teoretisk, hastigheder op til 4.2 Gbit/s, og hver router kan håndtere op til 100 enheder. Der skal derfor seriøs trafik til, før du oplever vaklen i ydelse.

Signalet er fordelt på tre frekvenser. De velkendte 2,4 GHz og 5 GHz samt det nye 6 GHz, som kun enheder med Wi-Fi 6E-teknologi kan tilgå. De forskellige frekvenser kan potentielt give lidt ravage, hvis ikke dine smarte enheder finder ud af at springe tilbage til den samme frekvens, de var tilknyttet på dit tidligere netværk. Det fandt stort set alle enheder i vores hjem heldigvis ud af; med undtagelse af et par Sonos-højttalere, som vi var nødt til at nulstille og hente tilbage igen på 2,4 GHz-netværket, efter de var sprunget på 5 GHz og derfor mistede kontakt med resten af systemet. Men det er formentlig ikke Nest-routernes skyld. Det er en fejl, vi har oplevet et par gange hos Sonos.

Se også:  Netgear Orbi NBK752 [TEST]: Dette mesh-system kan kobles på mobilnettet

Vi oplevede generelt en forbedret respons i netværket, når vi aktiverede musik på Wi-Fi-forbundne højttalere samt streamede underholdning og hentede filer. Det vil dog være enheder, der understøtter Wi-Fi 6E, som vil få mest gavn af Nest Wi-Fi Pro, herunder blandt andet Googles egen nye smartphone, Pixel 7 Pro. Med denne mobil fik vi download-hastigheder på 164 Mbps, upload på 66 Mbps og ping på 22 ms, men ydelsen vil selvfølgelig variere afhængig af den internetopkobling, du har i boligen.

Bedømmelse:

Kvalitetsindtryk: 4/6
Brugervenlighed: 6/6
Funktionalitet: 3/6
Ydelse: 5/6
Pris: 5/6
Samlet: 5/6

Pris: 1799 kroner


TAGS
Google
Nest
router
wi-fi 6E

DEL DENNE
Share


Mest populære
Populære
Nyeste
Tags

Find os på de sociale medier

Find os på FaceBook

AOD/AOD.dk

Brogårdsvej 22
DK-2820 Gentofte
Telefon: 33 91 28 33
redaktion@aod.dk

Audio Media A/S

CVR nr. 16315648,
Brogårdsvej 22
DK-2820 Gentofte
Telefon: 33 91 28 33
info@audio.dk
Annoncesalg:
Lars Bo Jensen: lbj@audio.dk Telefon: 40 80 44 53
Annoncer: Se medieinformation her
Annoncelinks


AOD/AOD.dk   © 2022
Privatlivspolitik og cookie information - Audio Media A/S